Gudstjeneste forklædt som SF
2.0
Night Shyamalans bud på en science fiction-film, Signs, holder ikke. Hvis han vil gøre sig håb om at lave en film på højde med Den Sjette Sans, må instruktøren fornye fortælleteknikken og tænke i andre baner. I stedet for blindt genbrug af gamle virkemidler.
Ligesom i de to foregående film, bruger han nemlig instrumentalt flashbacket som vigtigt nøgleøjeblik. I en afgørende scene. Det kan fx være en begivenhed stillet i nyt lys, at hovedpersonen indser noget og at åbenbaringen ændrer hele historiens udfald. I "Unbreakable" var det mindet om en bilullykke, David Dunn (spillet af Bruce Willis) kom udfor som ung.
I "Signs" er Mel Gibson enkemanden Graham Hess. Et engang, dybt troende menneske, som har lagt præstekraven på hylden og vendt Gud ryggen efter konen blev kørt ned. Nu passer han sin gård og tager sig af de to børn, han reelt er holdt op med at være far for. En morgen finder sønnen en kæmpe cirkel ude i marken. Og samtidig rapporteres om lignende mønstre verden over. Snart er hele jorden under invasion af rumvæsener.
Filmen igennem drømmer Hess om ulykken og natten, han måtte tage afsked med sin døende kone. For hvert tilbageblik får man lidt mere at se. Hess' afviser på et tidspunkt påstanden om miraklers indtræffen overfor sin bror. Der findes ingen vidundere, ingen Gud. Og han begrunder det med konens sidste ord til ham. De var ikke et budskab fra det hinsidies, men fortalte blot om et minde. Det sidste hendes hjerne huskede, inden hun døde.
Der er naturligvis et formål med denne sekvens og det afsløres til sidst:
1) Kvindens ord kommer nærmest som sendt fra himmelen og hjælper til besejringen af en ond alien.
2) Bliver klægt et bevis om Guds eksistens, så den gode pastor endelig gives sjælefred og genfinder troen på det hellige hverv igen. Halleluja!
Begge dele havde virket langt bedre (og mere spiseligt), hvis ikke nævnte løsning var så ekstremt tynd. Sagt uden at røbe for meget. Se efter og find ud af, hvad jeg mener. Således lover "Signs" gammeldags science fiction om Kampen For Kloden mod grønne mænd i flyvende tallerkener. Men er i virkeligheden en gudstjeneste i forklædning, som snyder ved ikke at gøre sig det mindste umage for at opfylde det løfte.
Ligesom i de to foregående film, bruger han nemlig instrumentalt flashbacket som vigtigt nøgleøjeblik. I en afgørende scene. Det kan fx være en begivenhed stillet i nyt lys, at hovedpersonen indser noget og at åbenbaringen ændrer hele historiens udfald. I "Unbreakable" var det mindet om en bilullykke, David Dunn (spillet af Bruce Willis) kom udfor som ung.
I "Signs" er Mel Gibson enkemanden Graham Hess. Et engang, dybt troende menneske, som har lagt præstekraven på hylden og vendt Gud ryggen efter konen blev kørt ned. Nu passer han sin gård og tager sig af de to børn, han reelt er holdt op med at være far for. En morgen finder sønnen en kæmpe cirkel ude i marken. Og samtidig rapporteres om lignende mønstre verden over. Snart er hele jorden under invasion af rumvæsener.
Filmen igennem drømmer Hess om ulykken og natten, han måtte tage afsked med sin døende kone. For hvert tilbageblik får man lidt mere at se. Hess' afviser på et tidspunkt påstanden om miraklers indtræffen overfor sin bror. Der findes ingen vidundere, ingen Gud. Og han begrunder det med konens sidste ord til ham. De var ikke et budskab fra det hinsidies, men fortalte blot om et minde. Det sidste hendes hjerne huskede, inden hun døde.
Der er naturligvis et formål med denne sekvens og det afsløres til sidst:
1) Kvindens ord kommer nærmest som sendt fra himmelen og hjælper til besejringen af en ond alien.
2) Bliver klægt et bevis om Guds eksistens, så den gode pastor endelig gives sjælefred og genfinder troen på det hellige hverv igen. Halleluja!
Begge dele havde virket langt bedre (og mere spiseligt), hvis ikke nævnte løsning var så ekstremt tynd. Sagt uden at røbe for meget. Se efter og find ud af, hvad jeg mener. Således lover "Signs" gammeldags science fiction om Kampen For Kloden mod grønne mænd i flyvende tallerkener. Men er i virkeligheden en gudstjeneste i forklædning, som snyder ved ikke at gøre sig det mindste umage for at opfylde det løfte.
17/07-2004
