Da Kongen Var....Romer?

Det romerske rige er ved at kollapse og må trække sig tilbage fra Storbritannien. Arthur (Owen) og hans riddere om det runde bord, der arbejder for romerne, får en sidste opgave og redde en romersk familie fra at blive overfaldet af en fjendtlig hær på fremmarch. Under denne mission begynder det at gå op for Arthur, at han alene kan samle England under sig, men ikke uden sværd i hånd.

Historierne om Kong Arthur og ridderne om det runde bord som vi kender dem i dag, bygger på gamle sagn og digtede anekdoter, men man mener at den virkelige Arthur var en walisisk hærfører der kæmpede mod saxerne i år ca. 500. Om han virkelig har eksisteret er man nu ikke engang helt sikker på, så når denne Jerry Bruckheimer produktion påberåber sig at være den sande historie bag legenden, skal det tages med mere end et gram salt. Den kunne være et bud på det et stykke hen af vejen, der er jo næsten frit slag, med de få fakta man kender.

Her har man udeladt næsten alt det der ellers gjorde de kendte historier om Arthur så betagende og multifacetterende, med Merlin som troldmand, Excalibur som et magisk sværd, venskaber, forræderi, stormende kærlighed og meget, meget mere og prøver at holde sig til en jordnær og realistisk indgangsvinkel om hvordan det kunne have været. Selv om en del af tingene på en eller anden måde alligevel er der, så er det uden nogen former for magi og slet ikke så mangfoldigt som i sagnet. At man så kan savne dem, kan man ikke klandre den her for, da det ikke er en del af dens mission.

Legenden har jo været filmatiseret flere gange før, så at de vælger at prøve at gøre det på en ny måde, der skal være tættere på sandheden finder jeg okay. Men søger man eventyr, så er den her ikke særlig eventyrlig, desværre ikke engang indenfor sine egne rammer. Den mangler sin egen personlige magi og tiltrækning, i en film der må betegnes som værende upersonlig langt hen af vejen. Den er ikke dårlig, den føles bare ikke som noget særligt og det er der flere grund til. Jeg må også bemærke at, realisme eller ej, så er replikker og opførsel indimellem er ret nutidig, men ikke så det får mig virker ødelæggende.

Man kunne også godt ønske sig at der skete noget mere, der er ikke meget kamp i lange perioder af filmen og nogle af de stille scener trækkes unødigt langt ud, eller de virker sådan. Hvis det har været instruktør Fuqua’s, der med hans CV også er et mærkeligt valg til instruktør, hensigt at fortælle den gode historie og bygge sine karakterer op, så kunne dette tilgives. Men historien virker ikke særligt velfortalt, den fortælles blot og ikke mere, måske kan den endda virke lidt kluntet sat sammen, og persongalleriet er hult og uinteressant. Man kommer slet ikke under huden på figurerne eller får et forhold til en eneste af dem, der gør at man for alvor føler noget særligt for dem.

Kampscenerne er actionfyldte og hvis ikke direkte spændende, så fængende nok da, særligt det slag der foregå på en frossen sø, fandt jeg underholdende og flot lavet. Også det obligatoriske slag i klimaks er fin underholdning, men heller ikke særligt spændende og skulle jeg tage de kritiske briller på, så kunne jeg påpege at det var en anelse rodet klippet sammen. Men stadig, så er det de bedste parter af filmen og der hvor den vinder mest. De rigtig gode eventyr og actionfilm, de vinder jo ved også at være dybt fængende i de stille passager, det er ”King Arthur” ikke for alvor.

Kampene er ikke specielt spektakulære set med vore dages øjne, men det skal de heller ikke være, ikke alt for meget i hvert fald. De skal virke naturalistiske og det klarer de egentligt fint langt hen af vejen. Kun i få scener, som den føromtalte kamp på isen, fornemmer man at effektfolkene har været på spil og hjulpet på vej. Stuntarbejdet virker godt og på den tekniske side, hvis man ser bort fra at klipningen som skrevet tidligere kan virke lidt rodet til slut (og regner den med til filmens tekniske side), er også i top.

Der er ligeledes kælet for detaljerne i både kulisser og kostumer, det må siges at være gennemført og fornemt skabt, uden at man heldigvis på noget tidspunkt sidder og får fornemmelsen af, at det her er lavet for at imponere os og så skide være med om det er troværdigt. Filmen er for i øvrigt sjældent vanvittig opulent at se på i forhold til sin genre, man kunne måske endda have ønsket sig den var det lidt mere, det ligger ligesom til eventyr. Men den her prøver som sagt at bilde os ind, at den er sand.

Den har på dialog-siden og især mod slutningen, lidt af det typiske storladne retorik (at den overfladiske tale der skal gøre det ud for replikker, ikke er noget at klappe i sine hænder over, er så en anden snak) eller rørstrømskhed, men heller intet jeg synes generer, og jeg mener endda at det ofte hører store eventyr til, så man kan egentlig blive skuffet hvis det slet ikke er der. Tag for eksempel det flashback, hvor Arthur trækker Excalibur (ja, det er med, det er ikke magisk) fra sin fars grav, der mangler man totalt at scenen kommer til at fremstå monumental. Den ligner noget fra en gennemsnitlig Tv-serie og det er synd og skam.

Billedsiden har man valgt at holde i tungsindige og dunkle farver, der skal skabe en dyster og alvorsfuld middelalder stemning (selv om den altså foregår før middelalderen), og så har filmen den sædvanlige amerikanske opfattelse af England, som et land med evigt efterår/vinter og massere af halvmørke. Solen stikker ikke sit hoved meget frem, hvis i det hele taget. Ellers er den udmærket fotograferet, måske ikke med mange dybt imponerende billeder, men der var enkelte flotte scenarier der var godt skudt.

I rollen som Arthur er Owen et meget trist valg. Det kan godt være han kan se sej ud, men han passer ikke til den her rolle overhovedet, og spiller den heller ikke godt. Han render konstant rundt med et alvorligt ansigt, der skal gøre det ud for dybde og afleverer ofte sine replikker som var de ligegyldigheder ingen gad høre, når det da ikke lige lyder som om han læser dem op. De fleste af de andre skuespillere får man så lidt indsigt i, at de næsten ikke er værd at nævne (heller ikke den kønne Knightley, der får meget lidt at arbejde med), de er bare med og ser ud, enten som krigere eller hvad de så skal forestille. Arketyper kan man ikke engang kalde dem, det ved man også for lidt om dem til.

Winstone kan man nævne, fordi han skal være det komiske indslag og han gør det okay, selv om hans væremåde næppe ville have gjort sig dengang. Nu Mikkelsen er dansk, så skal han selvfølgelig også nævnes og ja, han skal vist forestille at være god med bue, til at kaste kniv, han har en ørn, er vist glad for at slås og ligner en vildmand, så er det vist sagt.

Hans Zimmer har leveret musikken og den opfylder sin pligt på sådan en, ”bare jeg kunne lave noget Howard Shore og Lord Of The Rings agtig” måde og ofte ikke meget mere, men der er et par gange, som under elskovsscenen, hvor jeg fandt den poetisk smuk.

Det kan være en spændende tanke og på den måde indtagende nok, at tænke på hvordan det var på Arthur’s tid. Om filmen giver et godt bud kan jeg ikke helt vide, ikke alt er troværdigt, men noget er, og selve det fascinerende i denne tanke, kan næsten gøre filmen tiden værd. Legenden må jeg dog sige er en del sjovere og langt mere begivenhedsrig, og vil man se en god film om den, så kan jeg anbefale John Boorman’s ”Excalibur” fra 1981, som er denne her overlegen.

Oprindeligt var det meningen at Michael Bay skulle have instrueret, han havde brugt en del år på projektet allerede, men trak sig fordi han var bekymret for budgettet. Om han har ment det var for lille, eller om udgifterne ville løbe løbsk ved jeg ikke, men en billig film har det her næppe været. Pengene kunne desværre godt være brugt bedre, for selv om den som sagt ikke er dårlig, så er den intet særligt og des mere tanke jeg giver den, des mindre føler jeg at jeg har fået. Jeg kedede mig aldrig direkte, men forlod biografen med en lidt blandet fornemmelse, der mere og mere blev til en form for ligegyldighed, og fra at have startet med at give filmen 4 stjerner, satte jeg den, inden jeg havde skrevet dette her, ned til 3, det var den vej filmen gik inden i mig.

(Nu er jeg så bare spændt på, om min kære ven Das Gott, nu det er en Jerry Bruckheimer produktion, giver den 6 stjerner, eller ”kun” 5? Bare en joke min ven og god fornøjelse med den. Håber den lever op til dine store forventninger)