Rio Bravo III

Efter slutningen på den amerikanske borgerkrig, søger McNally (Wayne) efter den forræder, der var skyld i at hans folk faldt i et baghold.

Med denne western, lykkes det legendariske Hawsk at få afsluttet sin western trilogi, der startede med klassefilmen ”Rio Bravo”, blev efterfulgt af den mere ujævne, men dybt underholdende ”El Dorado” og slutter med denne gennemsnitlige produktion, der også blev Hawks’ svanesang.

Fælles for de tre film, der ikke handler om de samme personer, er at den bygger på samme tema, hvor en gruppe mennesker slår sig sammen og danner front mod en fjende der skal bekæmpes, og hvor venskabet og relationer mellem disse mennesker i denne gruppe er en del af handlingen.

I de tre film er Wayne altid centrum og den faste klippe alle kan støtte sig op af. De har også alle tre den eller de stærke kvinder, for i Hawks’ univers er kvinderne ikke kun til pynt, og så er der en lettere sær gamling der skal være det komiske indslag, i ”Rio Lobo” er denne rolle dog noget mere perifer end i de to første film.

På et tidspunkt i de tre film, sidder denne gruppe mennesker også isoleret i et fængsel og prøver at bevogte skurken, som de har taget til fange, mens hans mænd prøver at befri ham.

Klimaks i ”Rio Bravo” og ”Rio Lobo” minder desuden meget om hinanden, hvor de to parter kæmper mod hinanden på hver side at nogle bygninger, selv om det var en del bedre i første film end her.

Det er skiller er, at i både ”Rio Bravo” og ”El Dorado” var der den alkoholiseret sherif, og den unge grønskolling, mens Wayne’s person i ”El Dorado” endvidere har et handicap (en kugle i ryggen, der lammer ham i perioder). Men det er personskildringen og de indbyrdes forhold, der har været med til at løfte Hawks film, sammen med hans fantastiske evne for at fortælle en spændende, sjov og vedkommende historie og også have øre for den gode dialog.

Desværre er der ingen af disse ting der rigtigt lykkes i ”Rio Lobo”. Det siges at Hawks mistede interesse for filmen, og selv om den ikke er dårlig, så kunne man godt tro på dette. Historien fortælles i hvert fald lidt rodet og slet ikke stramt nok. Fortællingen der ikke er noget særligt, føles heller ikke sådan, og den historiefortæller Hawkes var, er han ikke her. Man føler at historien flakker en anelse rundt, mens det er som om at Hawkes ikke rigtig ved hvad han skal stille op med den.

Personskildringen virker også svag, og man får slet ikke på samme måde indtryk af det vores gruppe må stå igennem sammen, og som skal bringe dem tættere.

Wayne er gammel til rollen og måske for gammel. Klogeligt har man da valgt ikke at gøre ham til førsteelsker, men heldigvis har han stadig den der personlighed der skinner igennem og trækker filmen op, også selv om han er set meget bedre. I en af de to større kvindelige roller, må det desværre siges at den meget smukke og tiltrækkende O’Neill er forfærdelig. Hun er den kvindelige rolle der fylder mest, og det kan undre at Hawkes har gidet bruge en skuespillerinde af så ringe et talent, til en af de bærende personer. Hun overspiller på en hysterisk og utålelig måde, der ødelægger hendes rolle totalt, og enten har Hawkes været for gammel til at se dette, eller også har han været påtvunget hende af selskabet (hvilket kunne forklare at han skulle have mistet interessen). Rivero gør hvad han skal, uden imponere i rollen som Wayne’s makker. Som skurk er French for ukarakteristisk og ufarlig, man husker næsten slet ikke at der var en decideret skurk når filmen er færdig.

Dialogen mangler ligeledes bid, den er ganske banal og det skuffer. På actionsiden er der et par helt gode scener, selv om tempoet ikke altid er godt nok.

Det er en, for sin tid, gammeldags og konservativ western, men ser man bort fra det et øjeblik, så har filmen heller ikke kvaliteterne til at måle sig med de film, der blev lavet flere år før, som den ellers minder om i stil og vel skal måles op af.

Men det skal også siges, at trods min hårde kritik, så er filmen ikke dårlig. Den er måske mere hyggelig end egentlig god, men den underholder alligevel, og kritikken skal også ses i forhold til hvad Hawks har leveret igennem tiderne. På den konto og efter den målestok er ”Rio Lobo” svag. Men Hawks fik sin trilogi, ligesom John Ford før ham, fik sin med sin kavaleri-trilogi.