Den Gamle Helt
3.0
Piraten Ned Lynch (Shaw) og hans folk kæmper mod den tyranniske Durant (Boyle), der styrer Jamaica med hård hånd.
I 70’erne, frem til ’77 da ”Star Wars” kom og heldigvis lavede alt det om, var eventyrfilm som den her en sjældenhed, og dem der kom var ofte nogle billigt produceret bagateller, eller en afspejling af den tid de var lavet i, hvor den klassiske eventyrfilm ikke var noget man troede på eller havde den store respekt for, også fordi denne genre op igennem 60’erne var kørt træt og tom for ideer, mens de mere eksperimenterende og frigidt realistiske film vandt frem. Så i de enkelte lidt større eventyrfilm der kom i den tid, blev det eventyrlige ikke så romantiseret som tidligere.
”Swashbuckler” hører nok mest til den sidste type, uden at den træder på eventyret og sit egent univers så kynisk som for eksempel Richard Lester’s ”Robin And Marian” fra samme år, med Sean Connery som en aldrende Robin, og pudsigt nok med Shaw, der har hovedrollen i denne her, som aldrende skurk.
”Swashbuckler” har enkelte klassiske dyder, der kendes fra ældre piratfilm, som for eksempel den uforskammede og frimodige helt, her i en moden udgave (Shaw var 49 på det tidspunkt, men ligner en der er ældre, sikkert på grund af alkoholisme), da eventyret er blevet gammeldags på dette tidspunkt, og valget af Shaw til hovedrollen viser perfekt dette.
Men det romantiske og episke aspekt er næsten udelukket (kun næsten), for selv om der er en kærlighedshistorie og vores helte kæmper for en god sag, så er hverken Shaw eller Bujold særligt poetiske i deres spil og især Bujold er ikke en klassisk skønhed af den slags man ellers så før i tiden, og de indrømmet underholdende actionscener, tager ikke sig selv alvorligt og bliver aldrig blot den anelse højtidelige der kunne give dem den kant der får tilskueren til at føle, at det her er noget stort eller vigtigt, og det uden at filmen af den grund er en ren komedie, hvis i det hele taget.
Når det så er sagt, så er filmen faktisk underholdende nok og ofte også en fin pastiche over tidligere tiders store film i genren, selv om det ikke er lykkes at give denne her så tidløs en stemning som man måske gerne har ville, og Shaw’s mangler som romantisk helt opvejer han en smule med hans karisma.
Den mangler måske ligeledes rigtig spænding, men kompenserer fint med massere af fægtescener og fornøjelige optrin, og er på alle måder en sorgfri og letfordøjelig film, med en enkel historie som alle kan følge med i.
Teknisk er den godt lavet og har ingen scener der i vore dage falder igennem. Kun tempoet er langsomt og så er actionscenerne langt fra så pompøse, som det vi ser nu.
I rollen som den sadomasochistiske skurk, med hang til unge mænd, gør Boyle et fint stykke arbejde, dog på grænsen til det parodiske. Bridges er ligeledes iøjefaldende som en af skurkens ondskabsfulde håndlangere, men han er endnu mere klovneagtig end Boyle og det gør ham ikke just farlig.
I 70’erne, frem til ’77 da ”Star Wars” kom og heldigvis lavede alt det om, var eventyrfilm som den her en sjældenhed, og dem der kom var ofte nogle billigt produceret bagateller, eller en afspejling af den tid de var lavet i, hvor den klassiske eventyrfilm ikke var noget man troede på eller havde den store respekt for, også fordi denne genre op igennem 60’erne var kørt træt og tom for ideer, mens de mere eksperimenterende og frigidt realistiske film vandt frem. Så i de enkelte lidt større eventyrfilm der kom i den tid, blev det eventyrlige ikke så romantiseret som tidligere.
”Swashbuckler” hører nok mest til den sidste type, uden at den træder på eventyret og sit egent univers så kynisk som for eksempel Richard Lester’s ”Robin And Marian” fra samme år, med Sean Connery som en aldrende Robin, og pudsigt nok med Shaw, der har hovedrollen i denne her, som aldrende skurk.
”Swashbuckler” har enkelte klassiske dyder, der kendes fra ældre piratfilm, som for eksempel den uforskammede og frimodige helt, her i en moden udgave (Shaw var 49 på det tidspunkt, men ligner en der er ældre, sikkert på grund af alkoholisme), da eventyret er blevet gammeldags på dette tidspunkt, og valget af Shaw til hovedrollen viser perfekt dette.
Men det romantiske og episke aspekt er næsten udelukket (kun næsten), for selv om der er en kærlighedshistorie og vores helte kæmper for en god sag, så er hverken Shaw eller Bujold særligt poetiske i deres spil og især Bujold er ikke en klassisk skønhed af den slags man ellers så før i tiden, og de indrømmet underholdende actionscener, tager ikke sig selv alvorligt og bliver aldrig blot den anelse højtidelige der kunne give dem den kant der får tilskueren til at føle, at det her er noget stort eller vigtigt, og det uden at filmen af den grund er en ren komedie, hvis i det hele taget.
Når det så er sagt, så er filmen faktisk underholdende nok og ofte også en fin pastiche over tidligere tiders store film i genren, selv om det ikke er lykkes at give denne her så tidløs en stemning som man måske gerne har ville, og Shaw’s mangler som romantisk helt opvejer han en smule med hans karisma.
Den mangler måske ligeledes rigtig spænding, men kompenserer fint med massere af fægtescener og fornøjelige optrin, og er på alle måder en sorgfri og letfordøjelig film, med en enkel historie som alle kan følge med i.
Teknisk er den godt lavet og har ingen scener der i vore dage falder igennem. Kun tempoet er langsomt og så er actionscenerne langt fra så pompøse, som det vi ser nu.
I rollen som den sadomasochistiske skurk, med hang til unge mænd, gør Boyle et fint stykke arbejde, dog på grænsen til det parodiske. Bridges er ligeledes iøjefaldende som en af skurkens ondskabsfulde håndlangere, men han er endnu mere klovneagtig end Boyle og det gør ham ikke just farlig.
14/07-2004
