Bentons plet

The Human Stain følger i kølvandet på seneste års alvorlige og fremragende dramafilm som The Hours og Far From Heaven, hvis højder den dog aldrig når. Til det virker den alt for tung, stedvis kedelig og for Oscarfokuseret, hvor publikum aldrig rigtig bliver inviteret med ind i fortællingen og sympatisere for vores hovedpersoner. Historien er egentlig ret god, men udførelsen er uden den rette dramatiske balance, som instruktøren Robert Benton (der ellers har lavet de indfølte Kramer mod Kramer og Ingen er Fuldkommen) meget overraskende ikke har haft overblik over. Det er forståeligt, at han slår over i flashbacks, men mislykkes når man som publikum hellere vil have fortidens historie fortalt, når Benton så bringer os tilbage til nutiden. Hopkins’ fortid er mere fængende end hans alderdomshistorie, og The Human Stain kunne sagtens have blevet til to gode film i stedet. Måske skulle Hopkins’ fortid have blevet fortalt gennem dialog i stedet, for hvis der er en skuespiller, der ville kunne klare det, så er det da Hopkins. Det ville også passe bedre ind i filmens afdæmpede stil. At visualisere baggrundshistorien virker derfor som unødvendig fylde.

Nicole Kidman kæmper hårdt med en tragisk rolle, men hendes evindelige bitterhed og udslettende sind bliver for meget. Man føler sig faktisk en smule ligeglad, når hun for tredje gang fortæller om en forfærdelig hændelse, der har ramt hende. Man kommer aldrig rigtig ind under huden på hende, hvorved hendes figur fremstår som ligegyldig og hendes skæbne uinteressant. Bedre går det for Anthony Hopkins, der kører den hjem i nostalgiens navn. Hans karakter er velkendt, den eftertænksomme og kloge, på grænsen til det poetiske, mand, der må opsummere hans eget liv efter en uretfærdig behandling. Bare hans øjne virker meget sigende, men man føler næsten, at der ikke er noget bag dem andet end uforståelig undren over rollens reaktion. Gary Sinise er altid seværdig, men hans person er ret uvæsentlig i den store sammenhæng, han skal bare samle trådene i slutningen, selvom han har stået ret meget i baggrunden under hele filmen. Ed Harris giver dog en pragtpræstation, om end en kort en af slagsen, som psykopatisk eksmand med krigskomplekser.

Selvom The Human Stain ikke varer mere end lidt over halvanden time, så føles den meget længere. Man sidder tilbage med en følelse af, at en potentiel fremragende historie er gået til spilde for en instruktørs lidt for tungsindige vision. En prætentiøs og egentlig kunstlet film, der måske glimrer i perioder og har nogle enkelte smågeniale dialoger, men aldrig for alvor bliver god eller mindeværdig.