Fortiden dør aldrig

Tre drenge leger på gaden i et af Bostons arbejderkvarterer. De ridser i fortovets cement, foreviger broderskabet med hver deres navn. Den ene af dem, Dave, når ikke at skrive færdigt inden en bil holder ind og en mand stiger ud. Manden ligner en betjent, bærer politiskilt, og taler også som én. Han beordrer Dave ind på bagsædet. Drengens mor er jo nok interesseret i at høre, at hendes søn render og laver hærværk. Men sønnen kommer ikke hjem. Han bliver i stedet kørt ud i skoven og misbrugt i dagevis, indtil det lykkes ham at flygte.

20 år senere ligger flisen med hans ufærdige navn der stadig. Som en ond minderune om pinslerne, den dag barndommen blev taget fra ham. Vennerne fra dengang, Sean og Jimmy bor der stadig. Sean (Kevin Bacon) har job som kriminalbetjent og Jimmy (Sean Penn) er, efter en karriere som småforbryder og et fængselsophold, blevet respekteret kioskejer. Venskabet opløstes for længe siden, men alle er mærket af den tragiske hændelse. Og det er også en sådan der bringer dem sammen igen. Man finder Jimmys 19-årige datter brutalt myrdet.

På mordnatten kommer en oprevet Dave (Tim Robbins) hjem med blodindsmurte hænder og påstår sig, noget tåget, overfaldet. Sean leder efterforskningen, og sporene peger imod den gamle kammerat, der tilsyneladende har fulgt det kendte mønster og gentaget forbrydelsen, han engang blev offer for. Imens sværger Jimmy hævn.

Det verdensberømte granitfjæs, Clint Eastwood, sætter sig for 25. gang i instruktørstolen og samler et sandt drømmecast, som alene kunne godtgøre en udflugt til biografmørket. Men der er skam mere. Ligesom den flod i Boston, kameraet fører os henover, synes filmen at gemme på nok så mange hemmeligheder og uudforskede historier:

Filmens kvindelige figurer står i baggrunden, men især Laura Linneys rolle som Penns hustru, Annabeth, træder i karakter. Man fornemmer lige pludselig at denne kvinde faktisk styrer sin stærke mand, som hun kalder Kvarterets Konge. Hun vil gå langt for hans hævn, der skal rejse familiens værdighed og genetablere den stolte facade. Mord bliver i sådan en forbindelse bare et nødvendigt onde. Men Eastwood bliver ved antydningerne. Fra starten ved man dog at dramaet næppe får en lykkelig slutning. Det er to lysende kvaliteter for en moderne mainstream-produktion. Penn udviser typisk intensitet, Robbins har præcis det verdensfjerne, den forkvaklede rolle kræver og Bacons beherskede præstation holder sammen på filmen.

Krimiplottet står straks svagere og kan godt regnes ud på forhånd. Det gør ikke så meget, for ”Mystic River” er blevet et psykologisk og multifaceteret karakterstudie af tre plagede mænd. Først og sidst er det en fortælling om hvordan en bestemmende begivenhed i fortiden, griber ind og påvirker en række tilværelser, helt ind i voksenlivet. Med følgevirkninger der breder sig som ringe i floden...