hjerteskærende sandheder
4.0
Barsk og vedkommende drama, der uden moraliserende elementer og løftede pegefingre omhandler nutidens ungdom og dennes ekstreme fokusering på det ydre. Så alvorligt som aldrig før er børn og unge nærmest besatte af at besidde det rigtige tøj, have de rigtige venner og generelt bare være in. Om det er mediernes overeksponering af glorificerende idoler, forældrenes manglende involvering i opdragelse, evolutionens grimme ansigt, etc. kan man diskutere ud i det uendelige, men heldigvis giver Thirteen ikke sit eget personlige bud på det (udover en tilbagekommen reklamespot hvorpå der står Beauty is Truth, et forstyrrende budskab fra medierne). Sådan kan (og oftest gør) unge opfører sig af uforklarlige årsager. Filmen står tilbage som et mere alvorligt tilfælde, noget som hverdagsmennesket i Danmark ikke oplever i så store doser, men problemerne, både hos børnene og forældrene, er så nemme at relatere til, at filmen straks bliver personlig og uafrystelig.
Som førnævnt i andre indlæg skrev den kun 13-årige Nikki Reed filmens manuskript sammen med instruktøren Cathrine Hardwick (som fortjent vandt instruktørprisen ved Sundance Festival). Om det er en (semi)biografisk fortælling ved jeg ikke, men Reed er efter sigende i virkeligheden en af de ”søde” piger, hvorved hun ikke har påtaget sig hovedrollen. Den er gået til Evan Rachel Wood, som virkelig er et stort talent, man skal holde øje med. På nuanceret og indfølt vis portrættere hun den 13-årige teenagepige, der føler sig splittet mellem sine tidligere idealer om at være en sød pige med gode karakter og være en del af den populære klike. Hun vælger hurtigt side, og vi følger Wood igennem hvad der viser sig at være en selvdestruerende nedtur. Thirteen kunne godt læses som unges eksperimentale trang til seksualiteten og rusmidler, men situationen har taget overhånd og Wood mister enhver form for realitet med familien og efterfølgende livsværdier. Virkelig flot spillet af Wood! Nikki Reed selv fortjener også ros for hendes præstation som den manipulerende og meget svingende Evie. Desværre går der lang tid, før man kommer rigtig ind under huden på hende, og selv ved slutningen er hele hendes psykologiske opførselsgrundlag en smule uklar. Forklaringen foregår meget suggestiv igennem enkelte baggrundshistorier om hende (som man ikke helt ved, om man skal tro på), hvorved hendes person aldrig bliver til karikatur.
Nu har jeg ikke set Cold Mountain, men jeg kunne virkelig ikke forestille mig, at Zellweger har ydet en bedre kraftpræstation end den karismatiske Holly Hunter gør i Thirteen. Hun starter ud som livsglad og energisk mor, mens Hunter med bravur viser hendes langsomt vækkende frustration og uforståelighed overfor datterens opførsel. Respekt og stor ros til Holly Hunter, der er blevet kendt for at gå sine egne vegne.
Thirteens realistiske og intense stemning understreges af den semi-dokumentariske og virkelighedssøgende fotografering, hvor man naturligvis har anvendt et håndholdt kamera. En genistreg er farvebelægningen, hvor den i starten er sprudlende og livlig, mens farven igennem filmen bliver mørkere, mere falmende og trøstesløs. Efter filmens sluttende forløsende scene (hvor vi virkelig kommer til at forstå hvor stor en byrde og påvirkningskraft Evie havde) slår filmen dog tilbage i de oprindelige farver, hvorved jeg i modsætning til Gott ikke finder slutningen særlig åben, men egentlig ganske konkluderende og forhåbningsfuld. Det allersidste klip er dog ganske intimiderende, selvom jeg ikke helt har grejet den endnu. Måske er det en billedmetafor for ungdommens uundgåelige udfordringer og eksperimenter, hvor man skal holde godt fast for ikke at falde fra. Ved dog ikke helt, om jeg kan simplificere det så groft. Filmen skræmmer mest i de uhyggelige scener, hvor Wood er så verdensfjern, at hun føler, at hun må udsætte sig selv for fysisk smerte for at abstrahere for den psykiske hun oplever.
Thirteen er en personlig og vigtig film, hvor både børn og forældre burde tvinges til at se den. Den er meget tæt på de fem stjerner, men i dens iver efter at opholde en troværdig og realistisk stil bliver historien egentlig ganske banal. Måske det forkerte grundlag at kritisere filmen for, men et faktum jeg ikke kunne overse. Den besidder dog så mange kvaliteter og tankevækkende scener, at den får fire meget store stjerner.
(Gott, flot og velskrevet indlæg)
Som førnævnt i andre indlæg skrev den kun 13-årige Nikki Reed filmens manuskript sammen med instruktøren Cathrine Hardwick (som fortjent vandt instruktørprisen ved Sundance Festival). Om det er en (semi)biografisk fortælling ved jeg ikke, men Reed er efter sigende i virkeligheden en af de ”søde” piger, hvorved hun ikke har påtaget sig hovedrollen. Den er gået til Evan Rachel Wood, som virkelig er et stort talent, man skal holde øje med. På nuanceret og indfølt vis portrættere hun den 13-årige teenagepige, der føler sig splittet mellem sine tidligere idealer om at være en sød pige med gode karakter og være en del af den populære klike. Hun vælger hurtigt side, og vi følger Wood igennem hvad der viser sig at være en selvdestruerende nedtur. Thirteen kunne godt læses som unges eksperimentale trang til seksualiteten og rusmidler, men situationen har taget overhånd og Wood mister enhver form for realitet med familien og efterfølgende livsværdier. Virkelig flot spillet af Wood! Nikki Reed selv fortjener også ros for hendes præstation som den manipulerende og meget svingende Evie. Desværre går der lang tid, før man kommer rigtig ind under huden på hende, og selv ved slutningen er hele hendes psykologiske opførselsgrundlag en smule uklar. Forklaringen foregår meget suggestiv igennem enkelte baggrundshistorier om hende (som man ikke helt ved, om man skal tro på), hvorved hendes person aldrig bliver til karikatur.
Nu har jeg ikke set Cold Mountain, men jeg kunne virkelig ikke forestille mig, at Zellweger har ydet en bedre kraftpræstation end den karismatiske Holly Hunter gør i Thirteen. Hun starter ud som livsglad og energisk mor, mens Hunter med bravur viser hendes langsomt vækkende frustration og uforståelighed overfor datterens opførsel. Respekt og stor ros til Holly Hunter, der er blevet kendt for at gå sine egne vegne.
Thirteens realistiske og intense stemning understreges af den semi-dokumentariske og virkelighedssøgende fotografering, hvor man naturligvis har anvendt et håndholdt kamera. En genistreg er farvebelægningen, hvor den i starten er sprudlende og livlig, mens farven igennem filmen bliver mørkere, mere falmende og trøstesløs. Efter filmens sluttende forløsende scene (hvor vi virkelig kommer til at forstå hvor stor en byrde og påvirkningskraft Evie havde) slår filmen dog tilbage i de oprindelige farver, hvorved jeg i modsætning til Gott ikke finder slutningen særlig åben, men egentlig ganske konkluderende og forhåbningsfuld. Det allersidste klip er dog ganske intimiderende, selvom jeg ikke helt har grejet den endnu. Måske er det en billedmetafor for ungdommens uundgåelige udfordringer og eksperimenter, hvor man skal holde godt fast for ikke at falde fra. Ved dog ikke helt, om jeg kan simplificere det så groft. Filmen skræmmer mest i de uhyggelige scener, hvor Wood er så verdensfjern, at hun føler, at hun må udsætte sig selv for fysisk smerte for at abstrahere for den psykiske hun oplever.
Thirteen er en personlig og vigtig film, hvor både børn og forældre burde tvinges til at se den. Den er meget tæt på de fem stjerner, men i dens iver efter at opholde en troværdig og realistisk stil bliver historien egentlig ganske banal. Måske det forkerte grundlag at kritisere filmen for, men et faktum jeg ikke kunne overse. Den besidder dog så mange kvaliteter og tankevækkende scener, at den får fire meget store stjerner.
(Gott, flot og velskrevet indlæg)
27/07-2004
