fortidens biograf?
5.0
Efter nogle sløve år med, hvis ikke mislykkede, så letforglemmelige film, fik den perfektionistiske instruktør Ridley Scott et velfortjent comeback med storfilmen Gladiator, der genoplivede den uddøde sværd-og-sandal-genre. Filmen indeholder alle de rette ingredienser til en mindeværdig filmoplevelse: en medrivende historie, et troværdigt univers, medfølelse for hovedpersonen, virtuose slagsscener og følsom dramatik. Med Scotts personlige signatur gør det Gladiator til et mesterværk, hvor jeg dog alligevel har enkelte kritikpunkter. Generelt føles filmen lidt for tung, og selvom den indeholder alvorlige temaer som hævn og korruption, så er Scott lidt for dramatisk og depressiv, til min smag, i enkelte scener, hvorved de enkelte humoristiske indfald bliver dejlig befriende. Blandt Scotts egne film kan Gladiator derfor sættes i bås med den mørke Blade Runner, uden dog at have dens slagkraftige fortælling og tankevækkelse. Når Scott fokuserer på Crowes historie er Gladiator et bravureksempel på filmisk elegance og virkelighedsstimulans, men når den overordnede historie i sidste halvdel omhandler intrigerne ved Roms styrer mister filmen tempo og er knap så fængende. Den eneste, men en vigtig grund til at filmen ikke får de seks stjerner.
Gladiators indledning er filmisk poesi i verdensklasse. En hånd, der stiller glider over kornene på en mark. Idyllisk og en vigtig brik i opbygningen af Crowes karakter. Hans ideologi omkring fred og frihed har overskygget det faktum, at han på brutal vis tager liv. Derfor bliver han frustreret, når kejseren viser tegn på fortrydelse i deres handlinger, for det reflekterer over på Crowes eget liv. Som publikum forstår man dog sagtens hans levevej, og igennem hele filmen sympatiserer man med karakteren. Dette sker hovedsagligt på grund af Russell Crowes fantastiske og afdæmpede præstation som den hævnende kriger. En Oscar havde måske været mere på sin plads for hans spil i Michael Manns mesterlige The Insider, men fred være med det, for Crowe er blevet belønnet, og det har han skam fortjent. Ligeså god er Joaquin Phoenix næsten som den usikre tyran, hvis virkelighedsopfattelse er blevet ødelagt på grund af, ifølge ham selv, mangel på faderlig kærlighed. Richard Harris spiller faderen med lige dele magtfuldhed og skrøbelighed, og mordscenen mellem ham og Phoenix er virkelig hjerteskærende. Ikke engang en inderlig bekendelse fra Harris om hans egne fejl kan styre Phoenix’s magtbegær, hvorved scenen går fra rørende skuffelse til eksplosiv vrede. Danske Connie Nielsen gør hvad hun kan i en lidt flad rolle. Gladiator blev den sidste film for ærbødige Oliver Reed, der slutter karrieren af med en rigtig god præstation.
Scotts æstetiske talent gør Gladiator til en visuel oplevelse, hvor især visualiseringen af efterlivet er smukt lavet. Jeg er også helt vild med hans brug af fastmotion, men hans visuelle begavelse kommer først rigtig i brug i slagssekvenserne. Indledningen er hæsblæsende og adrenalinpumpet iscenesat og lader ikke Braveheart meget efter. Man får næsten hovedpine af bare at tænke på hvor meget arbejde der er lagt i det, og hvordan de har fået det hele til at gå op i en enhed. Gladiatorernes kampscener er fermt koreograferede, hvor man med stor succes har oprettet en stærk følelse af brutalitetens tilfældigheder. Deres kamp for livet i manegen virker for os meningsløse, men som Phoenix udtrykker det, så er det underholdning for masserne, der bliver distraheret af den politiske alvor. Men actionsekvenserne er skam også ren underholdning for filmpublikummet, og jeg føler lidt, at Scott pointe er, at vi stadig er lige barbariske, om end på en mere civiliseret måde. De computergenerede effekter er en integreret del af filmen (en slåskamp blandt tigere er højdepunktet), og er nærmest ubemærkende gennem hele filmen. En visuel nydelse, men det er alle Scotts film jo.
Hans Zimmer overgår næsten sig selv i medfortællende, men alligevel enestående og billedskøn filmmusik. Den poetiske stemning i filmen opløftes af Zimmers mesterlige musik, som gør flere scener uforglemmelige. Især er slutningen smuk, hvor Crowes overlapning mellem virkeligheden og døden er rørende og eminent. At kalde Zimmer for en dårlig plagiater (som Juul gjorde under King Arthur) og uoriginal finder jeg skamløst, og uden deciderede eksempler (og hold venligst True Romance udenfor, for musikken der var mere end vigtigt for filmen!) finder jeg det som et tyndt postulat. Men har helt ærligt ikke lyst til at diskutere det, for det er den individuelles mening. Men jeg vil give Gott ret i, at Zimmer er en af alle tiders bedste komponister, og jeg for en respekterer ham og hans arbejde i høj grad.
Gladiator er en underholdende, men også følelsesmæssig intellektuel oplevelse, som fortjent er blandt manges favoritfilm. Jeg ville ønske, at jeg kunne give den seks stjerner, men dens enkelte fejl (som højst sandsynlig kun er fejl i mine øjne) trækker altså den ned på de fem store stjerner. I alle tilfælde er Gladiator en uudslettelig fremragende film.
Gladiators indledning er filmisk poesi i verdensklasse. En hånd, der stiller glider over kornene på en mark. Idyllisk og en vigtig brik i opbygningen af Crowes karakter. Hans ideologi omkring fred og frihed har overskygget det faktum, at han på brutal vis tager liv. Derfor bliver han frustreret, når kejseren viser tegn på fortrydelse i deres handlinger, for det reflekterer over på Crowes eget liv. Som publikum forstår man dog sagtens hans levevej, og igennem hele filmen sympatiserer man med karakteren. Dette sker hovedsagligt på grund af Russell Crowes fantastiske og afdæmpede præstation som den hævnende kriger. En Oscar havde måske været mere på sin plads for hans spil i Michael Manns mesterlige The Insider, men fred være med det, for Crowe er blevet belønnet, og det har han skam fortjent. Ligeså god er Joaquin Phoenix næsten som den usikre tyran, hvis virkelighedsopfattelse er blevet ødelagt på grund af, ifølge ham selv, mangel på faderlig kærlighed. Richard Harris spiller faderen med lige dele magtfuldhed og skrøbelighed, og mordscenen mellem ham og Phoenix er virkelig hjerteskærende. Ikke engang en inderlig bekendelse fra Harris om hans egne fejl kan styre Phoenix’s magtbegær, hvorved scenen går fra rørende skuffelse til eksplosiv vrede. Danske Connie Nielsen gør hvad hun kan i en lidt flad rolle. Gladiator blev den sidste film for ærbødige Oliver Reed, der slutter karrieren af med en rigtig god præstation.
Scotts æstetiske talent gør Gladiator til en visuel oplevelse, hvor især visualiseringen af efterlivet er smukt lavet. Jeg er også helt vild med hans brug af fastmotion, men hans visuelle begavelse kommer først rigtig i brug i slagssekvenserne. Indledningen er hæsblæsende og adrenalinpumpet iscenesat og lader ikke Braveheart meget efter. Man får næsten hovedpine af bare at tænke på hvor meget arbejde der er lagt i det, og hvordan de har fået det hele til at gå op i en enhed. Gladiatorernes kampscener er fermt koreograferede, hvor man med stor succes har oprettet en stærk følelse af brutalitetens tilfældigheder. Deres kamp for livet i manegen virker for os meningsløse, men som Phoenix udtrykker det, så er det underholdning for masserne, der bliver distraheret af den politiske alvor. Men actionsekvenserne er skam også ren underholdning for filmpublikummet, og jeg føler lidt, at Scott pointe er, at vi stadig er lige barbariske, om end på en mere civiliseret måde. De computergenerede effekter er en integreret del af filmen (en slåskamp blandt tigere er højdepunktet), og er nærmest ubemærkende gennem hele filmen. En visuel nydelse, men det er alle Scotts film jo.
Hans Zimmer overgår næsten sig selv i medfortællende, men alligevel enestående og billedskøn filmmusik. Den poetiske stemning i filmen opløftes af Zimmers mesterlige musik, som gør flere scener uforglemmelige. Især er slutningen smuk, hvor Crowes overlapning mellem virkeligheden og døden er rørende og eminent. At kalde Zimmer for en dårlig plagiater (som Juul gjorde under King Arthur) og uoriginal finder jeg skamløst, og uden deciderede eksempler (og hold venligst True Romance udenfor, for musikken der var mere end vigtigt for filmen!) finder jeg det som et tyndt postulat. Men har helt ærligt ikke lyst til at diskutere det, for det er den individuelles mening. Men jeg vil give Gott ret i, at Zimmer er en af alle tiders bedste komponister, og jeg for en respekterer ham og hans arbejde i høj grad.
Gladiator er en underholdende, men også følelsesmæssig intellektuel oplevelse, som fortjent er blandt manges favoritfilm. Jeg ville ønske, at jeg kunne give den seks stjerner, men dens enkelte fejl (som højst sandsynlig kun er fejl i mine øjne) trækker altså den ned på de fem store stjerner. I alle tilfælde er Gladiator en uudslettelig fremragende film.
18/07-2004
