..Natural born killer?..
6.0
- spoilers -
I 60’erne var Clinten hovedrolleindehaver i Leones spaghetti-trilogi, samt adskillige andre westerns der tilsammen grundlagde selve Eastwood-ikonet. I 70’erne blev der ligeledes plads til et par westerns, men naturligvis også ”Dirty Harry”! En film der bedst beskrives som et decideret fundament indenfor actiongenren. Kendetegnende for Eastwood – både i western- og actionfilm – er det konsekvente og velafmålte skuespil i de halvforudsigelige roller. Det er naturligvis ikke altid lige krævende, men Eastwood har altid været meget bevidst om sine egne begrænsninger, og måske endnu mere bevidst om, præcis HVAD der fænger publikum. Dermed ikke sagt at Eastwood er populist, han ved simpelthen bare, hvordan en velfungerende præstation skal leveres i al sin enkelhed.
Denne pragmatiske tilgang til filmen er både karakteristisk for Eastwoods skuespil og instruktion. Som instruktør har Eastwood leveret en del medrivende film, men desværre har filmene ofte samtidigt været mangelfulde på det indholdsmæssige plan. Eksempelvis 4 af hans nyere film – ”Absolute Power” ”True Crime” ”Space Cowboys” og ”Bloodwork”. Alle førnævnte er relativt velfungerende, men også uhyggeligt ordinære og langt fra mesterlige. Nu ser det ud til, at Eastwood er tilbage på rette spor med den flotte ”Mystic River”. Men allerede i 92 beviste Eastwood, at den pragmatiske fremgangsmåde KAN forenes med en dyb, indholdsrig og fremragende fortælling! Ja, selvfølgelig med den imponerende western-milepæl: ”Unforgiven”.
”Unforgiven” er på mange områder en ukonventionel western. Omdrejningspunktet er ikke en masse skydegale unge mænd, men derimod de to ældre herrer William Munny (Eastwood) og Little Bill (Hackman). De har begge en blakket fortid, og bliver nærmest beskrevet halvlegendarisk pga. fortidens eskapader. Men Little Bill er endt som benhård sherif i byen ”Big Whisky” i modsætning til Munny, som har lagt skyderne på hylden. Filmen er derfor ikke fyldt med overdrevne dueller eller den næsten obligatoriske western-tjubang, men det skyldes selvfølgelig også metatekstualiteten - for denne western er yderst genrebevidst!
Fortællestrukturen er utrolig dynamisk, dvs. skarpt centreret omkring Little Bill og Munny. Vi følger den hårde Little Bill i byen, og klip – så følges Munny og co. på deres rejse MOD byen. Konflikten er uundgåelig, og netop derfor er opbygningen så vellykket og fængende.
Det er tydeligt, at Eastwood har vægtet de realistiske aspekter højt i denne film. Der er eksempelvis ikke spor af den tegneserieagtige vold, man ellers kender fra mange westerns. Tværtimod er Little Bills afstrafning af English Bob (Richard Harris) noget af det mere ubehagelige, jeg personligt har set. Det er hårdt, brutalt, skånselsløst og effektivt fotograferet. Scenen fungerer i kraft af den eksplicitte fremførelse, men andre af filmens vellykkede aspekter kører mere på det subtile. Eksempelvis antydningerne om Munnys fortid som koldblodig morder. Karaktererne omkring Munny henviser ved flere lejligheder til fortidens synder, og det er netop denne galskab fra fortiden, som Munny forgæves forsøger at fortrænge. Igen og igen pointerer Munny, at fordi han vil dræbe de to cowboys, er det ikke ensbetydende med, at han falder tilbage i sin forhenværende identitet som morder. Igen og igen afslår han den whisky, som for ham er ubrydeligt forbundet med fortidens synder. Men da den unge prostituerede pige overbringer de sørgelige nyheder om Neds skæbne, bliver whiskyen taget til munden, og dræberinstinktet tager over…
For Munny er en ”natural born killer”! Ikke en pralende cowboy som The Kid, ikke en gammel sympatisk herre som Ned, ikke et storskrydende nul som English Bob – nej han er den ægte vare. Og netop via denne udvikling bliver filmens status som meta-western klarlagt. Filmen gør op med den klassiske westernmytologi, hvor alle kan håndtere et våben, og begreber som ”god” og ”ond” bliver personificeret af unuancerede arketyper.
Som tidligere nævnt, har Eastwood gjort meget ud af realismen, og det gælder sandelig også karakternuancer og tvetydighed. Eksempelvis kan man spørge sig selv om den unge fyr, der prøvede at forhindre sin kammerats overgreb på luderen, fortjente at dø? Var hans eneste fejl ikke, at omgås en voldelig person? Og hvad med English Bob? Scenen hvor han bliver gennemtæsket af Little Bill, lægger tydeligt op til, at man bør fatte sympati for ham – og det gør man også. Men man bør vel huske, at manden er ankommet som lejemorder, og faktisk nægter at aflevere sit våben. Og hvad med Little Bill? En gennemført usympatisk herre, men ikke ond i den almindelige sort/hvid western-relation. Han er en sherif, der via sit forsøg på at opretholde lov og orden, ender som en led, sadistisk og selvhøjtidelig tyran. Og sidst men ikke mindst har vi vores 3 ”helte”, hvis mål er at likvidere 2 mennesker pga. en dusør! Man kan roligt sige, at Eastwood får brudt nogle konventioner, og vendt genren på hovedet.
Eastwood har også fat i de overdrevne ”Wild West”-myters opståen. Eksempelvis via The Kid som praler af at have dræbt 5 mennesker, og næsten bryder sammen, da han endelig dræber én. Og English Bob som smører tykt på alle sine fortællinger til forfatteren. Forfatteren forklarer endda, at omslaget på hans bog er overdrevet udelukkende af økonomiske årsager. Og Little Bill holder sig sandelig heller ikke tilbage, da forfatteren interviewer ham. Faktisk er Munny den eneste, der ikke svælger i selvglorificering, og sjovt nok også den eneste der overlever filmens afsluttende duel.
Filmens afslutning er nærmest et kapitel for sig selv – næsten på højde med Leones klassiske afslutning i ”The Good, the Bad and the Ugly”, bare i en langt mere mørk og dyster tone.
Vild storm, torden og piskende regn stærkt suppleret af den intensiverende musik. Et effektivt subjektiv POV-shot, så tilskueren bemærker Munnys gevær, før nogen af gæsterne på baren. Og så det mindeværdige replikskifte da Munny har blæst barejeren af helvede til - Little Bill: ”You just shot an unarmed man!” Munny: “He should have armed himself if he's gonna decorate his saloon with my friend!” – Dette må være en af filmhistoriens mest medrivende hævnaktioner, og man kan næsten ikke andet end fryde sig, når Munny koldblodigt udsletter hele banden. Men samtidig er scenen, hvor Munny koldt henretter den døende Little Bill meget atypisk. ”Skurken” dør ikke under det ærefulde showdown – han bliver iskoldt likvideret!
Epilogen beskriver hvordan Munny rejste væk med sine børn, og stiller samtidig det interessante spørgsmål hvorfor hans kone Claudia valgte netop ham – en berygtet tyv og morder? Svaret må vel være, at denne ualmindeligt kristne kvinde TILGAV William Munny. Hun tilgav ham fortidens synder, og lærte ham samtidig ikke at dræbe, drikke, stjæle, o.s.v. Men et menneskes sande natur, kan fortrænges for en tid, men umuligt slettes totalt. Selvom Munny forgæves forsøger at fastholde sin kones væsen/natur gennem det meste af filmen, overgiver han sig til sidst til sine morderiske tendenser. For Munny er ikke en farmer – han er en vaskeægte dræber, og det kan ikke fornægtes. Som han selv siger, da forfatteren udspørger ham om dødsofrenes rækkefølge – ”I was lucky in the order, but I've always been lucky when it comes to killin' people”. Her omfavner Munny sin sande natur – men som epilogen beskriver, vender han dog tilbage til børnene. Denne ambiguitet må betragtes som et betydeligt led i Eastwoods fortælling. For Munny starter en ny tilværelse sammen med børnene, men fundamentet under denne nye tilværelse er blodpengene. Munny blev nødt til at erkende sin sande natur, før han kunne videreføre sit liv - selverkendelse efterfulgt af selvrealisering. Men Munny vil altid blive forfulgt af fortidens genfærd, og i den forstand altid være ”Unforgiven”.
I 60’erne var Clinten hovedrolleindehaver i Leones spaghetti-trilogi, samt adskillige andre westerns der tilsammen grundlagde selve Eastwood-ikonet. I 70’erne blev der ligeledes plads til et par westerns, men naturligvis også ”Dirty Harry”! En film der bedst beskrives som et decideret fundament indenfor actiongenren. Kendetegnende for Eastwood – både i western- og actionfilm – er det konsekvente og velafmålte skuespil i de halvforudsigelige roller. Det er naturligvis ikke altid lige krævende, men Eastwood har altid været meget bevidst om sine egne begrænsninger, og måske endnu mere bevidst om, præcis HVAD der fænger publikum. Dermed ikke sagt at Eastwood er populist, han ved simpelthen bare, hvordan en velfungerende præstation skal leveres i al sin enkelhed.
Denne pragmatiske tilgang til filmen er både karakteristisk for Eastwoods skuespil og instruktion. Som instruktør har Eastwood leveret en del medrivende film, men desværre har filmene ofte samtidigt været mangelfulde på det indholdsmæssige plan. Eksempelvis 4 af hans nyere film – ”Absolute Power” ”True Crime” ”Space Cowboys” og ”Bloodwork”. Alle førnævnte er relativt velfungerende, men også uhyggeligt ordinære og langt fra mesterlige. Nu ser det ud til, at Eastwood er tilbage på rette spor med den flotte ”Mystic River”. Men allerede i 92 beviste Eastwood, at den pragmatiske fremgangsmåde KAN forenes med en dyb, indholdsrig og fremragende fortælling! Ja, selvfølgelig med den imponerende western-milepæl: ”Unforgiven”.
”Unforgiven” er på mange områder en ukonventionel western. Omdrejningspunktet er ikke en masse skydegale unge mænd, men derimod de to ældre herrer William Munny (Eastwood) og Little Bill (Hackman). De har begge en blakket fortid, og bliver nærmest beskrevet halvlegendarisk pga. fortidens eskapader. Men Little Bill er endt som benhård sherif i byen ”Big Whisky” i modsætning til Munny, som har lagt skyderne på hylden. Filmen er derfor ikke fyldt med overdrevne dueller eller den næsten obligatoriske western-tjubang, men det skyldes selvfølgelig også metatekstualiteten - for denne western er yderst genrebevidst!
Fortællestrukturen er utrolig dynamisk, dvs. skarpt centreret omkring Little Bill og Munny. Vi følger den hårde Little Bill i byen, og klip – så følges Munny og co. på deres rejse MOD byen. Konflikten er uundgåelig, og netop derfor er opbygningen så vellykket og fængende.
Det er tydeligt, at Eastwood har vægtet de realistiske aspekter højt i denne film. Der er eksempelvis ikke spor af den tegneserieagtige vold, man ellers kender fra mange westerns. Tværtimod er Little Bills afstrafning af English Bob (Richard Harris) noget af det mere ubehagelige, jeg personligt har set. Det er hårdt, brutalt, skånselsløst og effektivt fotograferet. Scenen fungerer i kraft af den eksplicitte fremførelse, men andre af filmens vellykkede aspekter kører mere på det subtile. Eksempelvis antydningerne om Munnys fortid som koldblodig morder. Karaktererne omkring Munny henviser ved flere lejligheder til fortidens synder, og det er netop denne galskab fra fortiden, som Munny forgæves forsøger at fortrænge. Igen og igen pointerer Munny, at fordi han vil dræbe de to cowboys, er det ikke ensbetydende med, at han falder tilbage i sin forhenværende identitet som morder. Igen og igen afslår han den whisky, som for ham er ubrydeligt forbundet med fortidens synder. Men da den unge prostituerede pige overbringer de sørgelige nyheder om Neds skæbne, bliver whiskyen taget til munden, og dræberinstinktet tager over…
For Munny er en ”natural born killer”! Ikke en pralende cowboy som The Kid, ikke en gammel sympatisk herre som Ned, ikke et storskrydende nul som English Bob – nej han er den ægte vare. Og netop via denne udvikling bliver filmens status som meta-western klarlagt. Filmen gør op med den klassiske westernmytologi, hvor alle kan håndtere et våben, og begreber som ”god” og ”ond” bliver personificeret af unuancerede arketyper.
Som tidligere nævnt, har Eastwood gjort meget ud af realismen, og det gælder sandelig også karakternuancer og tvetydighed. Eksempelvis kan man spørge sig selv om den unge fyr, der prøvede at forhindre sin kammerats overgreb på luderen, fortjente at dø? Var hans eneste fejl ikke, at omgås en voldelig person? Og hvad med English Bob? Scenen hvor han bliver gennemtæsket af Little Bill, lægger tydeligt op til, at man bør fatte sympati for ham – og det gør man også. Men man bør vel huske, at manden er ankommet som lejemorder, og faktisk nægter at aflevere sit våben. Og hvad med Little Bill? En gennemført usympatisk herre, men ikke ond i den almindelige sort/hvid western-relation. Han er en sherif, der via sit forsøg på at opretholde lov og orden, ender som en led, sadistisk og selvhøjtidelig tyran. Og sidst men ikke mindst har vi vores 3 ”helte”, hvis mål er at likvidere 2 mennesker pga. en dusør! Man kan roligt sige, at Eastwood får brudt nogle konventioner, og vendt genren på hovedet.
Eastwood har også fat i de overdrevne ”Wild West”-myters opståen. Eksempelvis via The Kid som praler af at have dræbt 5 mennesker, og næsten bryder sammen, da han endelig dræber én. Og English Bob som smører tykt på alle sine fortællinger til forfatteren. Forfatteren forklarer endda, at omslaget på hans bog er overdrevet udelukkende af økonomiske årsager. Og Little Bill holder sig sandelig heller ikke tilbage, da forfatteren interviewer ham. Faktisk er Munny den eneste, der ikke svælger i selvglorificering, og sjovt nok også den eneste der overlever filmens afsluttende duel.
Filmens afslutning er nærmest et kapitel for sig selv – næsten på højde med Leones klassiske afslutning i ”The Good, the Bad and the Ugly”, bare i en langt mere mørk og dyster tone.
Vild storm, torden og piskende regn stærkt suppleret af den intensiverende musik. Et effektivt subjektiv POV-shot, så tilskueren bemærker Munnys gevær, før nogen af gæsterne på baren. Og så det mindeværdige replikskifte da Munny har blæst barejeren af helvede til - Little Bill: ”You just shot an unarmed man!” Munny: “He should have armed himself if he's gonna decorate his saloon with my friend!” – Dette må være en af filmhistoriens mest medrivende hævnaktioner, og man kan næsten ikke andet end fryde sig, når Munny koldblodigt udsletter hele banden. Men samtidig er scenen, hvor Munny koldt henretter den døende Little Bill meget atypisk. ”Skurken” dør ikke under det ærefulde showdown – han bliver iskoldt likvideret!
Epilogen beskriver hvordan Munny rejste væk med sine børn, og stiller samtidig det interessante spørgsmål hvorfor hans kone Claudia valgte netop ham – en berygtet tyv og morder? Svaret må vel være, at denne ualmindeligt kristne kvinde TILGAV William Munny. Hun tilgav ham fortidens synder, og lærte ham samtidig ikke at dræbe, drikke, stjæle, o.s.v. Men et menneskes sande natur, kan fortrænges for en tid, men umuligt slettes totalt. Selvom Munny forgæves forsøger at fastholde sin kones væsen/natur gennem det meste af filmen, overgiver han sig til sidst til sine morderiske tendenser. For Munny er ikke en farmer – han er en vaskeægte dræber, og det kan ikke fornægtes. Som han selv siger, da forfatteren udspørger ham om dødsofrenes rækkefølge – ”I was lucky in the order, but I've always been lucky when it comes to killin' people”. Her omfavner Munny sin sande natur – men som epilogen beskriver, vender han dog tilbage til børnene. Denne ambiguitet må betragtes som et betydeligt led i Eastwoods fortælling. For Munny starter en ny tilværelse sammen med børnene, men fundamentet under denne nye tilværelse er blodpengene. Munny blev nødt til at erkende sin sande natur, før han kunne videreføre sit liv - selverkendelse efterfulgt af selvrealisering. Men Munny vil altid blive forfulgt af fortidens genfærd, og i den forstand altid være ”Unforgiven”.
06/08-2004
