smukt mesterværk

Jeg havde virkelig de værste anelser med Lost In Translation. Først troede jeg, at det ville være en kunstfilm, som kun tiltrak det meget smalle publikum, og at jeg ville være fortabt i forståelse. Derefter frygtede jeg en kynisk og menneskefjendsk beretning om to personers magtesløshed. Måske en malplaceret formodning, men helt ærligt, Francis Ford Coppola var ikke ligefrem en festbombe af positivitet i sine unge dage. Efter at have læst Forceoffives kommentar om ”en behagelig film” blev jeg virkelig forvirret, men da jeg endelig så Lost In Translation for første gang fik jeg den samme følelse, som Force må have haft. Filmen er en varm, livsbekræftende og, ja, gennemgående behagelig oplevelse.

Sofia Coppola debuterede med The Virgin Suicides, som ikke rigtig fik den opmærksomhed, som den klart fortjente. Herefter skrev hun manuskriptet til denne film, hvor hovedrollen kun var tiltænkt Bill Murray, og Coppola siger selv, at hun ikke ville have lavet filmen, hvis han ikke havde sagt ja. Heldigvis accepterede han rollen, som uden tvivl vil stå som et kunstnerisk højdepunkt i hans karriere. Selvom Murray ikke har været gemt helt væk (han gav også nogle pragtpræstationer i Wes Andersons Rushmore og The Royal Teenenbaums), så er det svært ikke at drage paralleller mellem Murray og hans rolle her. Lost In Translation er blevet kritiseret for at være fremmedchauvinistisk, som noget af det eneste, da japanerne fremstilles smålatterlige på grænsen til det patetiske. Jeg finder ikke kritikken helt berettiget, for selvom det klart lægger op til nogle åbenlyse komiske situationer, så er det også en vigtig brik i fortællingen om de to menneskers dybdegående ensomhed, katalyserende af deres manglende forståelse for japanernes kultur, men det bunder selvfølgelig meget dybere end det. Murrays to fotooptagelser er hylende morsomme (selvom man skammer sig en smule over latteren, trods alt), men er også en beskrivelse af hans egen selvopfattelse af, hvor dybt han er sunket i sin værdighed. Vil dog medgive, at Coppola trækker grænsen lidt for skarpt op. De enkelte bipersoner fremstår også en smule karikerede. Giovanni Ribisi er den fortravlede og karrierefokuserede ægtemand, der kun ænser konen i brudstykker. Værre er en velspillende Anna Faris som en ægte Hollywood bimbo (selvom jeg ikke kender nogen af dem), efter sigende moduleret efter Cameron Diaz. En streng og personlig kommentar fra Coppola, selvom hendes irritation er forståelig.

Langsomt indskærpes filmens univers kun til de to hovedpersoner, hvorved bipersonerne bliver ubetydelige brikker. Kærlighedshistorien mellem Murray og Johanson bunder måske mere i en fælles forståelse og sjælmæssig kontakt, da sex ofte kommer ind under kærlighed. Dette aspekt har Thomas Nielsen allerede dækket ind under sit sublime indlæg, og jeg kan da kun give ham ret i hans iagttagelser. Johanson ville gerne føre det videre til fysisk kontakt, det vises tydeligt igennem hendes flirtende playback-nummer med tilhørende tekst, subtile blikke under Murrays trøjeskiftning og hendes åbenlyse jalousi ved hans engangsknald. Kald det ungdommens uvidenhed eller naivitet, men Murray er afklaret med situationen og ønsker ikke at ødelægge det med sex. Og dog, for er hans lille sidespring med en ligegyldig sanger ikke en fysisk (ikke emotionel) substitut for Johanson? Det synes jeg, at Murray fortrydelse den næste morgen indikerer, men en scene er evig sigende for hans tilbageholdenhed. Efter en lang nat i byen bærer han Johanson hjem og ligger hende på sengen. Han kigger indtrængende på hende, men alligevel ved vi, at han ikke vil gøre noget, for hendes armbåndsur er et fikspunkt i billedet, og det betyder selvfølgelig tiden, altså aldersforskellen mellem dem, som Murray godt er klar over. Folk der kalder filmen pervers eller lignende har fuldstændig misforstået Coppolas pointe om ægte kærlighed på et mentalt plan.

Bill Murray er virkelig fantastisk i hovedrollen, han underspiller perfekt og er gennemgående superb. Man sympatiserer for denne mand, der føler sig fanget i sit eget liv, men med Murrays nuancerede spil bliver rollen nærmest uforglemmelig. Sammenspillet med den halvdanske Scarlett Johanson er også exceptionelt, hun er naturlig sød og uglamourøs, men mest af alt talentfuld.

Coppola operer tilsyneladende ud fra tesen om, at et billede siger mere end tusind ord, derfor er dialogen heller ikke opulent eller drømmende filosofisk (selvom enkelte replikker er ren poesi), men nedtonet og realistisk. Bemærk især den dialogløse scene, hvor Johanson sidder i en vindueskarm og kigger udover den livsfyldte og energiske by. Umetafysisk, men med ophøjet genial musik får Coppola fremvist Johanson som ekstrem ensom og nærmest fortabt.

Fotograferingen er rammende symbolsk, hvor Tokyo kommer til at fremstå både levende og frastødende på samme tid. Var dog helt vild med filmens indledningsindstilling, som står i stærk kontrast med det allersidste smukke klip. I starten er kameraet i hovedhøjde med Murray siddende i en bil, hvorfra han trist beskuer byens liv. Slutteligt filmes der et stykke over bilen, som fremmaner en følelse af overlegenhed, her i form af håb og fornyet livsglæde.

Lost In Translation er en underfundig og uvurderlig film, som viser Sofia Coppola som et unikt talent, der ikke lever i skyggen af hendes berømte, men falmende far. Stor ros til Coppola for hendes indfølte og voksne portræt af to menneskers frelse og forløsning ved hinanden. Smukt, rørende og ikke mindst gribende.