Scott Light
4.0
To svindlere planlægger et sort nummer, der skal gøre dem rige. Imens får den ene, den neurotiske Roy (Cage) kontakt til sin nu 14 årige datter (Lohman), som han aldrig har set.
Instruktør Scott havde lige et halvt års tid han skulle slå ihjel og så kunne han ligeså godt lave denne her imens. Af den grund skal man ikke tro det er venstrehåndsarbejde, selv om filmen ikke stikker så dybt som andre af hans værker.
Det er en svindlerkomedie/drama der er en del lettere i tonen end Scott’s film plejer at være, men den rummer stadig elementer at noget mere alvorligt og dystert. Den starter frisk (for en Scott film), men ender i blodig alvor, eller noget der minder om det. Men hele vejen bibeholder den et glimt i øjet (eller var det bare Cage’s tics ;o) og en charme, der gør at man føler sig i godt selskab.
Visuelt er det ikke overraskende en flot film, særligt for sin genre. Scott bruger et par cinematiske tekniske tricks, der får en som tilskuer, til at føle at det ikke kun er Cage’s rolle der lider af nervøse trækninger, agorafobi (angst for åbne pladser) og diverse andre psykiske lidelser, i en undertiden næsten klaustrofobisk fotograferet film. Men billedligt er den noget af det flotteste man vil kunne finde i sådanne film.
Historien med sine overraskende drejninger er godt skruet sammen, men det er nok en god ide ikke at tænke for meget over plottet, da det som ofte i denne genre, næppe kan holde til en logisk tænkende gennemgang. Men sjovt og spændende er det, jeg havde ikke et minut hvor jeg kedede mig.
Der er sine steder et par klicheer, som Cage’s, i øvrigt lidt for hurtige,”jeg-har fået-et menneske-jeg-holder-af-og-er-af-den-grund-næsten-af-med-mine-psykiske-lidelser”. Men beskrivelsen af forholdet mellem Cage og hans datter, der fylder en stor del af historien, er ellers fængende og sine steder rørende uden at blive lummer. Det beskrives uden meget påtaget sentimentalitet (uden den der af gode grunde skal være der, men det skal man se filmen for at forstå), men samtidig uden at være for råt til en lettere film, som den her i sidste ende er. Det er sjovt og med gode dialoger, men stikker som sagt ikke særligt dybt.
Skuespiller er til gengæld i en klasse for sig. Cage viser noget af det bedste vi har set fra hans side. Det er simpelthen fabelagtigt at se ham fange rollen og gøre den sympatisk på en febrilsk måde, med alle figurens personlige problemer. Det ses eller fås ikke meget bedre, slet ikke i den her forslidte genre, heller ikke selv om Cage genbruger lidt af det han viste i ”Leaving Las Vegas”, hvor han spillede en alkoholiker. Rockwell, der ofte gør en god birolle, er også godt kørende i sin rolle, der er en modsætning til Cage’s og repræsenterer alt det som Cage’s figur ikke gør, bortset fra at de begge er kriminelle og arbejder sammen. Den 24 årige Lohman, der var 22 da hun fik rollen, spiller med en naturlighed og sødme, så man kun kan holde af hende, og så er hendes latter noget af det mest smittende jeg mindes at have hørt. Hun formår sågar at overbevise i den her rolle, hvor hun spiller en på 14, i mere end en forstand. Hun må og skal have en lang karriere foran sig, hun er et naturtalent.
Det skal også nævnes at musikken af Hans Zimmer er fin og understøtter godt stemningerne i filmen. Tillige er der flere gode numre, blandt andet et par gode svingere af ”The King Of Cool”, Frank ”Ol’ Blue Eyes” Sinatra og dem går man aldrig helt fejl af.
Sammenlignet med andre film i genren, der hæver ”Matchstick Men” sig over mængden, og det helt sikkert takket være Scott, der også var skyld i at vi fik samme slutning på klimaks som i Eric Garcia’s bog, der ellers var omskrevet til ren Hollywood. For at mildne er Scott dog gået med til at tilføje filmen en epilog, som den måske godt kunne have været foruden, men som set i lyset af resten af filmen, nu alligevel var meget rar at få med.
Er man til en elegant film om svindlere, der spiller et spil, hvor vi aldrig kan være sikker på hvor spillet går hen før til slut, så kan jeg godt anbefale den her, hvor spillerne også rammes af deres egent spil.
Jeg var fristet til at give filmen 5 stjerner, for at markere at den hæver sig over mange i sin genre. Med 4 stjerner føler jeg lidt den drukner i mængden, men 5 ville altså være for meget, da det ville bringe den op sammen med de helt store og der hører den alligevel ikke til. Den burde have 4½ stjerne, men da det ikke er muligt, får den "kun" de 4.
Instruktør Scott havde lige et halvt års tid han skulle slå ihjel og så kunne han ligeså godt lave denne her imens. Af den grund skal man ikke tro det er venstrehåndsarbejde, selv om filmen ikke stikker så dybt som andre af hans værker.
Det er en svindlerkomedie/drama der er en del lettere i tonen end Scott’s film plejer at være, men den rummer stadig elementer at noget mere alvorligt og dystert. Den starter frisk (for en Scott film), men ender i blodig alvor, eller noget der minder om det. Men hele vejen bibeholder den et glimt i øjet (eller var det bare Cage’s tics ;o) og en charme, der gør at man føler sig i godt selskab.
Visuelt er det ikke overraskende en flot film, særligt for sin genre. Scott bruger et par cinematiske tekniske tricks, der får en som tilskuer, til at føle at det ikke kun er Cage’s rolle der lider af nervøse trækninger, agorafobi (angst for åbne pladser) og diverse andre psykiske lidelser, i en undertiden næsten klaustrofobisk fotograferet film. Men billedligt er den noget af det flotteste man vil kunne finde i sådanne film.
Historien med sine overraskende drejninger er godt skruet sammen, men det er nok en god ide ikke at tænke for meget over plottet, da det som ofte i denne genre, næppe kan holde til en logisk tænkende gennemgang. Men sjovt og spændende er det, jeg havde ikke et minut hvor jeg kedede mig.
Der er sine steder et par klicheer, som Cage’s, i øvrigt lidt for hurtige,”jeg-har fået-et menneske-jeg-holder-af-og-er-af-den-grund-næsten-af-med-mine-psykiske-lidelser”. Men beskrivelsen af forholdet mellem Cage og hans datter, der fylder en stor del af historien, er ellers fængende og sine steder rørende uden at blive lummer. Det beskrives uden meget påtaget sentimentalitet (uden den der af gode grunde skal være der, men det skal man se filmen for at forstå), men samtidig uden at være for råt til en lettere film, som den her i sidste ende er. Det er sjovt og med gode dialoger, men stikker som sagt ikke særligt dybt.
Skuespiller er til gengæld i en klasse for sig. Cage viser noget af det bedste vi har set fra hans side. Det er simpelthen fabelagtigt at se ham fange rollen og gøre den sympatisk på en febrilsk måde, med alle figurens personlige problemer. Det ses eller fås ikke meget bedre, slet ikke i den her forslidte genre, heller ikke selv om Cage genbruger lidt af det han viste i ”Leaving Las Vegas”, hvor han spillede en alkoholiker. Rockwell, der ofte gør en god birolle, er også godt kørende i sin rolle, der er en modsætning til Cage’s og repræsenterer alt det som Cage’s figur ikke gør, bortset fra at de begge er kriminelle og arbejder sammen. Den 24 årige Lohman, der var 22 da hun fik rollen, spiller med en naturlighed og sødme, så man kun kan holde af hende, og så er hendes latter noget af det mest smittende jeg mindes at have hørt. Hun formår sågar at overbevise i den her rolle, hvor hun spiller en på 14, i mere end en forstand. Hun må og skal have en lang karriere foran sig, hun er et naturtalent.
Det skal også nævnes at musikken af Hans Zimmer er fin og understøtter godt stemningerne i filmen. Tillige er der flere gode numre, blandt andet et par gode svingere af ”The King Of Cool”, Frank ”Ol’ Blue Eyes” Sinatra og dem går man aldrig helt fejl af.
Sammenlignet med andre film i genren, der hæver ”Matchstick Men” sig over mængden, og det helt sikkert takket være Scott, der også var skyld i at vi fik samme slutning på klimaks som i Eric Garcia’s bog, der ellers var omskrevet til ren Hollywood. For at mildne er Scott dog gået med til at tilføje filmen en epilog, som den måske godt kunne have været foruden, men som set i lyset af resten af filmen, nu alligevel var meget rar at få med.
Er man til en elegant film om svindlere, der spiller et spil, hvor vi aldrig kan være sikker på hvor spillet går hen før til slut, så kan jeg godt anbefale den her, hvor spillerne også rammes af deres egent spil.
Jeg var fristet til at give filmen 5 stjerner, for at markere at den hæver sig over mange i sin genre. Med 4 stjerner føler jeg lidt den drukner i mængden, men 5 ville altså være for meget, da det ville bringe den op sammen med de helt store og der hører den alligevel ikke til. Den burde have 4½ stjerne, men da det ikke er muligt, får den "kun" de 4.
28/07-2004
