I Flodens Mørke

Advarsel: Mulige meget små spoilers.

Tre drenge, Jimmy, Sean og Dave leger på gaden i Boston, da en bil med to mænd stopper, bilder drengene ind de er fra politiet og tager Dave med sig. Han udnyttes på den værst tænkelige måde, før det lykkes ham at slippe væk. Mange år senere, Jimmy (Penn) er nu tidligere kriminel, har en familie og en lille forretning. Sean (Bacon) er blevet politimand, der har problemer med konen. Dave (Robbins), der nu selv har et barn, har stadig psykiske men efter overgrebet på ham som barn. En dag findes Jimmy’s datter myrdet, og barndomsvennernes spor krydses atter, med sporene pegende på Dave som morder.

Legendariske Eastwood har med filmen ”Mystic River” skabt af en sine bedste som instruktør (han medvirker ikke selv). Historien er en dunkel og smertelig skæbnefortælling om en forbrydelse i fortiden, der sætter sine mørke spor på nutiden.

Den er bygget på en debutroman af Dennis Lehane, og Brian Helgeland, der selv har instrueret film som ”Payback”, har med succes omskrevet den til et intelligent filmmanuskript.

Hovedhistorien er en thriller og den er der i sig selv intet nyt over. Men det er ikke kun en film om hvem der har gjort det og hvorfor, den del er kun rammen der danner grundlaget for en tragisk fortælling, der fungerer som igangsætter for en beretning om eksistenser og menneskelige relationer, og om hvordan livet for tre drenge, der var ved at skrive deres navne i noget vådt cement, for altid skulle ændre sig. Dave når som den eneste, ikke at skrive sit navn færdig før de så ubarmhjertigt afbrydes, og hans halve navn står mange år efter som det sørgelige symbol på hvor livet gik galt og hvor det for Dave gik i stå.

Det lykkes samtidig aldrig rigtigt, for hans to venner at fremdrage, måske fordi de er børn, måske fordi det ikke ligger til det samfund de lever i, den empati der kan få dem til at begribe hvad Dave har været igennem, de mister koldt og barskt noget for ham, en forståelse som Dave kunne have haft brug for, hvis han skulle have haft en bedre chance for at komme videre og lære at leve med det der var sket. Som han selv metaforisk siger, da han om natten sidder og ser en vampyrfilm, at når det først er kommet ind, så kan det ikke komme ud igen, det bliver der. Hans skæbne blev beseglet den dystre dag for mange år siden, han fik aldrig chancen for andet, for at lære at leve med sine dæmoner.

Da det er en film med en psykologisk tilgang til sit emne, er der heller ingen decideret skurke, kun ofre og mennesker der er et produkt af samfundet. Penn’s karakter, Jimmy er således også en tragisk figur, der fejlagtigt tror at selvtægt og gadejustits kan forsvares i søgen på en retfærdighed, som han ikke rigtigt aner hvad er. Som han siger da han står med Dave ved floden og vil have hævn for sin datter, ” We bury our sins here, Dave. We wash them clean”, for det er her i flodens sorte vand at Jimmy har dumpet sine synder og sin samvittighed, og floden gemmer på sine hemmeligheder som personerne gemmer på deres. Filmen udstiller i den scene også (sammen med slutningen) på inhumaneste vis, hvor afstumpet, galt og i sidste ende meningsløs den rå selvjustits er.

Denne svære side af en historie, lykkes det Eastwood at fortælle simpelt og pragmatisk, ud fra devisen ”less is more” og uden at prøve at tækkes publikum eller andre. Han har aldrig været en filmskaber der har været ude med de store fagter og endnu større budgetter, og han har så godt som altid holdt på sin stil, uanset om den har været oppe i tiden eller ej. Mange af hans film har haft publikumsappeal, men han har aldrig for alvor leflet, når han har stået bag kameraet og er aldrig bare blindt fulgt med strømmen. Det gør han heller ikke i ”Mystic River”, der også som andre af hans film holder sig til det usminkede, afdæmpede og agtværdige håndværk, uden nogen former for visuelt lir eller MTV-smarte skift til at sælge varen, i en gammeldags klippet film, og det næsten i en grad, så man føler man sidder og ser stor kunst.

Alligevel skiller ”Mystic River”, sammen med ”Unforgiven”, sig lidt ud fra flere af hans andre film. Den virker mere gennemarbejdet på alle måder. Man mærker at Eastwood har gjort mere ud af billedsiden, belysning og farver, for at få den rigtige stemning frem, få byen til at virke trøstesløs og obskur selv i dagslys, så den kan understrege historiens og de mennesker der befolker den, depressive væsen. Han har desuden brugt en del close-ups, i en tillige taktfuldt fotograferet film, for at fange essensen af personerne.

Som historiefortæller udmærker han sig også. Handlingen fortælles uden de store afbrydelser og meget rent, hvilket der måske ikke er så nyt for Eastwood, der minder han om en af hans gamle mestre Don Siegel. Men han tør også få publikum til at sidde og håbe på en slutning, som han samtidig får os til at forstå ikke kommer, for sådan er verden ikke altid. Her er ingen romantiserede Hollywood happy endings.

Eastwood selv har også stået for filmens score, og det er han sluppet respektabelt fra, i en i øvrigt stille og eftertænksom film. Eastwood er jo kendt som en stor jazz-fan og har også i sin ungdom spillet klaver på diverse barer, og det er den kunnen han har brugt til at skabe musikken og især det jazzede hovedtema med.

Handlingen er karakterdreven og det er således en rigtig skuespillerfilm, hvor Eastwood har samlet et hold af kompetente navne til de mange bærende og krævende roller. De individuelle præstationer er i flere tilfælde fortræffelige og som ensemble er det eminent.

Bedst er Penn der ikke behøver mange ord, for at vise hans persons plumpe natur. Han fik da også en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for den indsats. Men også Robbins er rigtig god, som den overbeskyttende far, der for evigt er mærket på sjælen. Hele hans mimik får os til at mærke hans ensomhed og psykisk ustabile væsen, men Eastwood gør det frække og gør ham både infantil og lettere ubehagelig, uden at vi mister sympatien for ham, men så vi alligevel kan have svært ved at holde rigtigt af ham. Det burde give stof til eftertanke næste gang vi møder en måske lidt irrationel person, vi tager afstand fra, for hvad bærer denne skikkelse rundt på af ar så dybe på sjælen, at de kommer til udtryk på mindre rare måder. Al adfærd bunder jo i noget og den habitus vi bærer rundt på, er med til at danne en del af det billede andre har af os, og det kommer frem i Robbins rolle og Eastwood’s sikre instruktion. Robbins vandt også en Oscar for bedste mandlige birolle, og fortjent nok.

Bacon der altid har været en bedre skuespiller end hans succes beviser, gør sig også godt i rollen som Sean, politimanden der som den eneste først lader til at være kommet videre, uden rigtigt at være det. Han har begravet sig i sit arbejde, for at slippe for at blive konfronteret med de følelser som et samliv med konen, må kræves kommer til udtryk. Han er ikke des mindre den eneste det måske lykkes at komme videre i tilværelsen. De hjemsøges alle af fortiden, både deres fælles der har dannet grundlaget, men også deres egne senere misgerninger, kommer frem på fornemste vis i disse præstationer.

Også både Harden, der spiller Dave forsømte og bekymrede kone og Linney, der ses som Jimmy’s kone, overbeviser i stærke roller (om svage mennesker). Værst er vel Fishburne, der måske ikke er dårlig, men bare virker som en uvæsentlig aktør i den her film.

Jeg må sige at det er en fornem og fin thriller Eastwood har kreeret, den er spændende, vedkommende og har nogle interessante underliggende dramatiske temaer. Jeg kan kun på det kraftigste rekommandere den. Det kan godt være det ikke er Alfred Hitchcock, men selv han ville ikke have noget at skamme sig over her.

Filmen var fortjent nok nomineret til yderligere fire Oscars, blandt andet for bedste instruktør og bedste film.

Det er sagt før, men jeg må tilslutte mig, den er tæt på de 6 stjerner.