med en fortsættelse

Final Destination formår med sporadisk succes at hæve sig over datidens pinligt uoriginale gyserfilm ved ikke at have en kappeklædt og højst ulogisk morder løbende rundt og tage livet af infantile unge med præcis nul realitetssans. Efter at have læst omkring filmens handling var jeg overbevist om, at døden ville fremstilles som en allegori, men dette sker meget glædeligt ikke, det bliver ikke til mere end en skygge. Som Thomas Nielsen siger, så er første halvdel udmærket spændende, men så tager filmens urimeligheder ellers fat, og publikums lettere fascination forsvinder helt i takt med historiens udfoldede banaliteter og forsimplede forklaringer.

Skuespillerne gør det egentlig udmærket, men deres roller er alt for velkendte stereotyper med ingen variation eller nuancer i opførsel. ”Dødens” metoder er ganske opfindsomme og groteske, men også det bliver overskygget af den uinspirerende og søgte finale.

Final Destination ligger sig et sted mellem 2 og 3 stjerner, for ind imellem kedede jeg mig en del og fandt den alt for langtrukken. Til filmens forsvar skal det dog siges, at jeg ikke er synderlig stor fan af ungdomsgysere, noget som jeg for længst burde have indrømmet overfor Storaro, hvorved vi i sin tid kunne have undgået en lang og intetsigende diskussion.