Som en "Gysenes Greatest Hits"

Instruktøren James Mangold arbejder legesygt indenfor forskellige genrer og går nu løs på gyseren.

I åbningssekvensen ser man en psykolog, i færd med at vurdere sin patient, en massemorder. Doktoren har gjort nye opdagelser og er tæt på gennembrud i sagen, der måske kan redde manden fra dødsdommen. Han lytter til båndoptagelser fra sessionerne, læser avisoverskrifter (som vi præsenteres for) og noterer studierne omhyggeligt. Herefter klippes til uvejrets rasen over Nevadas ørken.

"Identity" blander flere elmenter fra gyser-genren gennem tiderne (såsom de udvandede serial killer og slasher-film) i en postmodernistisk pærevælling. Tilsat et skvat Hitchcock. Filmens lokation, et skummelt gammel motel, hvor ti fremmede mødes, tvunget dertil af en voldsom storm. Det varer, som traditionen forskriver, ikke længe før den første gæst slagtes. De andre indser at skjulte kræfter har ført dem sammen og, at morderen findes iblandt dem.

Intet nyt her. Vi set det hele før. En time inde følger så et smart, men handlingslammende twist, der vender op og ned på alt, der gik forud. Slet ikke ventetiden med det ellers typiske blodbad, helt værd: Efter afsløringen, besvarelsen af den centrale gåde, bliver resten uinteressant. Ligegyldigt, hvem morderen er og hvordan det videre går persongalleriet. Find selv ud af hvorfor (læs: Det vedrører twistets natur).

Jeg må dog retfærdigvis sige at filmen er stemningsfuld og giver ihvert fald ét ordentligt ryk i biografsædet.