fantastiks indledning, men...
2.0
´Spoilers? Enkelte, som man hurtig selv gætter et kvarter inde i filmen.´
D. J. Carusos spillefilmdebut var den fascinerende og friske The Salton Sea, en af sidste års mest overrumplende og interessante filmpremiere for mig, kun overgået af Kill Bill Volume One. Historien til The Salton Sea var dejlig uforudsigelig og intrigerende, men det var dens visuelle opfindsomhed og Thomas Newmans geniale musik, der gjorde filmen virkelig fremragende. Mine forventninger til Carusos næste projekt var derfor høje, men jeg faldt hurtigt ned på jorden igen. Efter at have læst om filmens handling, som ikke er andet end endnu en samlebåndsthriller uden nogen form for variation, anede jeg også, at Taking Lives skulle hente sine point hjem på det visuelle. Her skuffer filmen også, for den er ganske ordinær i sit billedsprog med nogle få enkle nytænkninger.
Taking Lives starter ellers godt, faktisk rigtig godt. Et udødelig U2 nummer, Wide Awake (titlen, hvis min hukommelse ikke fejler), som handler om at kunne give slip på fortiden og at indse ens dilemma. Meget sigende for filmens handling, men anvendes nok mere fordi det er et fantastisk nummer. Indledningen gav mig myrekryb, og jeg blev misledt til at tro, at Caruso måske faktisk kunne gøre en simpel thriller seværdig ved hjælp atypiske virkemidler. Desværre falder filmens kvaliteter hurtigt efter det første makabre mord, som er ganske brutalt filmet.
Den skønne Angelina Jolie får her en af filmhistoriens mest latterlige introduktioner. Liggende på et gerningssted, bare for at ”feel the vibes”. Det ville ikke have været så slemt, hvis hendes talent eller gave blev udforsket og forklaret mere i løbet af filmen, men det bliver det ikke. På fin vis får Caruso visualiseret hendes årvågenhed og sans for detaljer med ekstreme close-ups, men det bliver heller ikke til mere end det. Jolie kæmper med en endimensional rolle, men det bliver først rigtig pinlig i hendes mekaniske nøgenscener, som tydeligvis er blevet indsat uden sans for den store sammenhæng og kun for massernes skyld. Jeg har ikke rigtig besluttet mig for, om Ethan Hawke er et fragmenterende talent eller bare evneløs, men her spiller han ganske forfærdelig og magter ikke at vække liv i skurkerollen. Desuden må man også sige, at den (næsten) altid seværdige Kiefer Sutherland er ganske ligegyldig i en meget kort optræden.
Morderens psykologiske motiv er ikke synderlig søgt og nærmer sig overraskende det plausible. Endnu engang tilsidesætter Caruso desværre et ganske interessant element, som egentlig burde have været udforsket meget mere, for det ville kunne trække filmen op over det ordinære, til fordel for basal og alt andet end fængende spænding. Taking Lives indeholder dog en regulær og uforudset chokscene, som fik mig til at ryge op af sædet og trække vejret hurtigere.
Filmen er som nævnt nydeligt produceret, uden dog at hæve sig over mængden. Dens credits er ganske effektivt sammenklippet, men desværre kan det ikke imponere, da det er et direkte plagiat fra Finchers banebrydende og ofte kopierede Seven. Der er faktisk ikke særlig mange formidlende omstændigheder ved Taking Lives. En forholdsvis udmærket historie bliver maltrakteret, mens den uforudsigelige afsløring af skurken er ganske simpel og man havde forventet det timer inden. Jeg var egentlig klar til at give filmen tre stjerner, da den er udmærket underholdende og har enkelte tiltag til noget anderledes, men slutningen er simpelthen så patetisk og evigt søgt, at jeg blev dybt irriteret. Derfor står Taking Lives tilbage som forhåbentlig en enkeltstående streg i regningen for Caruso, som gerne skulle vise noget mere i sin næste film, for jeg ville hade at tro, at The Salton Sea var en enlig svale.
D. J. Carusos spillefilmdebut var den fascinerende og friske The Salton Sea, en af sidste års mest overrumplende og interessante filmpremiere for mig, kun overgået af Kill Bill Volume One. Historien til The Salton Sea var dejlig uforudsigelig og intrigerende, men det var dens visuelle opfindsomhed og Thomas Newmans geniale musik, der gjorde filmen virkelig fremragende. Mine forventninger til Carusos næste projekt var derfor høje, men jeg faldt hurtigt ned på jorden igen. Efter at have læst om filmens handling, som ikke er andet end endnu en samlebåndsthriller uden nogen form for variation, anede jeg også, at Taking Lives skulle hente sine point hjem på det visuelle. Her skuffer filmen også, for den er ganske ordinær i sit billedsprog med nogle få enkle nytænkninger.
Taking Lives starter ellers godt, faktisk rigtig godt. Et udødelig U2 nummer, Wide Awake (titlen, hvis min hukommelse ikke fejler), som handler om at kunne give slip på fortiden og at indse ens dilemma. Meget sigende for filmens handling, men anvendes nok mere fordi det er et fantastisk nummer. Indledningen gav mig myrekryb, og jeg blev misledt til at tro, at Caruso måske faktisk kunne gøre en simpel thriller seværdig ved hjælp atypiske virkemidler. Desværre falder filmens kvaliteter hurtigt efter det første makabre mord, som er ganske brutalt filmet.
Den skønne Angelina Jolie får her en af filmhistoriens mest latterlige introduktioner. Liggende på et gerningssted, bare for at ”feel the vibes”. Det ville ikke have været så slemt, hvis hendes talent eller gave blev udforsket og forklaret mere i løbet af filmen, men det bliver det ikke. På fin vis får Caruso visualiseret hendes årvågenhed og sans for detaljer med ekstreme close-ups, men det bliver heller ikke til mere end det. Jolie kæmper med en endimensional rolle, men det bliver først rigtig pinlig i hendes mekaniske nøgenscener, som tydeligvis er blevet indsat uden sans for den store sammenhæng og kun for massernes skyld. Jeg har ikke rigtig besluttet mig for, om Ethan Hawke er et fragmenterende talent eller bare evneløs, men her spiller han ganske forfærdelig og magter ikke at vække liv i skurkerollen. Desuden må man også sige, at den (næsten) altid seværdige Kiefer Sutherland er ganske ligegyldig i en meget kort optræden.
Morderens psykologiske motiv er ikke synderlig søgt og nærmer sig overraskende det plausible. Endnu engang tilsidesætter Caruso desværre et ganske interessant element, som egentlig burde have været udforsket meget mere, for det ville kunne trække filmen op over det ordinære, til fordel for basal og alt andet end fængende spænding. Taking Lives indeholder dog en regulær og uforudset chokscene, som fik mig til at ryge op af sædet og trække vejret hurtigere.
Filmen er som nævnt nydeligt produceret, uden dog at hæve sig over mængden. Dens credits er ganske effektivt sammenklippet, men desværre kan det ikke imponere, da det er et direkte plagiat fra Finchers banebrydende og ofte kopierede Seven. Der er faktisk ikke særlig mange formidlende omstændigheder ved Taking Lives. En forholdsvis udmærket historie bliver maltrakteret, mens den uforudsigelige afsløring af skurken er ganske simpel og man havde forventet det timer inden. Jeg var egentlig klar til at give filmen tre stjerner, da den er udmærket underholdende og har enkelte tiltag til noget anderledes, men slutningen er simpelthen så patetisk og evigt søgt, at jeg blev dybt irriteret. Derfor står Taking Lives tilbage som forhåbentlig en enkeltstående streg i regningen for Caruso, som gerne skulle vise noget mere i sin næste film, for jeg ville hade at tro, at The Salton Sea var en enlig svale.
25/07-2004
