Western Sunset
3.0
Den tidligere dusørjæger Joe Kidd (Eastwood) lader sig hyre af rig jordbesidder (Duvall), til at jage en mexicansk bandeleder og revolutionær (Saxon), men må snart sande, at han nok ikke er på den rigtige side.
Standard Hollywood western af den garvede, men i dag næsten glemte Sturges, der ellers har lavet gode film som ”Bad Day At Black Rock”, ”Gunfight At The O.K. Corral”, ”The Magnificent Seven” og ikke mindst mesterværket ”The Great Escape”, alle i den mere publikumsvenlige underholdningsafdeling. Det er sandsynligvis også derfor at Eastwood har gidet at involvere sig her.
Sturges når måske ikke op på siden af de helt store igennem tiderne, som Alfred Hitchcock, John Ford, Howard Hawks og andre, og der har da også været et par grumme svipsere indimellem, men når han var bedst, så kunne han virkelig skrue en film sammen så kvalitativt og flot at den kunne opnå klassiker status.
Dette er desværre ikke lykkes ham med ”Joe Kidd”, der i bedste fald er en gennemsnitlig videreførelse af hvad vi har set før i genren, med store vidder, bjergerige landskaber og solide actionscener, her holdt i en lidt mere trøstesløs stil der passer til dens samtid. Det er hæderligt håndværk fra Sturges sidste periode som instruktør, og selv om det underholder i sine steder, særligt den dramatiserede, men lidt rodet slutning med toget der kører ind i huset, så forekommer det også undertiden langtrukkent. Den største ros man egentlig kan give filmen er dens tema om rige amerikanerne, der fordriver fattige mexicanske bønner fra deres jord med magt, for her kan man trække en lige linie til den tid filmen er lavet i, hvor Vietnam-krigen raser.
Eastwood’s præstation kan man reelt ikke sige så meget til, han er der i en af den slags tvetydige manderoller han elsker, hvor karakteren først ligger på grænselandet mellem helt og skurk, og man ikke rigtigt ved hvad han vælger (selv om det selvfølgelig er nemt at regne ud). Det er dog langtfra Eastwood’s bedste rolle, han har spillet bedre i mange andre film (men det siges også han var syg under store dele af optagelserne). Duvall er derimod rigtig god i skurkerollen, og Saxon sympatisk som mexicansk forkæmper for retfærdigheden.
Musikken af Lalo Schfrin er et tidstypisk western tema og det fungerer fint nok, selv om det her indeholder enkelte elementer jeg ikke er vild med.
Historien er skrevet af Elmore Leonard direkte til filmen.
Standard Hollywood western af den garvede, men i dag næsten glemte Sturges, der ellers har lavet gode film som ”Bad Day At Black Rock”, ”Gunfight At The O.K. Corral”, ”The Magnificent Seven” og ikke mindst mesterværket ”The Great Escape”, alle i den mere publikumsvenlige underholdningsafdeling. Det er sandsynligvis også derfor at Eastwood har gidet at involvere sig her.
Sturges når måske ikke op på siden af de helt store igennem tiderne, som Alfred Hitchcock, John Ford, Howard Hawks og andre, og der har da også været et par grumme svipsere indimellem, men når han var bedst, så kunne han virkelig skrue en film sammen så kvalitativt og flot at den kunne opnå klassiker status.
Dette er desværre ikke lykkes ham med ”Joe Kidd”, der i bedste fald er en gennemsnitlig videreførelse af hvad vi har set før i genren, med store vidder, bjergerige landskaber og solide actionscener, her holdt i en lidt mere trøstesløs stil der passer til dens samtid. Det er hæderligt håndværk fra Sturges sidste periode som instruktør, og selv om det underholder i sine steder, særligt den dramatiserede, men lidt rodet slutning med toget der kører ind i huset, så forekommer det også undertiden langtrukkent. Den største ros man egentlig kan give filmen er dens tema om rige amerikanerne, der fordriver fattige mexicanske bønner fra deres jord med magt, for her kan man trække en lige linie til den tid filmen er lavet i, hvor Vietnam-krigen raser.
Eastwood’s præstation kan man reelt ikke sige så meget til, han er der i en af den slags tvetydige manderoller han elsker, hvor karakteren først ligger på grænselandet mellem helt og skurk, og man ikke rigtigt ved hvad han vælger (selv om det selvfølgelig er nemt at regne ud). Det er dog langtfra Eastwood’s bedste rolle, han har spillet bedre i mange andre film (men det siges også han var syg under store dele af optagelserne). Duvall er derimod rigtig god i skurkerollen, og Saxon sympatisk som mexicansk forkæmper for retfærdigheden.
Musikken af Lalo Schfrin er et tidstypisk western tema og det fungerer fint nok, selv om det her indeholder enkelte elementer jeg ikke er vild med.
Historien er skrevet af Elmore Leonard direkte til filmen.
22/07-2004
