uforklarlig fascinerende

Den særprægede, men utrolig talentfulde og intelligente Wes Anderson debuterede med den morsomme, men også lidt ufokuserede Bottle Rocket, der var et af de første møder med de geniale Wilson-brødre. Anderson har i samarbejde med Owen Wilson skrevet manuskripter til alle hans film, og deres kollaboration har medført to af de mest mærkværdige, men også sublime komedie/dramaer fra Amerika de sidste mange år, Rushmore og The Royal Teenenbaums. Fællestrækkende er de udestående hovedpersoner, der på en eller anden måde kommer igennem en indre dannelsesrejse og i slutningen oplever noget forløsende, hvorefter de kan leve et bedre liv. Det er langtfra så banalt, som det lyder, da rejsen til opvækkelse er så besynderlig, medrivende og seværdig, at man ikke kan gøre andet end at nyde denne atypiske film.

Jason Schwartzman er fremragende i hovedrollen, distingveret fra en normal opførsel og gennemgående uretfærdig, lystløgner, selvglorificerende, men alligevel sympatisk i nogle af hans handlinger og i de mere ømme scener, hvor han faktisk tænker ud over hans egen verden. Publikums holdepunkt bliver nærmere Bill Murrays karakter, en kapitalist styret af ligegyldigheden, der liver op i venskabet med Schwartzman og finder kærligheden hos vennens selvudnævnte frelser og eksistentielle fundament. Murray spiller karakteren med så stærk en menneskelighed, at man straks holder af ham og sympatiserer for hans ufrivillige situation. En virkelig grandios præstation, næsten lige så superb som hans spil i Sofia Coppolas fantastiske Lost In Translation.

Rushmore er en overset film omkring en speciel dreng, en dreng der er forud for sin tid og alder, og hans første møde med kærligheden, her i form af en intellektuel udfordrende ældre dame. Filmen omhandler derved ungdommen, uden dog at besidde disses ordinære og tidstypiske elementer. Humoren er sort, ikke direkte latterfremkaldende, men underfundig og lettere ondskabsfuld, men bliver mere optimistisk i takt med hovedpersonens opvækkelse. Garanteret jeg missede nogle af filmens vigtige pointer, for Rushmore er ikke særlig let tilgængelig og kræver flere gensyn. Det gør mig ikke noget, for den er helt klart et gensyn værd.

Andersons brug af slowmotion er ganske overrumplende, men det er den velgennemtænkte og majestætisk anvendte musik der fungerer allerbedst som medfortællende virkemiddel. Ældre hits uden den nostalgiske følelse, der fremhæver den nærmeste psykedeliske stemning, som Rushmore fremkalder.

Filmen er ikke for folk med trang til regulær underholdning, men hvis man kan se forbi filmens indledningsvis kyniske og svær tilgængelige handling, så er man vidne til en livsglad og yderst intelligent komedie/drama. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive et bedre og mere fyldestgørende indlæg til denne film, men den frembringer nok en følelse i mig, som jeg ikke rigtig kan få sat ord på, ligesom Lost In Translation gjorde

Andersons næste projekt er The Life Auqatic, og det lyder mere end meget interessant.