Retrostil Uden Stil
2.0
Efterfølger til “Escape From New York”.
USA er blevet en kristen fundamentalistisk land, og alle anderledes tænkende sendes til Los Angeles *G*, der efter et altødelæggende jordskælv der blevet til en ø. Hertil flygter den amerikanske præsidents (Robertson) datter (Langer), træt af sin fars vanvittige moral, og med sig har en hun en vigtig kuffert, som præsidenten vil have tilbage. Snake Plissken (Russell) er atter blevet taget til fange, og får besked på at hente kufferten tilbage hvis han vil leve.
Man kan undre sig over, at der ikke kom en efterfølger til ”Escape From New York” før så mange år efter, da der dengang var flere historier i en person som Snake Plissken. Når man vælger at lave den på det her tidspunkt (altså i 96), må jeg mistænke Carpenter for, at prøve at få en tiltrængt succes, da det efterhånden er en del år siden det er lykkes ham at lave en film publikum har gidet se.
Figuren Snake hører i hvert fald nu fortiden og 80’erne til, han er slet ikke den heltetype der var fremme i den sidste halvdel af 90’erne, hvilket man i filmen da også ironiserer, indrømmet vellykket over, da en kvinde i starten af filmen ser ham og siger, han er så retro at se på.
Historien er meget den samme eller i hvert fald næsten, denne gang bare elendigere, logikken om hvorfor det lige er Snake der skal klare opgaven er for eksempel ikke så klar. Den er også langt dårligere instrueret, det lykkes stort set ikke Carpenter at få bare lidt spænding frem i en eneste scene, mens historien fortælles hakkende, dog indrømmet med en god fremdrift, den står stort set aldrig stille.
Der er mange fantasifulde indfald og en del uigennemtænkte, men morsomme situationer, ofte i den mere groteske ende, som da Snake surfer igennem gaderne, men de forfærdelige ringe computereffekter ødelægger for meget. Den 15 år ældre etter var bedre og mere overbevisende lavet på alle måder, også på effektsiden og ikke kun i en historisk sammenligning, men i den direkte. Pengene har måske ikke helt rakt til hvad Carpenter og hans folk har ville, men så kunne de være brugt bedre, den har trods alt kostet 50 millioner dollars mod etterens 6 millioner (godt nok 15 år før jo, så prisen er ikke direkte sammenlignelig).
Det er stadig en dyster film, men ikke så meget som den første, og actionscenerne er mere over i en gang tegneserie tosserier, hvor de ufrivillige grin er større end de frivillige. Nuvel, der sker meget, tempoet er højt og særligt mod slutningen virker den en anelse underholdende, uden at blive god. Men jeg har set film der er værre, så derfor får den ikke laveste bedømmelse.
En succes blev den forståeligt nok ikke, havde måske klaret sig lidt bedre hvis man havde lavet den 10 år før. Russell er egentlig stadig god i rollen, og han holder sig forbavsende godt, men figuren med sine hardcore one-liners og sure paroler er desværre blevet udvandet igennem en del år, for til sidst at forsvinde, da publikum var træt af disse typer.
Den største ros jeg kan give filmen, er den forudseenhed som de har haft da de skrev præsidentens figur, der i sine kristne højredrejet og fanatiske enøjet moralske holdninger, minder om en vi kender i dag, hvis de da ikke bare har bygget den på dennes far.
USA er blevet en kristen fundamentalistisk land, og alle anderledes tænkende sendes til Los Angeles *G*, der efter et altødelæggende jordskælv der blevet til en ø. Hertil flygter den amerikanske præsidents (Robertson) datter (Langer), træt af sin fars vanvittige moral, og med sig har en hun en vigtig kuffert, som præsidenten vil have tilbage. Snake Plissken (Russell) er atter blevet taget til fange, og får besked på at hente kufferten tilbage hvis han vil leve.
Man kan undre sig over, at der ikke kom en efterfølger til ”Escape From New York” før så mange år efter, da der dengang var flere historier i en person som Snake Plissken. Når man vælger at lave den på det her tidspunkt (altså i 96), må jeg mistænke Carpenter for, at prøve at få en tiltrængt succes, da det efterhånden er en del år siden det er lykkes ham at lave en film publikum har gidet se.
Figuren Snake hører i hvert fald nu fortiden og 80’erne til, han er slet ikke den heltetype der var fremme i den sidste halvdel af 90’erne, hvilket man i filmen da også ironiserer, indrømmet vellykket over, da en kvinde i starten af filmen ser ham og siger, han er så retro at se på.
Historien er meget den samme eller i hvert fald næsten, denne gang bare elendigere, logikken om hvorfor det lige er Snake der skal klare opgaven er for eksempel ikke så klar. Den er også langt dårligere instrueret, det lykkes stort set ikke Carpenter at få bare lidt spænding frem i en eneste scene, mens historien fortælles hakkende, dog indrømmet med en god fremdrift, den står stort set aldrig stille.
Der er mange fantasifulde indfald og en del uigennemtænkte, men morsomme situationer, ofte i den mere groteske ende, som da Snake surfer igennem gaderne, men de forfærdelige ringe computereffekter ødelægger for meget. Den 15 år ældre etter var bedre og mere overbevisende lavet på alle måder, også på effektsiden og ikke kun i en historisk sammenligning, men i den direkte. Pengene har måske ikke helt rakt til hvad Carpenter og hans folk har ville, men så kunne de være brugt bedre, den har trods alt kostet 50 millioner dollars mod etterens 6 millioner (godt nok 15 år før jo, så prisen er ikke direkte sammenlignelig).
Det er stadig en dyster film, men ikke så meget som den første, og actionscenerne er mere over i en gang tegneserie tosserier, hvor de ufrivillige grin er større end de frivillige. Nuvel, der sker meget, tempoet er højt og særligt mod slutningen virker den en anelse underholdende, uden at blive god. Men jeg har set film der er værre, så derfor får den ikke laveste bedømmelse.
En succes blev den forståeligt nok ikke, havde måske klaret sig lidt bedre hvis man havde lavet den 10 år før. Russell er egentlig stadig god i rollen, og han holder sig forbavsende godt, men figuren med sine hardcore one-liners og sure paroler er desværre blevet udvandet igennem en del år, for til sidst at forsvinde, da publikum var træt af disse typer.
Den største ros jeg kan give filmen, er den forudseenhed som de har haft da de skrev præsidentens figur, der i sine kristne højredrejet og fanatiske enøjet moralske holdninger, minder om en vi kender i dag, hvis de da ikke bare har bygget den på dennes far.
31/07-2004
