bare lidt provokerende

Den talentfulde instruktør Andrew Niccol behandler samfundsaktuelle og vigtige problemstillinger med alvor og tankevækkende historier i sine film. I hans egen geniale Gattaca omhandlede det genmanipulation og lægers egen ophøjede ”evner”. I hans manuskript til Peter Weirs forunderlige og fremragende The Truman Show (der er uforklarlige og fortrydende årsager kun fik 4 stjerner fra min hånd) var det mediernes magt og en ukontrollerende reality-show, der måtte udstå Niccols alvorlige og vigtige satire. Det fortsætter i S1mone, hvor tonen dog er lettere, de komiske optrin mere åbenlyse og satiren pakket ind i en mere munter tone. Det kan jeg så kun ærgre mig lidt over, for eftertænksomhed hos publikum er det, som Niccol gør bedst, og det er der ikke meget af her.

Al Pacino er velvalgt til hovedrollen, men virker desværre ikke synderlig veloplagt. Jovist, han glimrer i scenerne med hovedpersonens selverkendelse, men han virker også en smule træt og mangler den gejst, som man ellers næsten altid ser hos ham. Alligevel er han god og sympativækkende i den dominerende hovedrolle, for en skuespiller med Pacinos format er (næsten) altid seværdig. Ikke ufortjent har Empire kåret ham som en af filmhistoriens bedste skuespillere.

Historien har tydeligvis været vigtig for Niccol at fortælle, men filmens rytme og fremgang fungerer ikke helt optimal. Ind imellem bliver filmen faktisk en smule trættende, for handlingen retfærdiggøre ikke spilletiden på små to timer. Alligevel giver jeg S1mone 4 stjerner på grund af to ting. Filmen er en forholdsvis modig bedrift (om end ikke ligeså kontroversiel som Gattaca og The Truman Show) i dens beskrivelse af instruktørernes manglende kontrol og skuespillernes uretfærdige krav. Jeg kunne forestille mig, at Niccol skulle bruge megen overtalelse for at få studiet med på ideen. Den anden grund er to separate scener, der sammen er så evigt sigende. Ved femvisningen af Pacinos karakters første film er der et meget lille publikum, men dem der er der, er rørte over filmen (kan ikke huske titlen). Ved premieren på hans anden film spilles der for fulde huse, men publikum ser den kun på grund af Simones tilstedeværelse. Pointen er, at det er mere tilfredsstillende og varmende for en instruktør at fange enkelte og gøre en forskel end at indkapsle mange med ligegyldighed. Independent og mainstream? Jeg ved det ikke. Det kan godt være, jeg fejlfortolker det, men jeg elskede den scene.

Jeg glæder mig meget til Niccols næste film, for hans værker er så meget mere en almen underholdning. Håber dog den bliver mere alvorlig og kunstnerisk end S1mone, som er en fin, men let forglemmelig lille sag.