hvad er det der lugter
2.0
Actionmesteren John Woos første amerikanske produktion er en fæl skuffende sag, en tør og kedelig actionfilm uden Woos karismatiske virtuositet og stilistisk overlegne actionsekvenser. Hans overforbrug af slowmotion virker henkastet og ugennemtænkt og nærmer sig det pinlige. Der er et par udmærkede actionscener i filmen, men de kan ikke aflede den dårlige smag, man får i munden. Woo skal dog ikke stå alene tilbage med ansvaret for filmens mangler og lave kvalitet, efter sigende var producenterne inde og ændre meget i filmen og lod ikke Woo have fuld kontrol. En kæmpe og utilgivelig fejltagelse.
Manuskriptforfatteren Chuck Pfarrer har forsøgt at opbygge en fængende historie indimellem Van Dammes uendelige cirkelspark, men med dens enøjede personfremstilling og ganske uoriginale handling forbliver det hele ret så søgt. Især Van Dammes figur opfører sig stedvis meget ulogisk, noget som Thomas Nielsen også pointerer.
Det kan godt være, at jeg bedømmer filmen ekstra hårdt fordi den kære belgier, Jean Claude Van Damme indtager hovedrollen. Nu har han altid stået på min hadeliste, så jeg kan aldrig rigtig finde en Van Damme-film god. Den eneste, der nærmer sig den betegnelse, er Hyams’ Timecop, ligeledes produceret af den nu ret så kendte Sam Raimi (der også har været inden over her). Nogle gange kan Van Damme egentlig være sympatisk nok, men hans roller er så komplet forudsigelige og evig frelsende, at jeg må overgive mig til de fremkaldte brækfornemmelser. Man kan naturligvis beskylde mange skuespillere for den slags problemer, men jeg synes det er for slemt ved Van Damme. Filmens andre skuespillere er blevet sablet nok ned på denne side, så det vil jeg ikke indlede mig i.
På papiret ligner Hard Target en sikker succes med en, dengang, stor actionstjerne, en banebrydende og ofte kopieret instruktør og en meget overkommelig historie. I virkeligheden er filmen desværre blevet en ujævn og decideret terribel sag med enkelte formidlende elementer, der holder den over den ene stjerne. Heldigvis rettede Woo op på det med Broken Arrow og var igen på kunstnerisk højde med Face/Off og M:I-2.
Manuskriptforfatteren Chuck Pfarrer har forsøgt at opbygge en fængende historie indimellem Van Dammes uendelige cirkelspark, men med dens enøjede personfremstilling og ganske uoriginale handling forbliver det hele ret så søgt. Især Van Dammes figur opfører sig stedvis meget ulogisk, noget som Thomas Nielsen også pointerer.
Det kan godt være, at jeg bedømmer filmen ekstra hårdt fordi den kære belgier, Jean Claude Van Damme indtager hovedrollen. Nu har han altid stået på min hadeliste, så jeg kan aldrig rigtig finde en Van Damme-film god. Den eneste, der nærmer sig den betegnelse, er Hyams’ Timecop, ligeledes produceret af den nu ret så kendte Sam Raimi (der også har været inden over her). Nogle gange kan Van Damme egentlig være sympatisk nok, men hans roller er så komplet forudsigelige og evig frelsende, at jeg må overgive mig til de fremkaldte brækfornemmelser. Man kan naturligvis beskylde mange skuespillere for den slags problemer, men jeg synes det er for slemt ved Van Damme. Filmens andre skuespillere er blevet sablet nok ned på denne side, så det vil jeg ikke indlede mig i.
På papiret ligner Hard Target en sikker succes med en, dengang, stor actionstjerne, en banebrydende og ofte kopieret instruktør og en meget overkommelig historie. I virkeligheden er filmen desværre blevet en ujævn og decideret terribel sag med enkelte formidlende elementer, der holder den over den ene stjerne. Heldigvis rettede Woo op på det med Broken Arrow og var igen på kunstnerisk højde med Face/Off og M:I-2.
27/07-2004
