summen af... bier?
3.0
En prequel i serien om den handlekraftige Jack Ryan virkede omtrent ligeså nødvendig som en skønhedssøvn til Monica Belluci, selvom Tom Clancys massive bøger om Ryan har medfødt to habile spændingsfilm, The Patriots Game og Clear and Present Danger. Phillip Noyce var instruktøren, men hovedattraktionen var en velspillende Harrison Ford som Ryan. I denne forgænger skulle hans plads naturligvis overtages af en yngre skuespiller, og jobbet gik til pretty-boy Ben Affleck. Skeptikerne var højrøstede, især fordi Affleck aldrig rigtig har vist nævneværdig talent (selvom han har gjort det udmærket til rigtig godt i Van Sants uforglemmelige Good Will Hunting og omtrent alle Kevin Smiths film). Affleck giver ikke ligefrem en pragtpræstation her, men han udfylder da rollen tilfredsstillende, men han nærmer sig selvfølgelig ikke Fords begavede præstationer. Afflecks mangler som skuespillere spænder egentlig fint med Ryan-figurens nervøsitet og usikkerhed ved situationen. I birollerne er Morgan Freeman naturligvis altid et sikkert trumfkort, mens Liev Schreiber også stikker ud fra mængden af garvede, men lidt ujævne skuespillere.
Den lidet produktive instruktør Phil Alden Robinson stod bag den gode spændingsfilm Sneakers med Robert Redford, og han bringer da også mange fine elementer med i The Sum Of All Fears, som kunne have endt som en rodet gang samlebåndsarbejde, selvom den da heller ikke decideret hæver sig højt over mængden. Indledningen fandt jeg en smule morsom, hvor der tages pis på den overromantiserede kliche om jagerpiloten med et billede af sin familie. Her er billedet skyld i et øjebliks uopmærksomhed og bliver derved en indirekte katalysator til hele filmen.
Jeg var en smule overrasket over, at filmen turde omhandle terrorisme mod Amerika efter 9/11, noget som ellers har været komplet tabu og nærmest uhørt neddysset i filmbranchen. Som så mange andre glæder jeg mig til Michael Moores dokumentarfilm Fahrenheit 9/11, som tør at tage fat om eftervirkningerne. Spike Lee var også lidt inde og røre ved det med hans fremragende 25th Hour. Nå, men i denne film giver det mening til sidst, hvor den velmente, men naiv idealistiske slutning viser en fredsalliance mellem USA og Rusland.
Robinson er god til at opbygge en solid spænding, hvor bombningen i midten af filmen er nedtonet og skræmmende realistisk udført. Et sted mellem alle de politiske intriger og spændingssekvenser mister man dog interessen for karaktererne, hvorved filmen aldrig bliver rigtig fængende. Især er Ryans sidehistorie om kærligheden fuldstændig unødvendig i det store billede og kun indsat for at kunne appellere til det brede publikum.
Nu har jeg aldrig været stor fan af disse politiske film, hvor samfundsmæssige alvorlige temaer tages op og bruges som regulær underholdning. Men så kan man selvfølgelig diskutere ud i det uendelige hvor man skal sætte grænsen for hvad man må lave film over. Lad os bare sige, at disse film ikke helt falder i min smag.
Den lidet produktive instruktør Phil Alden Robinson stod bag den gode spændingsfilm Sneakers med Robert Redford, og han bringer da også mange fine elementer med i The Sum Of All Fears, som kunne have endt som en rodet gang samlebåndsarbejde, selvom den da heller ikke decideret hæver sig højt over mængden. Indledningen fandt jeg en smule morsom, hvor der tages pis på den overromantiserede kliche om jagerpiloten med et billede af sin familie. Her er billedet skyld i et øjebliks uopmærksomhed og bliver derved en indirekte katalysator til hele filmen.
Jeg var en smule overrasket over, at filmen turde omhandle terrorisme mod Amerika efter 9/11, noget som ellers har været komplet tabu og nærmest uhørt neddysset i filmbranchen. Som så mange andre glæder jeg mig til Michael Moores dokumentarfilm Fahrenheit 9/11, som tør at tage fat om eftervirkningerne. Spike Lee var også lidt inde og røre ved det med hans fremragende 25th Hour. Nå, men i denne film giver det mening til sidst, hvor den velmente, men naiv idealistiske slutning viser en fredsalliance mellem USA og Rusland.
Robinson er god til at opbygge en solid spænding, hvor bombningen i midten af filmen er nedtonet og skræmmende realistisk udført. Et sted mellem alle de politiske intriger og spændingssekvenser mister man dog interessen for karaktererne, hvorved filmen aldrig bliver rigtig fængende. Især er Ryans sidehistorie om kærligheden fuldstændig unødvendig i det store billede og kun indsat for at kunne appellere til det brede publikum.
Nu har jeg aldrig været stor fan af disse politiske film, hvor samfundsmæssige alvorlige temaer tages op og bruges som regulær underholdning. Men så kan man selvfølgelig diskutere ud i det uendelige hvor man skal sætte grænsen for hvad man må lave film over. Lad os bare sige, at disse film ikke helt falder i min smag.
04/08-2004
