Helten Fra Fortiden

Efterfølger til “True Grit”.

Den aldrende, fordrukne og brovtende enøjet U.S. Marshal Cogburn (Wayne) fyres fra jobbet, da hans brutale metoder, med kontant afregning ikke passer ind i det moderne vesten, hvor der er love man skal rette sig efter. Men da en hensynsløs bande er på spil og ingen af de såkaldte bogholdere kan stille noget op, genansættes han for at jage dem. Undervejs får han ufrivilligt selskab af en gammel pebermø (Hepburn) og en ung indianer (Romancito).

Hvis det her var en dybt seriøs film, så kunne man stille spørgsmålstegn til det etiske i den ”øje for øje” morale den ligger for dagen, men den skal ikke tages seriøs. Når det gamle Hollywood-ikon Wayne, endvidere laver en skøn parodi på sin egen rolle som hårdkogt machomand af den gamle skole, ja så bliver det næsten herligt. Ja han gør endda grin med sine egne højrenationalistiske synspunkter, da han på et tidspunkt siger til en kineser, der ikke kan forstå et ord han bruger, ”at det er det der er galt med jer, i kommer her til landet og lærer ikke engang sproget”, og så er det et ord han først lige har lært et par timer før. Det er da vidunderligt at se sådanne småracistiske udtalelser (dog sagt i sjov) ført tilbage på, at sådanne fordomme skyldes ens egen manglende viden. Om Wayne vidste det havde den virkning, eller om han bare troede den fungerede som en morsom bemærkning, kan jeg naturligvis ikke vide, men det gør den ikke dårligere, og han får endda i løbet af filmen slået et slag for den rovdrift der er sket på naturen, man tror det næsten ikke.

Wayne er også perfekt i hovedrollen, i hans andensidste film. Han er blevet for gammel siges det og er et levn fra fortiden, og det var lige hvad Wayne var på dette tidspunkt. Han hørte fortiden til, hans slags var der ikke længere brug for, mente man. På den måde er rollen tvetydig. Wayne’s succes var jo dalende og hans film, hvor han spillede mere eller mindre samme rolle han havde gjort i snart mange år, da han i 1969 genopfandt sig selv til filmen ”True Grit” og atter opnåede succes (og fik sin eneste Oscar nogensinde, men nok mere af sentimentale grunde), og det er den rolle han så fint gentager her, med et glimt i det ene øje (han har klap for det andet) og en morsom mimik. Han har aldrig været verdens mest overbevisende skuespiller, man hans persona kan fylde et lærred, og det klarer han også godt her, i en af de få roller hvor han ikke blot gentager hvad vi har set før.

Historien er intet særligt, ikke engang særlig troværdig. Den morderiske bande skal bruge sprængstof, som de har stjålet fra hæren, til at røve en bank. Men da Cogburn har fået fat i det, så sætter de alt ind på at få det igen og så er det jeg tænker, der må da være en lettere måde at røve en bank på, end at ofre så mange mænd og tid på noget sprængstof, i stedet for at skaffe noget nyt, eller komme op med en ny plan. Men lige meget, filmen indeholder udmærkede actionscener, godt nok også i den utroværdige, men ikke overdrevne ende, og så har den en fin pingpong mellem gamle Hepburn og Wayne, hvor der både er gensidig respekt, men hvor hun også er ved at drive Wayne’s person til vanvid.

Det er en måske en gammelmandsfilm, den er i hvert fald oftere mere hyggelig end spændende og medrivende, men den underholder godt. Teknisk er den ikke prangende, men hæderlig nok. Musikken af Laurence Rosenthal var jeg derimod ikke så begejstret for, den lyder som noget man kunne hører i en hurtigt produceret Tv-western, og det er også her at Rosenthal mest har slået sine folder.

Filmen lever måske ikke helt op til ”True Grit” i grundlæggende sine kvaliteter, men den er mindst lige så underholdende.