skuffet fordi han kan!

Den afdøde futuristiske forfatter Philip K. Dicks noveller har været udgangspunkt for flere udmærkede filmatiseringer, hvor hans tankevækkende og fascinerende historier har gjort det rigtig godt på film. Actioninstruktøren John Woo virker ikke ligefrem som det mest veloplagte valg til den seneste af slagsen. Paul Verhovens Total Recall var sorthumoristisk i dens fremtidsbeskrivelse, Gary Fleders The Impostor fungerede hovedsagligt igennem den spændende handling og overraskende slutning, mens man nok må sige, at Spielberg har gjort det bedst med Minority Report, hvor Dicks historie gik perfekt i spænd med Spielbergs visionære aspekter og filmisk genialitet. Woo kan bringe virtuose actionscener med i universet, som her virker ret fragmentariske og ugennemført.

John Woo kræver vist ingen nærmere introduktion, men for min egen selvtilfredsheds skyld kommer den alligevel. Hans kinesiske actionfilm var banebrydende i deres billedsprog og heroiske blodsudgydelser, og de satte standarden for moderne actionfilm. Tarantino har selv udtrykt stor beundring af Woos film, men det burde ikke komme som en overraskelse. En tur til Amerika for Woo var vel uundgåeligt, hvor det startede rigtig skidt med den elendige Hard Target. Woo rettede op på fejltagelsen med den underholdende Broken Arrow og begik sit første (og måske eneste) mesterværk med den uforglemmelige Face/Off. Han løftede også M:I-2 op fra den grimme banalitet med eminente og følelsesladede actionsekvenser. Efter den fulgte den patetiske krigsfilm Windtalkers, som viste Woo fra hans mest pinlige og ufokuserede side. Derfor havde han en del at skulle gøre godt for med Paycheck, som langtfra lever op til forventningerne. Men allerede inden havde man vel forventet, at sci-fi og Woo ikke går harmonisk hånd i hånd.

Dicks historie er endnu engang ganske spændende og eftertænksom, og det er da også her, at filmen henter sine point. Woo har aldrig haft brug for en original historie til at kreere filmkunst, og det er da egentlig overraskende så lidt han derved får ud af Dicks oplæg. Enhver film omhandlende tidsrejser (i dette tilfælde dog kun evnen til at forudse) rejser med selvfølgelighed problematikken om valg og aktion og reaktion. Hvis man kender til sin fremtid har man jo valget eller muligheden til at ændre den. Flere film bruger denne præmis intelligent og originalt (alt lige fra komisk i Tilbage Til Fremtiden og mere alvorligt med The Butterfly Effect). Som sagt udnytter Paycheck ikke denne præmis med nytænkning, men bruger det bare som ordinær underholdningsbaggrund.

I den første halvdel af filmen holdes man på køligt afstand af hændelserne, ikke på grund af uforståenhed, men nærmere fordi det er ganske uinteressant. Woo har altid brilleret med et unikt set-up og efterfølgende fascinerende actionscene, men forklaringsrammerne har aldrig været hans speciale (selvom han håndterede den lidt rodede historie i Face/Off med elegance). Derfor er filmens første halvdel også en smule kedelig, da det er en lang opbygning, ikke til en actionscene, men til opklaringsarbejdet. Paycheck burde derfor have været behandlet som en kriminel/mysterium historie i stedet for en actionfilm.

Personerne er utrolig endimensionale, men det kan skyldes de knap så veloplagte skuespillere. Ben Affleck gør da en habil indsats, men han kommer nok aldrig til at hæve sig over sit renommé som Bennifer. Lidt surt, da han har mere at byde på end som så (bare ikke her). Aaron Eckhart er altid et interessant bekendtskab, men er her alt for stereotyp til at gøre sig bemærket. Kun en dejlig Uma Thurman lyser op i enhver scene, hvor hun har talent til at blæse liv i en ren kliche. Men nu har jeg jo også uanet respekt for Thurman efter hendes præstation i min(e) yndlingsfilm, Tarantinos Kill Bill’s.

Omtrent halvvejs tager filmen ordentlig fat, hvor historien bliver fortalt med et bedre flow og Woo inviterer publikum med ind. En udmærket spændende motorcykel-biljagt viser stedvis noget af den gamle Woo, selvom han da langtfra er i topform. I filmens slutning får vi også noget af hans varemærke, slåskampe i one-take, dueller mellem de to nemesis (få og uophidsende her) og naturligvis fredsduen, som virker yderst malplaceret. Bare enkelte steder glimrer Woo med velkoreograferede og fermt iscenesatte actionsekvenser med tilhørende virtuost fotografering, men momenterne er så få og marginale, at det snart er overstået før man har opfattet og nydt det.

Paycheck er naturligvis velproduceret Hollywood-underholdning, men blandingen af Woo og Philip K. Dick var vist fiaskodømt på forhånd. Jeg håber stadig på en genopstanden John Woo med adrenalinpumpet, følelsesladet og uforglemmelige film. Hans indladning i Paycheck kan vist kun forklares ud fra filmens titel.