overraskende dyb
5.0
At påstemple Cube som en kritisk kommentar til de overeksponerede reality-shows, der heldigvis er ved at aftage, finder jeg uretfærdigt, da det underminerer denne originale psykologiske gysers handling omkring menneskets egen psykiske selvdestruktion. Vi får ikke et decideret svar på terningens hemmelighed og bagmænd, kun løselige konspirationer. Derved kan man ikke påstå, at filmen er en utopisk videreudvikling af de sandhedsforvrængende reality-shows.
Den debuterende instruktør Vinzenco Natali indleder filmen med et makabert og ondskabsfuldt mord, hvorved man forledes til at tro, at Cube er en sadistisk splattergyser uden opfindsomhed, andet end i mordmidlerne. Men straks efter det indledende mord opbygger Natali den psykologiske uhygge og foruroligende stemning, hvis lige er svært at finde i nyere tid. Med sikkerhed og efterfølgende stor succes fastsætter Natali publikum i hovedpersonernes sted, hvor vi følger deres teorier og overlevelsesinstinkter som var det fra point of view. På trods af den velgennemtænkte opbygning startes filmen med en følelse af ordinær hvem-dør-nu følelse, da sympatien hurtigt lægges på betjenten Quentin. Hans opførsel vender sig dog i filmen, hvorved han bliver en regulær skurk. Det er ikke en ueffen måde fra Natali at vise den hårde psykologiske påvirkning menneskenes indelukning har på sjælen, men det udføres for radikalt til at det kan blive troværdigt. Enkelte småfejl kan man dog sagtens leve med, for det originale set-up er hele oplevelsen værd.
På trods af den udefinerbare sammenhæng og komplicerede matematiske fremgangsmåde er Cubes præmis ganske simpelt: det handler om menneskets basale overlevelsesinstinkt. Filmen løfter sig langt over Darwins forsimplede teorier om survival of the fittest, da de fleste personer i filmen faktisk handler efter den civiliserende og moralske medmenneskelighed. Med enkel, men ret så genial tvetydighed i dialogerne omkring de diverse teorier om terningens formål, er filmen faktisk en lang livsfilosofi, her ganske pessimistisk. En replik er i særdeleshed rammende, da tre af personerne endelig har fundet en udgang, og den ene ikke vil ikke med fordi derude er der kun ”menneskets ubegrænsede dumhed”. Noget vi som publikum har bevidnet i små halvanden time.
Der er også plads til noget ordinært, om end neglebidende spænding i form af det næste rums mysterier, men den uafrystelige uhygge manifesteres i form af aktørernes uforudsigelige og ondskabsfulde opførsel, da personerne minder så meget om os, et hverdagsmenneske, at vi selv må sætte spørgsmålstegn ved, om vi ligeledes kunne gøre så umenneskelige ting i ekstrem pressede situationer. Det psykologiske aspekt holder dog ikke i filmens sidste 20 minutterne, hvor rollerne desværre bliver delt for meget op i sort og hvidt. Det trækker en smule ned i helhedsbedømmelsen, men 5 stjerner fortjener Cube for den originale og veludførte historie.
Efterfølgeren vil jeg ikke se, da den sikkert vil ødelægge oplevelsen fra denne film ved at være uinspirerende elendig (anmeldelser tyder på dette).
Den debuterende instruktør Vinzenco Natali indleder filmen med et makabert og ondskabsfuldt mord, hvorved man forledes til at tro, at Cube er en sadistisk splattergyser uden opfindsomhed, andet end i mordmidlerne. Men straks efter det indledende mord opbygger Natali den psykologiske uhygge og foruroligende stemning, hvis lige er svært at finde i nyere tid. Med sikkerhed og efterfølgende stor succes fastsætter Natali publikum i hovedpersonernes sted, hvor vi følger deres teorier og overlevelsesinstinkter som var det fra point of view. På trods af den velgennemtænkte opbygning startes filmen med en følelse af ordinær hvem-dør-nu følelse, da sympatien hurtigt lægges på betjenten Quentin. Hans opførsel vender sig dog i filmen, hvorved han bliver en regulær skurk. Det er ikke en ueffen måde fra Natali at vise den hårde psykologiske påvirkning menneskenes indelukning har på sjælen, men det udføres for radikalt til at det kan blive troværdigt. Enkelte småfejl kan man dog sagtens leve med, for det originale set-up er hele oplevelsen værd.
På trods af den udefinerbare sammenhæng og komplicerede matematiske fremgangsmåde er Cubes præmis ganske simpelt: det handler om menneskets basale overlevelsesinstinkt. Filmen løfter sig langt over Darwins forsimplede teorier om survival of the fittest, da de fleste personer i filmen faktisk handler efter den civiliserende og moralske medmenneskelighed. Med enkel, men ret så genial tvetydighed i dialogerne omkring de diverse teorier om terningens formål, er filmen faktisk en lang livsfilosofi, her ganske pessimistisk. En replik er i særdeleshed rammende, da tre af personerne endelig har fundet en udgang, og den ene ikke vil ikke med fordi derude er der kun ”menneskets ubegrænsede dumhed”. Noget vi som publikum har bevidnet i små halvanden time.
Der er også plads til noget ordinært, om end neglebidende spænding i form af det næste rums mysterier, men den uafrystelige uhygge manifesteres i form af aktørernes uforudsigelige og ondskabsfulde opførsel, da personerne minder så meget om os, et hverdagsmenneske, at vi selv må sætte spørgsmålstegn ved, om vi ligeledes kunne gøre så umenneskelige ting i ekstrem pressede situationer. Det psykologiske aspekt holder dog ikke i filmens sidste 20 minutterne, hvor rollerne desværre bliver delt for meget op i sort og hvidt. Det trækker en smule ned i helhedsbedømmelsen, men 5 stjerner fortjener Cube for den originale og veludførte historie.
Efterfølgeren vil jeg ikke se, da den sikkert vil ødelægge oplevelsen fra denne film ved at være uinspirerende elendig (anmeldelser tyder på dette).
24/07-2004
