Træ(g) Forestilling (Hø Hø)

Trædukken Pinocchio (Benigni) ønsker sig brændende at blive en rigtig dreng, men først må han lære om rigtigt og forkert, og det bringer ham ud på et farligt eventyr.

Efter den store succes med ”La Vita é Bella” kunne Benigni tillade sig at gå i gang med at realisere sin drøm om at filmatisere Carlo Collodi’s berømte historie om trædukken Pinocchio (der har været filmatiseret utallige gange før), og det skulle gå hen og blive den hidtil dyreste produktion i italiensk filmhistorie med et budget på 45 millioner dollars.

Oprindeligt havde Benigni overtalt den legendariske Federico Fellini til at instruere den, men da han døde inden projektet rigtigt kom i gang, overtog Benigni selv instruktionen, og da han havde haft så stor succes med dette i ”La Vita é Bella”, burde det ikke betyde det helt store. Om det så har gjort det alligevel eller ej, kan kun guderne vide, men i hvert fald er Benigni sluppet mere end uheldigt fra jobbet, filmen er ganske simpelt rædselsfuld over næsten hele linien.

Handlingen ruller sjusket derudaf, uden at den nogensinde formår at indfange den ånd eller magi som et sådant projekt burde indeholde, og selv om den har mere eller mindre alle de væsentlige elementer af historien med og prøver at binde dem sammen, så forekommer filmen for fragmenteret til at man får følelsen af at handlingen fortælles på en måde, der gør den interessant.

Jeg er personligt heller ikke vild med Benigni’s kunstneriske valg, om at bruge sig selv som Pinocchio (sikkert et livslangt ønske om at spille denne rolle kunne jeg tro), frem for en dukke og siden et barn, og at alle andre børn spilles af voksne. Man kan selvfølgelig læse nogle pointer ud af dette, med at hvis man som barn ikke gider bruge tid på lærdom, lytte til sine forældre og alt det der, så kan man som voksen risikere at være dum som et æsel, og film er jo ydermere en illusion, så på den måde er det et spørgsmål om indlevelse og at fange det essentielle, men jeg er bare ikke vild med det.

Værst af alt er dog Benigni’s totale overspil, hvor han mere eller mindre fra start til slut flyver rundt som et hyperaktivt damp-barn og nærmest skriger alle sine replikker ud. Allerede efter få minutter er man både træt af og irriteret over ham, og da han mere eller mindre forsætter denne stil resten af filmen, så kan de fleste sikkert forestille sig hvordan det er at sidde igennem resten af stykket.

Historien om Pinocchio har jo altid været en moralsk fortælling, med en pædagogisk pegefinger løftet så højt at den nærmest rammer himmelen, og det er Benigni’s også blevet, og det skal den bestemt også, men her føler jeg alligevel disse tommetykke moralprædiker skåret så meget ud i pap og så uudholdeligt fremherskende, at selv det mest artige barn ville kunne få skyldfølelse. En ros skal Benigni dog have, for et er at fortælle en historie der rummer moraler om hvordan skal opføre sig og ikke opføre sig som barn (og andre moraler eller temaer man kan ligge i denne historie) og alt det man måske skal igennem, hvis man vil have en god barndom og holdes af, men han får trods alt også en, ifølge mig endnu vigtigere pointe med, og det er om hvor vigtigt det er at man som barn elskes oprigtigt og betingelsesløst for den man er og ikke for den man burde være, for at opnå den følelse af selvværd (ikke at forveksle med selvtillid) der er så vigtig for det gode liv.

Eneste anden ros filmen har fortjent er, at den scenografisk er flot designet og har en overdådig kulørt billedside, i en produktion der kun kan kaldes skuffende ud over alle grænser.

Benigni fik også den lidet tvivlsomme ære at hans film blev den første udenlandske der vandt året Razzie-pris for dårligste film i USA, og selv om jeg sikkert kan pege på andre produktioner der er dårligere, så er det alligevel ikke helt ufortjent. Når man så tænker på at Benigni et par år tidligere med netop ”La Vita é Bella” vandt en Oscar for årets bedste udenlandske film, så må man sige højt at flyve og dybt at falde, og at hans film om en levende trædukke skulle ende med at blive en rigtig træ(g) forestilling er vel skæbnens ironi.

Den slipper alligevel for kun at få en stjerne, da den som sagt har et par plusser midt i al elendigheden.