Blondinen uden gode minder
2.0
Hvordan en trafikulykke ender med hukommelsestab, forelskelse og mafiatilstande.
I disse moderne tider er et ur et status symbol. Enten fordi uret er dyrt og kvalivare, eller fordi vi bare kan købe et nyt når det gamle går i står. Så hvorfor overhovedet tage et kursus i at lave ure?
Ulykken
Tommaso Montefusco er i Milano langt fra sin fødeby i Italiens mere primitive og ubestemmelige syd. Han er der for at lære urmageriets kunst, så han kan åbne et værksted i et hus med vindeltrappe, når han vender hjem for at gifte sig med sin forlovede Maria Pia.
Efter en aften med undervisning i det mørke og tyste lokale, med lup for øjet og pincet i hånden, kører Tommaso hjem i sin lille hvide Fiat. Ved et lyskryds, farer en skikkelse ud foran bilen, og op på køleren ryger kroppen. Det er en ung, smuk og blond kvinde.
På hospitalet ser han, at hun ikke er kommet noget til og tager hjem til sit triste trummerumliv. Imidlertid slipper han ikke helt så let, for dagen efter sidder blondinen på hans dørtrin og med tårevædede øjne beder skønheden om hjælp. Hun har mistet hukommelsen. Og manden med det stive ben lukker hende modvilligt ind.
Den umage forelskelse
Smuk som kun Nastassia Kinski kan være, trods sine 35 år, betager hun som blondinen uden minder. Sidst vi så hende var i "Frit Fald" (1994), og L'Oreal-reklamen for cremehårfarve, hvor hun rødhåret overgår sig selv i at være poppet. "Blondinen" er fra 1993 og altså produceret før både nævnte film og reklame.
I lædernederdel og sorte stiletstøvler virker hun her akavet i den beigefarvede lejlighed som Tommaso har lånt af en slægtning. Han spilles af Sergio Rubini med hængeøjne og almindelighed til overflod. Tommaso stilles på den ultimative manddomsprøve da den smukke, udenlandske kvinde i nød beder ham om hjælp. Og selvfølgelig falder han for hende. Dog først da hun iklædes hvidt cardigansæt og flade sko og luderlooket er væk. Luder/madonna-komplekset er i sandhed italiensk.
Og så pludselig som ved et trylleslag husker Cristina det hele. Det viser sig at Cristina som ung er stukket af fra Østtyskland og nu lever, sammen med Alberto, der bruger hende som en anden luder. I kulissen har hun dog venner, der opfordrer hende til at stikke af og få et nyt liv. Tragikomisk netop som hun vender tilbage fra, hvad der kunne have været et nyt liv. Den kvinde, der ganske kort levede med Tommaso, i sort med røde læber og nylonstrømper - luderen og madonnaen, er et fantom.
Sergio Rubini hele vejen
Filmen "Blondinen" er skrevet og instrueret af den samme mand, som spiller den halte urmagerelev - Sergio Rubini. Han har også instrueret den lille film "Stationen", som også havde omdrejningspunkt i et trekantsdrama, hvor Ennio Fantastichini ligeledes gav den i rollen som usympatisk husbond. Her er han mafioso helt ud til topmaven.
Rubini har igen lavet en lille men rørende film, som i det sidste kvarter når uanede højder med biljagten i lufthavnens parkeringshus og den overraskende slutning. Som i ønskedrømme, hvor alt kan lade sig gøre, ser vi hvordan Tommaso løber sin elskede til undsætning, mens han i virkelighedens verden, stadig halt, humper sig frem.
Flot filmisk effekt til understregning af hans problem.
Værdig film
Da filmen fortoner sig, melder der sig en tanke om, at man skal vide hvornår man skal slå til ved en god handel. Både Alberto og Cristina lever uden kvalitet, og begge ender med at smide væk, hvad der kunne have fungeret. Med lidt hjælp fra en urmager, ville Cristina nemt have fået sit liv til at gå igen. Hvad der ved første øjekast kan synes mindreværdigt, kan ved dybere granskning vise sig at være umådelig værdifuldt. Det gælder også denne film som har været tre år om at nå Danmark. Og så vises den desværre kun i Posthusteatret.
Italiensk film uden for genre
Man kan ikke karakterisere Blondinen som hverken krimi, drama, tragedie eller komik selvom alle dele indgår i en højst egendommelig coctail. Smagen er fin men utraditionel, som da slutningens biljagt lader helten sakke agterud i sin Fiat, mens Mercedes og BMW viser tænder. Spænding med et tvist af komik. Man kan heller ikke direkte sammenligne filmen med nogen anden, men det skal endelig ikke afholde dig fra at se filmen. Historien er god, og trods det rolige tempo går den aldrig istå. Det er ikke noget mesterværk, men da den vises i det hyggelige Posthusteatret, skulle du unde dig selv og en god ven biografens gode te, kombineret med denne italienske filmcocktail.
I disse moderne tider er et ur et status symbol. Enten fordi uret er dyrt og kvalivare, eller fordi vi bare kan købe et nyt når det gamle går i står. Så hvorfor overhovedet tage et kursus i at lave ure?
Ulykken
Tommaso Montefusco er i Milano langt fra sin fødeby i Italiens mere primitive og ubestemmelige syd. Han er der for at lære urmageriets kunst, så han kan åbne et værksted i et hus med vindeltrappe, når han vender hjem for at gifte sig med sin forlovede Maria Pia.
Efter en aften med undervisning i det mørke og tyste lokale, med lup for øjet og pincet i hånden, kører Tommaso hjem i sin lille hvide Fiat. Ved et lyskryds, farer en skikkelse ud foran bilen, og op på køleren ryger kroppen. Det er en ung, smuk og blond kvinde.
På hospitalet ser han, at hun ikke er kommet noget til og tager hjem til sit triste trummerumliv. Imidlertid slipper han ikke helt så let, for dagen efter sidder blondinen på hans dørtrin og med tårevædede øjne beder skønheden om hjælp. Hun har mistet hukommelsen. Og manden med det stive ben lukker hende modvilligt ind.
Den umage forelskelse
Smuk som kun Nastassia Kinski kan være, trods sine 35 år, betager hun som blondinen uden minder. Sidst vi så hende var i "Frit Fald" (1994), og L'Oreal-reklamen for cremehårfarve, hvor hun rødhåret overgår sig selv i at være poppet. "Blondinen" er fra 1993 og altså produceret før både nævnte film og reklame.
I lædernederdel og sorte stiletstøvler virker hun her akavet i den beigefarvede lejlighed som Tommaso har lånt af en slægtning. Han spilles af Sergio Rubini med hængeøjne og almindelighed til overflod. Tommaso stilles på den ultimative manddomsprøve da den smukke, udenlandske kvinde i nød beder ham om hjælp. Og selvfølgelig falder han for hende. Dog først da hun iklædes hvidt cardigansæt og flade sko og luderlooket er væk. Luder/madonna-komplekset er i sandhed italiensk.
Og så pludselig som ved et trylleslag husker Cristina det hele. Det viser sig at Cristina som ung er stukket af fra Østtyskland og nu lever, sammen med Alberto, der bruger hende som en anden luder. I kulissen har hun dog venner, der opfordrer hende til at stikke af og få et nyt liv. Tragikomisk netop som hun vender tilbage fra, hvad der kunne have været et nyt liv. Den kvinde, der ganske kort levede med Tommaso, i sort med røde læber og nylonstrømper - luderen og madonnaen, er et fantom.
Sergio Rubini hele vejen
Filmen "Blondinen" er skrevet og instrueret af den samme mand, som spiller den halte urmagerelev - Sergio Rubini. Han har også instrueret den lille film "Stationen", som også havde omdrejningspunkt i et trekantsdrama, hvor Ennio Fantastichini ligeledes gav den i rollen som usympatisk husbond. Her er han mafioso helt ud til topmaven.
Rubini har igen lavet en lille men rørende film, som i det sidste kvarter når uanede højder med biljagten i lufthavnens parkeringshus og den overraskende slutning. Som i ønskedrømme, hvor alt kan lade sig gøre, ser vi hvordan Tommaso løber sin elskede til undsætning, mens han i virkelighedens verden, stadig halt, humper sig frem.
Flot filmisk effekt til understregning af hans problem.
Værdig film
Da filmen fortoner sig, melder der sig en tanke om, at man skal vide hvornår man skal slå til ved en god handel. Både Alberto og Cristina lever uden kvalitet, og begge ender med at smide væk, hvad der kunne have fungeret. Med lidt hjælp fra en urmager, ville Cristina nemt have fået sit liv til at gå igen. Hvad der ved første øjekast kan synes mindreværdigt, kan ved dybere granskning vise sig at være umådelig værdifuldt. Det gælder også denne film som har været tre år om at nå Danmark. Og så vises den desværre kun i Posthusteatret.
Italiensk film uden for genre
Man kan ikke karakterisere Blondinen som hverken krimi, drama, tragedie eller komik selvom alle dele indgår i en højst egendommelig coctail. Smagen er fin men utraditionel, som da slutningens biljagt lader helten sakke agterud i sin Fiat, mens Mercedes og BMW viser tænder. Spænding med et tvist af komik. Man kan heller ikke direkte sammenligne filmen med nogen anden, men det skal endelig ikke afholde dig fra at se filmen. Historien er god, og trods det rolige tempo går den aldrig istå. Det er ikke noget mesterværk, men da den vises i det hyggelige Posthusteatret, skulle du unde dig selv og en god ven biografens gode te, kombineret med denne italienske filmcocktail.
19/11-2018
