velfungerende og sød

Varm og humoristisk drama, der balancerer perfekt mellem det dramatiske og det komiske. Den er ret sjov uden at det går ud over seriøsiteten eller troværdigheden, og den er dramatisk uden at det bliver for tungt eller højtideligt. Den nu afdøde unge instruktør Ted Demme viste humanistisk og perfekt komisk timing med Life og dyrkede det mere alvorlige med den yderst stilbevidste Blow. Beautiful Girls lægger sig et sted mellem disse to og viser en afdæmpet Demme, der så sandelig var et stort talent.

Manuskriptforfatteren Scott Rosenberg er vel bedst kendt for sine manuskripter til de uoriginale, men underholdende actionfilm Con Air og Gone In Sixty Seconds. Senere har han i samarbejde med John Cusack begået den særdeles morsomme High Fidelity, hvor Jack Black var helt i topform. Mange af Beautiful Girls’ kvaliteter kommer fra Rosenbergs oplæg, hvor især dialogen er gennemført. To scenarioer nærmer sig det geniale. Først får vi en lang prædiken af Rosie O’Donnel om supermodellers moralske fordærv på almindelige kvinder. Hun pointerer især ligegyldighederne ved deres glorificeringer og selviscenesættelse, hvor de ophøjes til det umenneskelige. En indflydelse, som især på de unge virker foruroligende. Denne montage ville hovedsagligt kun have stået tilbage som en komisk effekt, hvis ikke vi senere i filmen får en ganske virkelighedsfornægtende og ynkelig teori fra Michael Rapaport omkring de smukke kvinders positive indflydelse på mænd. Disse to scener står i stærk kontrast til hinanden, hvorved filmens pointe netop udspringer. Skønhed kommer indefra, selvom dette udsagn desværre kan forekomme naiv og forældet i vores udseendefokusering samfund.

Beautiful Girls besidder et overraskende stort og plausibelt persongalleri, hvor kun enkelte falder igennem som utroværdige og karikaturer. En velspillende og sympatisk Timothy Hutton leder efter et svar omkring hans måske nærkomne ægteskabsstatus. Han finder det ikke, men bliver inspireret af en ung Natalie Portman og en køn Uma Thurman. Især får forholdet mellem Hutton og Portman indflydelse på hans endelige valg, som der hentydes ret klart til det konkluderende. Lolita-undertonerne er faretruende nær, men det er mere en følelsesmæssig sammenhørighed de oplever. En tidlig og ikke nær så dybdegående version af Lost In Translation.

Thurmans tilstedeværelse påvirker egentlig de fleste af hovedpersonerne, som kan rykke tættere på selverkendelse og forbedring. Den eneste, der ikke udleder noget af hendes nærvær og simple kommentarer er Rapaports karakter, som lever i en selvindbildt verden, som han nok ikke vågner op fra, selvom han giver slip på et gammelt forhold. Matt Dillon er egentlig et ret dumt svin, men fremstår som fortidssøgende, hvorved hans handlinger næsten retfærdiggøres, selvom han naturligvis i slutningen indser, at skønheden var lige foran ham. Noah Emmerichs person er den mest normale, i en amerikansk drøms forstand med kone, børn og hus. Han fremstilles desværre komisk, og hans tilværelse idyllisk, men også trivielt.

De mange personer gør hele filmen interessant og ikke mindst underholdende. Man kan genkende noget af sig selv i mindst en af karaktererne, og Beautiful Girls bliver derved også personlig. Men først og fremmest er den et varmende, morsom og rørende drama, som æstetisk virker gammeldags og velkendt, men det fungerer til filmens fordel, for det er handlingen og personerne der er i centrum. Demmes og Rosenbergs lille perle.