irritation under overfladen

Jeg har altid været vild med en god fægtescene i film, hvor man tydeligt kan se hvor meget arbejde der er lagt i udførelsen. Der er noget elegant, ja nærmest poetisk over en fægtekamp mellem to fjender. Et personligt opgør, hvor styrken ligger i teknik og forudseenhed. Skydevåben er klodset og trivielt, en kontrast der også fylder meget i denne film. Jeg skammer mig over at sige, at jeg endnu ikke har set Akira Kurosawas legendariske De Syv Samuraier, som efter sigende har været inspirationskilde for næsten hver efterfølgende actionfilm. Jeg havde derfor store forventninger til Zwicks multikulturelle The Last Samurai, som indeholder mageløse scenarier, men som hæmmes af en flad og tung historie.

Talløse sammenligninger med Costners egen Danser Med Ulve er lige i øjet, for parallellerne er mange. I The Last Samurai spiller Tom Cruise den tyngede helt, der plages af fortidens synder, her i form af en ufrivillig massakre. På gammeldags, men kluntet vis får vi serveret hændelserne i forudsigelige flashback, hvor Cruise naturligvis vågner svedende og stakåndet op. Zwick er en fremragende instruktør (The Siege er skræmmende god), og jeg havde virkelig regnet med, at han ville have fundet et alternativ til at visualisere Cruises dæmoner.

Filmens narrativ er velfungerende, og Cruises fascination af den fremmede kultur er plausibel og forståelig. Desværre virker hans omvendelse utroværdig, især fordi The Last Samurai har det med at dele folkeslagene op i godt og ondt. For en film, der ihærdigt forsøger at åbenbarer os for en anden kultur og levemåde, er det næsten skammeligt, at den lader det bekendte bestå af rene stereotyper. En mere nuanceret fremstilling ville have gjort underværker for mig. Under slutningen krummede jeg tæer og ønskede inderligt, at Zwick ikke var krediteret som instruktør. For det første er det samuraiernes ridt imod fjenden i slowmotion, der skal vise hvor heltemodige og opofrende de er. Det er trist, at Zwick forfalder til sådan en kliche, men det bliver næsten værre efter Watanabes endeligt, hvor fjenderne indser deres fejltagelse og bukker dybt i støvet. Under hele filmen har Watanabe snakket om en ærefuld død, og det for han så. Desværre er det for glorificerende vist, og selvom man ikke ligefrem forventer dyb originalitet af denne Hollywood-produktion, så er det simpelthen for klodset og naivt udført.

Historien er udmærket, men som sagt set før i Danser Med Ulve. Derved mistes den umiddelbare spænding, da filmen bliver forudsigelig og nærmest skabelonskåret. Interessen holdes dog nogenlunde intakt, da samuraiernes verden er dybt fascinerende og medrivende. Publikums gradvise opdagelse og indlevelse følger hånd i hånd med hovedpersonens, som derfor bliver vores faste holdepunkt. Desværre er karakteren vitterlig uinteressant, karikeret og, værst af alt, endimensional. Tom Cruise har aldrig været den store skuespiller, selvom han har givet nogle udmærkede til fine præstationer. Her formår han på intet tidspunkt at gøre karakteren troværdig, og hans indre dæmoner demonstreres med et bekymret stenansigt og træg gang. Der er simpelthen ikke nok indlevelse fra Cruises side. Meget bedre går det med Ken Watanabe, som fortjent var oscarnomineret for bedste birolle. Hans ærefulde samurai er et spændende bekendtskab, og han magter at gøre figuren både levende og fængslende. Karakterens handlinger er måske lidt uforståelige for det moderne publikum, men det er netop filmens omdrejningspunkt. Vi introduceres for denne verden, som ikke før har været vist i en stor kommerciel Hollywood-film, og med stor respekt behandles det med omhu og eftertænksomhed. Der henter filmen helt klart sine point hjem. På skuespillersiden skal en morsom Timothy Spall bemærkes i en birolle. Spall er altid et bekendtskab værd, især efter hans ukontrollerende og fantastiske præstation i Danny Boyles morsomme ….

The Last Samurai er flot produceret, hvor man virkelig kan se, at der er blevet lagt meget arbejde i detaljerne. Især er scenografien og kostumerne åndeløs flotte. Fotograferingen er udmærket, selvom jeg havde håbet på en mere symbolsk kameraføring. De smukke scener udnyttes heller ikke optimalt, og det er en skam. Jeg kan ikke lade hver med at tænke på, hvordan filmen ville have set ud, hvis Peter Jackson var bagmanden, men fred være med det. Den mesterlige komponist Hans Zimmer kører den desværre lidt hjem på rutinen her (det er hans score nummer 100), hvor den opulente musik aldrig bliver helt fængende eller rørende. Zimmer har ellers ofte givet mig gåsehud, men gør det ikke her.

Og nu til de kære sværdkampe. Jeg havde ikke regnet med noget virtuost og perfekt (som i Tarantinos Kill Bill Volume One), men benene blev alligevel slået væk under mig et par gange. Cruises første ”opgør” med pinde i byen er virkelig flot med den tykke regn. Slagssekvenserne i Watanabes hus er også ret gennemførte, og for en film, der sigter efter den laveste mulige aldersgrænse ved ikke at indeholde det samfundsdestruerende ord fuck, er den ganske blodig og brutal. Desværre er de store kampscener mellem samuraierne og japanerne ganske banale og nærmest kedelige. Scenerne har simpelthen ikke nok dynamik til at gøre det neglebidende spændende. Meget overraskende får Zwick ikke engang gjort de enkelte set-ups gribende og forventningsfulde. Samuraiernes krav om kun at bruge sværd og ikke våben (som japanerne) kan selvfølgelig læses som kapitalisternes fremmarch og unødvendig urbanisering (da samuraiernes levestil er harmonisk i sig selv), som da også er en stor del af filmens handling. Men dette tilsidesættes for den gemene selvforbedringshistorie om Cruise. Publikum får aldrig den ubehagelige og trykkende følelse af, at dette virkelig er samuraiernes endeligt. Desværre.

The Last Samurai har de rigtige intentioner og sine stedvis gode kvaliteter, men det hele forsvinder simpelthen i forslidte klicheer og unødig glorificering. Måske var jeg slet ikke i humør til denne slags film, da jeg så den, men jeg er bange for, at den blev et offer for min egne forventninger. Da jeg utvivlsomt vil finde den bedre ved gensyn får den tre stjerner med en pil op.