håndholdt realisme
5.0
Da jeg for omtrent 2 ½ år siden så en indbydende og stærk trailer til Love Is a Bitch var jeg solgt og kunne ikke vente med at se filmen. Desværre er mine muligheder for at låne de mere smalle og kunstneriske film meget små, og min glæde var derfor nærmest ubeskrivelig da jeg fandt ud af, at TV2, af alle programmer, sendte den. Mine forventninger var nærmest urimelige høje, men overraskende nok blev jeg langtfra skuffet, og Love Is a Bitch viste sig, at være en af de mest gribende film jeg har set i meget lang tid.
At lade en film udfolde sig ud fra en hændelse (i dette tilfælde en bilulykke), der samler tilsyneladende tilfældige personer, er langtfra noget nyt i filmverdenen, hvor især Robert Altman har gjort det til sit kendetegn, mens P.T. Anderson måske nok har gjort det bedst med Magnolia. Instruktøren Alejandro Gonzáles Iñárritu debuterer med denne film, og hvilken debut! Jeg har altid ment, at Tarantino som debutant var grænseoverskridende og historisk nummer et, men det må jeg evaluere her. Selvom Iñárritu ikke gør det bedre, så gør han det mindst ligeså overrumplende og uforglemmelig.
Filmen besidder en af de mest sigende, og måske bedste, filmtitler nogensinde. Love Is a Bitch, ikke mandchauvinistisk eller nedladende, men ekstrem rammende for filmens fortælling. I de to første beretninger går hovedpersonerne rundt med idealistiske forhåbninger og planer om kærligheden og dens involvering i deres fremtid. Den første historie er ekstrem deprimerende, da Gael Gárcia Benal indser, at hans kærlighedsforhold med hans utro svigerinde var baseret på envejsfølelser og lyster måske udsprunget af nød. Tragedien er uundgåelig. Den anden historie handler om en ægtemand, der lader sig separere med konen for at være sammen med en model. I dette tilfælde tror man også, at forholdet er baseret på lyster, men overraskende nok ender den historie forløst og med en smule håb. Dog besidder den filmens svageste side, den lidt for åbenlyse metafor med hunden, der sidder fast under gulvet. Filmens sidste historie omhandler en vagabond, der forlod sin familie i idealismens navn og endte med at være en eks-fange og lejemorder. Den stærkeste historie omkring fortabelse og håb om forløsning. Et sted i filmen siges der: ”Hvis du vil få Gud til at le, så fortæl ham om dine planer.” Meget rammende for filmens præmis. Iñárritus pointe er, at selvom livet ikke udfoldes som man ønsker det, så kan man være lykkelig ved at omfavne mulighederne. Meget smukkere og mere poetisk vist end min forsimplede og overromantiserede genfortælling.
Love Is a Bitch er et tankevækkende og afdæmpet drama med fantastiske skuespillere, følelsesladede, men aldrig sentimentale scener, perfekt musik og en virtuos udført fortælling. Iñárritus debut er et signifikant og opsigtsvækkende mesterværk, og jeg glæder mig usigelig meget til dvd-udgivelsesdatoen for hans amerikanske produktion, 21 Grams.
At lade en film udfolde sig ud fra en hændelse (i dette tilfælde en bilulykke), der samler tilsyneladende tilfældige personer, er langtfra noget nyt i filmverdenen, hvor især Robert Altman har gjort det til sit kendetegn, mens P.T. Anderson måske nok har gjort det bedst med Magnolia. Instruktøren Alejandro Gonzáles Iñárritu debuterer med denne film, og hvilken debut! Jeg har altid ment, at Tarantino som debutant var grænseoverskridende og historisk nummer et, men det må jeg evaluere her. Selvom Iñárritu ikke gør det bedre, så gør han det mindst ligeså overrumplende og uforglemmelig.
Filmen besidder en af de mest sigende, og måske bedste, filmtitler nogensinde. Love Is a Bitch, ikke mandchauvinistisk eller nedladende, men ekstrem rammende for filmens fortælling. I de to første beretninger går hovedpersonerne rundt med idealistiske forhåbninger og planer om kærligheden og dens involvering i deres fremtid. Den første historie er ekstrem deprimerende, da Gael Gárcia Benal indser, at hans kærlighedsforhold med hans utro svigerinde var baseret på envejsfølelser og lyster måske udsprunget af nød. Tragedien er uundgåelig. Den anden historie handler om en ægtemand, der lader sig separere med konen for at være sammen med en model. I dette tilfælde tror man også, at forholdet er baseret på lyster, men overraskende nok ender den historie forløst og med en smule håb. Dog besidder den filmens svageste side, den lidt for åbenlyse metafor med hunden, der sidder fast under gulvet. Filmens sidste historie omhandler en vagabond, der forlod sin familie i idealismens navn og endte med at være en eks-fange og lejemorder. Den stærkeste historie omkring fortabelse og håb om forløsning. Et sted i filmen siges der: ”Hvis du vil få Gud til at le, så fortæl ham om dine planer.” Meget rammende for filmens præmis. Iñárritus pointe er, at selvom livet ikke udfoldes som man ønsker det, så kan man være lykkelig ved at omfavne mulighederne. Meget smukkere og mere poetisk vist end min forsimplede og overromantiserede genfortælling.
Love Is a Bitch er et tankevækkende og afdæmpet drama med fantastiske skuespillere, følelsesladede, men aldrig sentimentale scener, perfekt musik og en virtuos udført fortælling. Iñárritus debut er et signifikant og opsigtsvækkende mesterværk, og jeg glæder mig usigelig meget til dvd-udgivelsesdatoen for hans amerikanske produktion, 21 Grams.
15/07-2004
