mød mesterens svageste film
3.0
Meet the Feebles er kultinstruktøren Peter Jackson anden spillefilm, en respektløs pastiche over The Muppet Show. Denne film er ligesom debuten Bad Taste smagløs, amoralsk, voldelig og ekstrem fantasifuld, og Jackson er da heller ikke en mand der er kendt for at gå på kompromis. Desværre virker Meet the Feebles for løs struktureret og ufokuseret i forhold til de andre to film i Jackson lille splattertrilogi (Bad Taste, denne og naturligvis Braindead), hvorved den ikke kan blive ligeså god og fræk som de to andre. Det virker som om Jackson havde en masse ideer, men ikke rigtig en ordentlig rød tråd at hænge dem op på. Derfor forekommer Meet the Feebles meget fragmentarisk, selvom den i de enkelte scener skinner af fortællerlyst og originalitet.
Indblandet i de mange tabuelementer (hvoraf den sjoveste er pornoinstruktøren i form af en rotte, der efter sin hovedpersons kvasende død vil lave det om til en snuff-film) er der faktisk et par personlige hilsner fra Jackson. Blandt andet det lille pindsvin, der i starten virker så taknemmelig for at være kommet ind i underholdningsbranchen (Jackson kom selv ind i filmbranchen på en uortodoks måde), en lorteædende flue fra medierne (ikke synderligt flatterende) og en lille håbefuld fisk, der bliver spist af teaterchefen (måske branchens benhårde konkurrence?).
Flere steder er Meet the Feebles hylende morsom og provokerende, mens den også kan blive lidt for meget til min smag. Alligevel fortjener den tre stjerner med en stor pil op, mest på grund af teaterinstruktørens egen komponerede sang om sodomi, som virkelig er griner. Det lader til, at Jackson efter hans første tre film havde fået udleveret sit indre legebarn, for efter dem begyndte han at lave mere seriøse film, og det kan man da kun prise sig lykkelig over, for hver af dem har været mindeværdige. Peter Jackson er et unik of uforudsigelig kæmpetalent, og han hører helt klart til en af mine favoritinstruktører, næsten på højde med den absolutte nummer et, en hr. Tarantino.
Indblandet i de mange tabuelementer (hvoraf den sjoveste er pornoinstruktøren i form af en rotte, der efter sin hovedpersons kvasende død vil lave det om til en snuff-film) er der faktisk et par personlige hilsner fra Jackson. Blandt andet det lille pindsvin, der i starten virker så taknemmelig for at være kommet ind i underholdningsbranchen (Jackson kom selv ind i filmbranchen på en uortodoks måde), en lorteædende flue fra medierne (ikke synderligt flatterende) og en lille håbefuld fisk, der bliver spist af teaterchefen (måske branchens benhårde konkurrence?).
Flere steder er Meet the Feebles hylende morsom og provokerende, mens den også kan blive lidt for meget til min smag. Alligevel fortjener den tre stjerner med en stor pil op, mest på grund af teaterinstruktørens egen komponerede sang om sodomi, som virkelig er griner. Det lader til, at Jackson efter hans første tre film havde fået udleveret sit indre legebarn, for efter dem begyndte han at lave mere seriøse film, og det kan man da kun prise sig lykkelig over, for hver af dem har været mindeværdige. Peter Jackson er et unik of uforudsigelig kæmpetalent, og han hører helt klart til en af mine favoritinstruktører, næsten på højde med den absolutte nummer et, en hr. Tarantino.
31/07-2004
