Den skjulte sandhed?
5.0
- spoilers -
Dette er efter min mening en af de absolut mere vellykkede (og oversete) thrillere fra 90’erne. Året efter (96) kom den ligeledes imponerende ”Primal Fear” – og der er adskillige aspekter, der skaber sammenligningsgrundlag. Jeg har personligt ganske svært ved at fastslå, hvilken film der trækker det længste strå. ”Primal Fear” slugte jeg råt – mest pga. Nortons fremragende præstation og det noget nær sublime plottwist. ”Just Cause” river ikke tæppet væk under tilskueren i samme grad, men har ikke desto mindre et par overraskelser i posen. Desuden er skuespillerne virkelig velvalgte, og leverer nogle konsekvent flotte præstationer.
I hovedrollen som den forhenværende advokat Paul Armstrong, ses en relativt underspillet Sean Connery. Personligt foretrækker jeg nok (eller har vænnet mig til) Connery i rollen som den hurtige engelske gentleman, men hans præstation er nu stadig tilfredsstillende, og passer perfekt til filmen. Mere imponerende er Ed Harris som den utilregnelige seriemorder Blair Sullivan. En lille rolle, men overordentlig effektivt udført og bestemt et af de mere overbevisende seriemorderportrætter. Faktisk ser man ham ikke begå et eneste mord, men alligevel vover man ikke at betvivle den ondskab, der omhyller denne gennemførte psykopat.
Laurence Fishburne er også særdeles underholdende som ”smalltown sherif” Tanny Brown – en rå og overbevisende præstation der bevirker, at man ikke umiddelbart kan fastslå Browns loyalitet.
Desuden er Blair Underwood eminent som den anklagede Bobby Earl - en mand der allerede ved første møde med Armstrong, understreger sine evner som menneskelig kamæleon.
Sidst men ikke mindst bemærkes en lille pige i rollen som Armstrongs datter – ja ingen andre end Scarlett Johansson fra ”Lost in Translation”.
Det er som sagt stabilt og flot skuespil fra omtrent alle medvirkende, og alle de varierede karakterer udgør tilsammen en fascinerende mangfoldighed.
Plottet lyder umiddelbart ikke videre interessant: Ung, veluddannet sort mand er blevet uretfærdigt dømt pga. racisme, og den forhenværende advokat må genfinde sine evner for at bevise den anklagedes uskyld… Men plottet er (som Force også nævner) alligevel ikke videre gennemskueligt, og indeholder mere end man først antager.
Filmens tempo er relativt roligt og sikkert, men i de afsluttende sekvenser finder en bekymringsvækkende afsløring sted – og her indtræder så et nervepirrende temposkift. Denne hurtige afvikling af begivenhederne, fjerner en smule af filmens elegance, men heldigvis fastholdes spændingen. Desuden byder filmen på nogle virkelig flotte og atmosfærefyldte scener fra Floridas sumpe. Eksempelvis da Armstrong følger seriemorderen Sullivans abstrakte henvisninger, og lokaliserer mordvåbnet via en passage fra biblen – virkelig flot, dunkelt og stemningsfyldt!
Udover de ovennævnte elementer, indeholder filmen efter min mening også en interessant subtext om identitet og hævn. Here goes:
Vi bliver i starten af filmen informeret om, at Armstrong ikke har praktiseret i 25 år - han er i stedet blevet underviser og kraftig modstander af dødsstraf. Dette bliver fremhævet flere gange i filmen, og man undres over, hvorfor denne intelligente mand har opgivet sit tidligere erhverv? Og hvorfor han er så kraftig modstander af dødsstraf? Er det ”blot”, fordi han er humanist, eller skyldes det noget helt andet?
Senere mødes Armstrong med seriemorderen Blair Sullivan – en mand der tydeligvis er skingrende sindssyg, men som også besidder en forkvaklet form for klarsyn. Sullivan fremstår næsten mere dyrisk end menneskelig, og måske netop derfor, har han usædvanlige instinkter. Sullivan ser lige gennem Armstrong, og her indledes en af filmens mest interessante scener/dialoger:
Sullivan fortæller lidt om sine blodige eskapader, kigger gennemtrængende på Armstrong, og spørger ham ligeud, om han nogensinde har myrdet et menneske. Armstrong benægter naturligvis, men Sullivan er ikke overbevist, og Armstrongs kølige facade smuldrer ét sekund, mens han virker usædvanlig beklemt ved situationen. Herefter farer Sullivan op da Armstrong lyver for ham tre gange – hvilket understreger at Sullivan (på trods af sindssygen) er i stand til at skelne løgn fra sandhed. Og som tilskuer må man undres: Hvorfor har Armstrong søvnproblemer? Og vigtigere endnu: Hvorfor udpeger Sullivan ham som morder?
Svaret bliver aldrig givet, men sidst i filmen (efter at Armstrong har dræbt Bobby Earl) siger Tanny Brown: ” At least we’ll be able to sleep at night”. Armstrong svarer kryptisk: ”We’ll see…”
Alle disse antydninger sætter en del tanker i gang – Har Armstrong myrdet et menneske? Er det årsagen til hans søvnproblemer, og er det den virkelige årsag til hans aktive indsats mod dødsstraf? Forsøger han at råde bod på fortidens synder? Har han via sit arbejde som advokat, været medvirkende til en persons død? o.s.v.
Nogle vil måske kritisere filmen for at være tilbageholdende og for vag i sin uddybning af Armstrongs motiver. Personligt synes jeg, at filmen via meget få antydninger, formår at sætte mange tanker i gang – både omkring karakteren Armstrong, men også om selve problematikken omkring dødsstraf. For mon ikke Armstrongs personlige moralkodeks og værdisæt har fået et uforglemmeligt slag efter mødet med Bobby Earl? Måske er det derfor, at han svarer så kryptisk på Tannys konstatering, og måske er det derfor, han kigger så tomt ud i luften inden rulleteksterne fylder skærmen?
Dette er efter min mening en af de absolut mere vellykkede (og oversete) thrillere fra 90’erne. Året efter (96) kom den ligeledes imponerende ”Primal Fear” – og der er adskillige aspekter, der skaber sammenligningsgrundlag. Jeg har personligt ganske svært ved at fastslå, hvilken film der trækker det længste strå. ”Primal Fear” slugte jeg råt – mest pga. Nortons fremragende præstation og det noget nær sublime plottwist. ”Just Cause” river ikke tæppet væk under tilskueren i samme grad, men har ikke desto mindre et par overraskelser i posen. Desuden er skuespillerne virkelig velvalgte, og leverer nogle konsekvent flotte præstationer.
I hovedrollen som den forhenværende advokat Paul Armstrong, ses en relativt underspillet Sean Connery. Personligt foretrækker jeg nok (eller har vænnet mig til) Connery i rollen som den hurtige engelske gentleman, men hans præstation er nu stadig tilfredsstillende, og passer perfekt til filmen. Mere imponerende er Ed Harris som den utilregnelige seriemorder Blair Sullivan. En lille rolle, men overordentlig effektivt udført og bestemt et af de mere overbevisende seriemorderportrætter. Faktisk ser man ham ikke begå et eneste mord, men alligevel vover man ikke at betvivle den ondskab, der omhyller denne gennemførte psykopat.
Laurence Fishburne er også særdeles underholdende som ”smalltown sherif” Tanny Brown – en rå og overbevisende præstation der bevirker, at man ikke umiddelbart kan fastslå Browns loyalitet.
Desuden er Blair Underwood eminent som den anklagede Bobby Earl - en mand der allerede ved første møde med Armstrong, understreger sine evner som menneskelig kamæleon.
Sidst men ikke mindst bemærkes en lille pige i rollen som Armstrongs datter – ja ingen andre end Scarlett Johansson fra ”Lost in Translation”.
Det er som sagt stabilt og flot skuespil fra omtrent alle medvirkende, og alle de varierede karakterer udgør tilsammen en fascinerende mangfoldighed.
Plottet lyder umiddelbart ikke videre interessant: Ung, veluddannet sort mand er blevet uretfærdigt dømt pga. racisme, og den forhenværende advokat må genfinde sine evner for at bevise den anklagedes uskyld… Men plottet er (som Force også nævner) alligevel ikke videre gennemskueligt, og indeholder mere end man først antager.
Filmens tempo er relativt roligt og sikkert, men i de afsluttende sekvenser finder en bekymringsvækkende afsløring sted – og her indtræder så et nervepirrende temposkift. Denne hurtige afvikling af begivenhederne, fjerner en smule af filmens elegance, men heldigvis fastholdes spændingen. Desuden byder filmen på nogle virkelig flotte og atmosfærefyldte scener fra Floridas sumpe. Eksempelvis da Armstrong følger seriemorderen Sullivans abstrakte henvisninger, og lokaliserer mordvåbnet via en passage fra biblen – virkelig flot, dunkelt og stemningsfyldt!
Udover de ovennævnte elementer, indeholder filmen efter min mening også en interessant subtext om identitet og hævn. Here goes:
Vi bliver i starten af filmen informeret om, at Armstrong ikke har praktiseret i 25 år - han er i stedet blevet underviser og kraftig modstander af dødsstraf. Dette bliver fremhævet flere gange i filmen, og man undres over, hvorfor denne intelligente mand har opgivet sit tidligere erhverv? Og hvorfor han er så kraftig modstander af dødsstraf? Er det ”blot”, fordi han er humanist, eller skyldes det noget helt andet?
Senere mødes Armstrong med seriemorderen Blair Sullivan – en mand der tydeligvis er skingrende sindssyg, men som også besidder en forkvaklet form for klarsyn. Sullivan fremstår næsten mere dyrisk end menneskelig, og måske netop derfor, har han usædvanlige instinkter. Sullivan ser lige gennem Armstrong, og her indledes en af filmens mest interessante scener/dialoger:
Sullivan fortæller lidt om sine blodige eskapader, kigger gennemtrængende på Armstrong, og spørger ham ligeud, om han nogensinde har myrdet et menneske. Armstrong benægter naturligvis, men Sullivan er ikke overbevist, og Armstrongs kølige facade smuldrer ét sekund, mens han virker usædvanlig beklemt ved situationen. Herefter farer Sullivan op da Armstrong lyver for ham tre gange – hvilket understreger at Sullivan (på trods af sindssygen) er i stand til at skelne løgn fra sandhed. Og som tilskuer må man undres: Hvorfor har Armstrong søvnproblemer? Og vigtigere endnu: Hvorfor udpeger Sullivan ham som morder?
Svaret bliver aldrig givet, men sidst i filmen (efter at Armstrong har dræbt Bobby Earl) siger Tanny Brown: ” At least we’ll be able to sleep at night”. Armstrong svarer kryptisk: ”We’ll see…”
Alle disse antydninger sætter en del tanker i gang – Har Armstrong myrdet et menneske? Er det årsagen til hans søvnproblemer, og er det den virkelige årsag til hans aktive indsats mod dødsstraf? Forsøger han at råde bod på fortidens synder? Har han via sit arbejde som advokat, været medvirkende til en persons død? o.s.v.
Nogle vil måske kritisere filmen for at være tilbageholdende og for vag i sin uddybning af Armstrongs motiver. Personligt synes jeg, at filmen via meget få antydninger, formår at sætte mange tanker i gang – både omkring karakteren Armstrong, men også om selve problematikken omkring dødsstraf. For mon ikke Armstrongs personlige moralkodeks og værdisæt har fået et uforglemmeligt slag efter mødet med Bobby Earl? Måske er det derfor, at han svarer så kryptisk på Tannys konstatering, og måske er det derfor, han kigger så tomt ud i luften inden rulleteksterne fylder skærmen?
28/07-2004
