Er slutningen ikke det bedste?
5.0
Jeg kan kun være enig med mange i, at det her er en fantastisk film. Samtidig opdager jeg, at manges kritikpunkt går på slutningen. Selv folk, som kan lide filmen, synes den falder lidt fra hinanden tilsidst.
Da jeg så filmen første gang, var jeg grundlæggende enig i kritikken. Tingene gik lidt for let for Anderton til sidst. Konen, der lige pludselig dukker op hos Max von Südow, lokker sandheden ud af ham samtidigt med, at hun åbenbart har Andertons øje med i baglommen så hun kan snige sig gennem komplekset, som hun på mystrisk vis kender i forvejen. Hun befrier Anderton ved at true vagten, selv om hele filmens plot tager udgangspunkt i, at den slags dødstrusler ikke længere kan følges op med handling. Men det glemmer denne vagt. Sådan fortsætter det videre, alle samarbejder med Anderton, og skurken ryger i fælden. Det hele lidt for belejligt, og derfor ikke særlig spændende.
Og det værste ved det hele er den påklistrede Hollywood-slutning, hvor Anderton finder sammen med exkonen, som så bliver gravid så begge to (tre) kan leve lykkeligt til deres dages ende.
Efter at have set filmen for anden gang, går det op for mig, at der må være med fuld overlæg, at filmen har en så usammenhængende, nærmest tilfældig, slutning. Det virker ikke længere som om, at det er en virkelighed, der beskrives. Det virker mere som ønsketænkning. Og det er det efter min mening også.
Slutningen er et fragment af Andertons fantasi mens han sidder i fængsel lammet. Det sidste vagten siger, inden han føjes til samlingern er: "They say it's wonderfull, they say your life passes by, they say all your dreams come true."
Slutningen er Andertons drømme om, hvad fremtiden ifølge ham bør bringe; han befries, fortæller verden sandheden, får kvinden og lever lykkeligt til sine dages ende.
Det forklarer, hvordan tingene forløber så let, hvordan alting flasker sig, hvorfor at ting, der ikke giver mening bare sker uden at der sættes spørgsmålstegn ved det. Det er en drømmeagtig tilfældighed, hvor de små detaljer tilsidesættes for at fortællingen kan skride frem. De små bump på vejen ignoreres af underbevidstheden.
Samtidig forklarer det den rosenrøde slutning med kone og barn på vej.
Og måske vigtigs af alt er denne fortolkning i overensstemmelse med et af filmens vigtigste temaer, nemlig hvordan man ser på sine omgivelser og fremtiden. Konstant vendes der tilbage til øjne, identitet, virkelighedsopfattelser og fantasi. Slutningen er altså Andertons fiktive virkelighed i hans bevødstløse fangeskab på ubestemt tid.
Da jeg så filmen første gang, var jeg grundlæggende enig i kritikken. Tingene gik lidt for let for Anderton til sidst. Konen, der lige pludselig dukker op hos Max von Südow, lokker sandheden ud af ham samtidigt med, at hun åbenbart har Andertons øje med i baglommen så hun kan snige sig gennem komplekset, som hun på mystrisk vis kender i forvejen. Hun befrier Anderton ved at true vagten, selv om hele filmens plot tager udgangspunkt i, at den slags dødstrusler ikke længere kan følges op med handling. Men det glemmer denne vagt. Sådan fortsætter det videre, alle samarbejder med Anderton, og skurken ryger i fælden. Det hele lidt for belejligt, og derfor ikke særlig spændende.
Og det værste ved det hele er den påklistrede Hollywood-slutning, hvor Anderton finder sammen med exkonen, som så bliver gravid så begge to (tre) kan leve lykkeligt til deres dages ende.
Efter at have set filmen for anden gang, går det op for mig, at der må være med fuld overlæg, at filmen har en så usammenhængende, nærmest tilfældig, slutning. Det virker ikke længere som om, at det er en virkelighed, der beskrives. Det virker mere som ønsketænkning. Og det er det efter min mening også.
Slutningen er et fragment af Andertons fantasi mens han sidder i fængsel lammet. Det sidste vagten siger, inden han føjes til samlingern er: "They say it's wonderfull, they say your life passes by, they say all your dreams come true."
Slutningen er Andertons drømme om, hvad fremtiden ifølge ham bør bringe; han befries, fortæller verden sandheden, får kvinden og lever lykkeligt til sine dages ende.
Det forklarer, hvordan tingene forløber så let, hvordan alting flasker sig, hvorfor at ting, der ikke giver mening bare sker uden at der sættes spørgsmålstegn ved det. Det er en drømmeagtig tilfældighed, hvor de små detaljer tilsidesættes for at fortællingen kan skride frem. De små bump på vejen ignoreres af underbevidstheden.
Samtidig forklarer det den rosenrøde slutning med kone og barn på vej.
Og måske vigtigs af alt er denne fortolkning i overensstemmelse med et af filmens vigtigste temaer, nemlig hvordan man ser på sine omgivelser og fremtiden. Konstant vendes der tilbage til øjne, identitet, virkelighedsopfattelser og fantasi. Slutningen er altså Andertons fiktive virkelighed i hans bevødstløse fangeskab på ubestemt tid.
25/07-2004
