Superhelt I Krise

Spider-man alias Peter Parker (Maguire) har personlige problemer, mens han kæmper mod den tidligere berømte forsker, Dr. Octavius (Molina), der er blevet vanvittig efter et mislykkede eksperiment og har forvandlet sig til superskurken Dr. Octopus.

”Spider-man 2” er ikke bare endnu en superheltefilmatisering, det er superheltefilmatiseringen. Det er indrømmet en stor og larmende blockbuster, popkorn- og sommerfilm og en typisk amerikansk francise og kommerciel produktion til det brede publikum, men det er også en af de mest intelligente og vellykkede underholdende af slagsen.

Det er ikke fordi filmen er fejlfri, og hvilken film er i øvrigt det, og der er ting man kan kritisere, men de virker så ubetydelige i forhold til hele det succesfulde koncept det er lykkes instruktør Raimi, at skabe en lige så succesrig film ud af.

Jeg skal ikke nægte, at ved gensyn ville jeg måske dømme filmen en anelse lavere, sådan havde jeg det lidt med den første film, hvor et par scener ikke stod så stærkt anden gang, da den sine steder virkede for sukkersød. Den her er også tæt på at være for rørstrømsk og pladdersentimental sine steder, og jeg var tæt på at tænke ”tudefjæs” om den kære Peter Parker, men gjorde det ikke. Men mit førstehåndsindtryk var til seks stjerner, da filmen både som superhelte-, actionfilm og også menneskeligt drama, i den grad en sådan film nu kan være det, betog mig og holdt mig fanget på alle planer fra start til slut. Og den er lige det bedre på vel alle punkter, end den første film, der ellers var fremragende.

Åbningsscenen, hvor vi følger Peter Parker der prøver at tjene et par håndører ved at bringe pizzaer ud, og må bruge sine superkræfter for at nå det til tiden for ikke at blive fyret, er en lille genistreg. Her får vi etableret (eller genetableret) karakteren, der vises som et menneske, superkræfter eller ej, der må kæmpe med mange af de problemer vi som almindelige mennesker kæmper med i vores hverdag. Det gør at vi som menneske kan identificere os med ham, og samtidig bliver vi også lige påmindet om, at han også er et usædvanligt menneske med overmenneskelige evner.

Derefter gør den rutinerede Raimi noget klogt. Han vælter ikke bare den ene mere overdrevne og tempofyldte actionscene efter den anden i hovedet på os, for at vi skal blive imponeret, forpustet og til sidst immune. Han giver sig til at fortælle en historie, opbygge den sten for sten og skabe kontakt mellem personerne i filmen og publikum. Han giver os tid til at lære figurerne at kende og gå lidt i dybden med dem.

Egentlig sker der ikke meget, hvis man søger hæsblæsende ramasjang fra ende til anden, men det gør intet, fordi denne i øvrigt gammeldags opbygning af historien, gør at når de blændende og medrivende actionscener så sætter ind, føles langt mere spændende, intense og underholdende. Højdepunktet er vel kampen mellem Spider-man og Dr. Octopus på taget af et løbsk tog, der indeholder alt hvad man kan ønske sig af storstilet action og fængslende spænding.

Også måden Raimi skildrer mennesket bag masken på er interessant. Peter Parker fremstilles som det almindelige unge menneske, der prøver at klare sig igennem tilværelsen, og som skrevet tidligere, med de problemer som helt almindelige mennesker har, han er hverken millionær, fra en anden planet eller noget helt tredje. Men han er også et menneske der lever et hemmeligt dobbeltliv, på grund af sine specielle evner og som han ikke er sikker på han ønsker at leve, fordi dette hemmelige liv gør at han må fravælge nogle af de ting han ønsker af livet, såsom kærligheden til den smukke Mary Jane.

Denne personlighedssplittelse bringer ham også ud i en dyb identitetskrise, om hvem han er og hvorfor og hvem ham ønsker at være, og om han vil bære det ansvar disse evner giver, eller han skal vælge det ”normale” liv. Hans superheltekræfter begynder også at svigte, men problemerne er udelukkende psykosomatisk, han er tæt på sammenbruddet. Et liv hvor der skal udfyldes så mange roller, også dem man måske ikke ønsker er svært, de fleste kender det fra deres hverdag. Privatmenneske, arbejde, studerende, elsker, kæreste og så videre. Han prøver at tage et valg om et almindeligt liv og fralægge sig ansvaret, men tvinges til at indse, at med sådanne evner kommer skylden over ikke at bruge dem. Han kan ikke lukke øjnene for de problemer der er rundt omkring ham, og før eller siden vil/kan det ramme ham personligt som det kan ramme alle andre.

Ligesom Batman er Spider-man jo drevet af mordet på familiemedlemmer, men det der skiller dem, foruden velstanden, er at Batman alias Bruce Wayne blev til den han er, på grund af disse mord og derfor gør hvad han gør af forkvaklede årsager, hvor det er hævnen der driver ham (og som i teorien vel er endnu mere spændende), mens Spider-man/Peter Parker havde sine evner allerede før, men misbrugte dem da han, uden at vide det kunne have forhindret mordet på sin onkel, og derfor føler sig skyldig til at bruge sine evner i en for ham, god sags tjeneste, når han nu kan det.

Det lyder alt sammen meget alvorligt, og filmen er da også seriøs nok og den bliver direkte uhyggelig, da Dr. Octavius efter sin ulykke ligger på hospitalet og hans mekaniske arme brutalt overfalder personalet. Her viser instruktør Raimi, at han ikke har glemt sine rødder som gyser-instruktør og ved hvordan man bruger virkemidlerne indenfor gysergenren effektivt, og at han endnu kan skrue en scene sammen, også selv om den ikke er særlig blodig, der virker efter hensigten, altså er skræmmende.

Men filmen er også fyldt med morsomme optrin og episoder, som da Peter Parker må konstatere at hans superheltedragt har smittet af på resten af hans tøj, da han er på møntvaskeri, og romantikken og de rørende øjeblikke glemmes heller ikke. Jeg er i hvert fald sjældent blevet rørt så meget af en blockbuster- superheltefilm, måske fordi jeg faktisk kunne relatere til heltens meget menneskelige problemer og følelser.

Romancen mellem Peter Parker og Mary Jane finder jeg fungerer godt og den stiller samtidig vores helt i en moralsk dilemma, om at fravælge kærligheden for at beskytte den pige han elsker fra det liv han lever, og der giver filmen det meste af dens virkningsfulde omdrejningspunkt. Det er tæt på at minde om en Shakespeare’sk tragedie af den bedste slags, og den gav mig fugtige øjne.

Romancen er sukkersød og ikke alle vil kunne sluge den (jeg kunne!), indrømmet, men hvorfor må den aldrig være dette, særligt når samspillet mellem vore to hovedpersoner virker så godt at man tror på den.

I hovedrollen gør Maguire et fint stykke arbejde for at portrættere den følsomme Peter Parker der, når der er brug for det forvandler sig til superhelten Spider-man. Også Dunst er velvalgt, hvad enten hun så er den store skuespiller eller ej, så er hun smuk på en meget jordnær og beskeden måde og giver rollen den sødme og naturlighed, der gør at man kunne tro man kunne møde hende på gaden i sin egen by. Heldigvis har de også valgt ikke at glamourisere hende, så hun ligner derfor ikke en starlet i rollen som almindelig pige, hun ligner det hun spiller, komplet med uren hud og hvad der ellers hører os dødelige til, der ikke lever et stjerneliv i ugebladene.

Som skurk er Molina et godt valg, da han både formår at virke som et sympatisk menneske hvis rollen kræver det, men også kan virke uhyggelig og skræmmende. James Dean klonen James Franco, der spiller Peter Parker’s bedste ven der hader Spider-man, giver også et, for sin genre, dybtfølt portræt af et splittet og uligevægtigt menneske, og så er Simmons stadig morsomt overspillende som avisredaktør.

Musikken af Danny Elfman, der er god til at levere en score af lidt mere gotisk karakter, understøtter filmens handling godt, selv om Elfman måske har leveret bedre. Særligt under de fremragende fortekster af tegneren Alex Ross, der giver et fornemt resume af første film, er musikken pirrende. Den er måske ikke så markant (eller poppet) som de scores for eksempel John Williams har leveret til film som ”Superman”, men på sin egen måde fungerer den altså rigtigt godt. Den gamle slager ”Raindrops Keep Fallin’ On My Head”, sunget af B.J. Thomas og med tekst af Hal David og musik af Burt Bacharach, og som oprindeligt blev kendt fra 1969 westernfilmen ”Butch Cassidy And The Sundance Kid”, er også brugt iøjefaldende og morsomt.

På effektsiden er filmen bedre end sin forgænger og teknisk er det af høj kvalitet, og særligt er det imponerende at se Dr. Octopus som en anden King Kong kravle rundt på husmurene. Der er et par scener, hvor det skinner lidt meget igennem at Spider-man her er lavet på computer, men ikke nok til at illusionen ikke holder.

Lyd, klipning, kameraarbejde, selv om Raimi holder sig til en mere klassisk og knapt så eksperimenterende og anspændt billedstil som kunne ses i flere af hans gamle film, er også helt igennem i den mest vellykkede ende, men det er vel ikke så forbavsende, filmen har kostet kassen. Det er måske ikke et stilskabende mesterværk, men det er amerikansk filmhåndværk når det er allerbedst og lidt til. Det er visuelt fantasifuldt og flot ned til mindste detajle.

Man kan så, hvis man gider, brokke sig over at filmen sine steder er meget amerikansk, men der er så meget godt der opvejer dette og det fylder altså ikke meget i det samlede billede, at det burde ødelægge filmen, medmindre man på forhånd har bestemt sig for, at være irriteret over dette. Mig generede det ikke, selv om der findes de film hvor det gør, men jeg synes ikke det for alvor blev propaganderende, i en grad der ødelagde noget som helst.

Filmen har måske også sine klicheer, som sådanne film nu har, men Raimi spiller ikke på dem, men formår i stedet at vise, at sådanne film også kan være mere en tom ramasjang, og leverer en af de mest intelligente action-film jeg længe har set og en af de fornemmeste efterfølgere der er lavet. Jeg kan i hvert fald kun konstatere at jeg lige har set en af de bedste filmatiseringer af en Marvel-tegneserie og af en tegneserie i det hele taget, og så tillader jeg mig at glæde mig til tredje film, selv om den har en del at leve op til (lidt mindre kan måske også gøre det).