De Er Ved At Lære Det.........
3.0
Tegnefilmsfigurerne Bugs Bunny og Daffy Duck er sammen med en sikkerhedsvagt (Fraser) og en kvindelige ansat (Elfman) hos Warner Brothers på ude for at befri sikkerhedsvagtens far (Dalton), der er hemmelig agent, og for at finde en mystisk blå diamant, inden den falder i de forkert hænder.
Efter den yderst skuffende, alt for pæne og politisk korrekte ”Space Jam” var mine forventninger til denne efterfølger indrømmet ikke store. Heldigvis vidste det sig, at instruktør Dante, der hadede ”Space Jam”, har fået rettet flere af de ting der var i vejen med forrige film, såsom at trække tegnefilmsfigurerne tilbage på rette vej, så de igen er både irriterende, lettere ondskabsfulde og fulde af vanvidskomik, sådan som de oprindeligt blev kendt og elsket.
Handlingen er indrømmet noget uopfindsomt og indimellem hysterisk roderi, og er da også kun en undskyldning for at fyre tonsvis af sindssyge og vildt skægge optrin af. Det er i disse scener og ikke som helhed at filmen fungerer og vinder, for selv om disse indfald også er både hysteriske og larmende, så passer de på en klassisk måde til de tegnefilmsfigurer der er med, og det er her at filmen bliver vildt underholdende og værd at bruge tid på, hvis man vel at mærke kan lide den slags.
På Teknik- og effektsiden kunne de tegnede figurer, der i øvrigt er fint animeret, og de mennesker de spiller sammen med, som gør hvad de skal men heller ikke mere, godt være bedre integreret. Man kan godt sidde lidt for meget med en fornemmelse af, at de faktisk ikke spiller sammen (hvad de jo heller ikke gør) og at skuespillerne indimellem kigger igennem dem eller ikke har den øjenkontakt det skal forstille de har. Men man glemmer dette i løbet af filmen, når Bugs og Daffy folder sig ud og giver den hele armen.
Filmen er også proppet med mange vittige filmreferencer, både til kendte og til glemte klassikere og til nyere film, og der er tillige en del sjove insider jokes og mange cameos af mere eller mindre kendte ansigter.
Fraser er sympatisk i en af hovedrollerne, men uden at imponere, selv om han før har bevist han har et komisk talent, og også Elfman, kendt fra Tv-serien ”Dharma & Greg/Et Umage Par”, er okay sød at se på, men hun overbeviser ikke som den Is-Dronning hun skal forstille at være i starten. Komikeren Steve Martin må desværre siges at være frygtelig overspillende og mere irriterende end egentlig sjov i den store rolle som skurk. Dalton giver til gengæld en sjov parodi på sin egen rolle som James Bond.
Desværre blev filmen en dundrende fiasko, så vi skal næppe forvente mere fra den side og det lige, når de nu endelig var ved at lære det, øv. Men tæt på den sidste hele stjerne mere.
Efter den yderst skuffende, alt for pæne og politisk korrekte ”Space Jam” var mine forventninger til denne efterfølger indrømmet ikke store. Heldigvis vidste det sig, at instruktør Dante, der hadede ”Space Jam”, har fået rettet flere af de ting der var i vejen med forrige film, såsom at trække tegnefilmsfigurerne tilbage på rette vej, så de igen er både irriterende, lettere ondskabsfulde og fulde af vanvidskomik, sådan som de oprindeligt blev kendt og elsket.
Handlingen er indrømmet noget uopfindsomt og indimellem hysterisk roderi, og er da også kun en undskyldning for at fyre tonsvis af sindssyge og vildt skægge optrin af. Det er i disse scener og ikke som helhed at filmen fungerer og vinder, for selv om disse indfald også er både hysteriske og larmende, så passer de på en klassisk måde til de tegnefilmsfigurer der er med, og det er her at filmen bliver vildt underholdende og værd at bruge tid på, hvis man vel at mærke kan lide den slags.
På Teknik- og effektsiden kunne de tegnede figurer, der i øvrigt er fint animeret, og de mennesker de spiller sammen med, som gør hvad de skal men heller ikke mere, godt være bedre integreret. Man kan godt sidde lidt for meget med en fornemmelse af, at de faktisk ikke spiller sammen (hvad de jo heller ikke gør) og at skuespillerne indimellem kigger igennem dem eller ikke har den øjenkontakt det skal forstille de har. Men man glemmer dette i løbet af filmen, når Bugs og Daffy folder sig ud og giver den hele armen.
Filmen er også proppet med mange vittige filmreferencer, både til kendte og til glemte klassikere og til nyere film, og der er tillige en del sjove insider jokes og mange cameos af mere eller mindre kendte ansigter.
Fraser er sympatisk i en af hovedrollerne, men uden at imponere, selv om han før har bevist han har et komisk talent, og også Elfman, kendt fra Tv-serien ”Dharma & Greg/Et Umage Par”, er okay sød at se på, men hun overbeviser ikke som den Is-Dronning hun skal forstille at være i starten. Komikeren Steve Martin må desværre siges at være frygtelig overspillende og mere irriterende end egentlig sjov i den store rolle som skurk. Dalton giver til gengæld en sjov parodi på sin egen rolle som James Bond.
Desværre blev filmen en dundrende fiasko, så vi skal næppe forvente mere fra den side og det lige, når de nu endelig var ved at lære det, øv. Men tæt på den sidste hele stjerne mere.
15/07-2004
