Den Sociale Arv

Advarsel: Mulige (meget) små spoilers.

Teenagepigen Mille (Leon) bor på ungdomspension, hvor hun er kæreste med den aggressive og lade Kenny (Dufour), da 2G’er og hiphopperen Sami (Læssø) flytter ind. Mille der er ved at være træt Kenny, begynder at få interesse for den mere blide, men i sidste ende også endnu mere egoistiske Sami.

Fint lille dansk (ungdoms)drama, med en troværdig og god miljø- og personskildring (som Das Gott også er inde på) om den sociale arv og dens følger.

Filmen rammer nogle vægtige problemstillinger om børn og unge, der må forsøge at bære ansvaret for dem selv, i en for tidlig alder og samtidig også må prøve at være den der tager ansvaret for forældre der ikke selv magter det (på grund af f.eks. misbrug), og på samme tid slæber rundt på skyldfølelse over et liv, som de i ikke selv er skyld i eller har bedt om.

Leon, som jeg indrømmet kun kender sporadisk fra ”Krummernes Jul”, giver et plausibelt portræt af den psykisk stærke pige Mille, der hæmmes af at hun er summen af sit liv, og derfor blandt andet vælger de ”forkerte” kærester, men alligevel et eller andet sted fra har fået kompetencen til at se på sit egent liv udefra og mærke nogle af de ting der er galt med det. Hun kan af den grund måske blive den der bryder ud af mønstret, bryder den sociale arv og kommer videre, hvad slutningen også fint antyder (uden at vi selvfølgelig helt ved det). Forholdet mellem Mille og hendes mor beskrives også meget ærligt og ægte, hvor Mille på en gang er flov og irriteret over sin mor, men alligevel prøver at beskytte hende og som de fleste børn, uanset hvor lidt man som udenforstående synes der er noget at holde af, holder af hende.

Også skildringerne af de to drenge, som Mille’s liv i filmen kredser om (foruden sin mors), gøres godt og meget mere nuanceret og fordomsfrit end man kunne frygte. Kenny, som Dufour formår at give alle de rigtige attituder til rollen, han er let at tage afstand fra. Han er dorsk, har et voldsomt temperament og kan virke ubehagelig, men i sidste ende får man alligevel sympati for ham, og læg mærke til at meget af det han prøver at gøre i filmen, det gør han for eller på grund af Mille. Desværre alle de forkerte ting, men de kan føres tilbage på hans habitus, også selv om vi ikke hører noget (eller ret meget i hvert fald) om hans baggrund, og af den vej får vi trods alt en lille forståelse for hans person.

Hiphopperen Sami, også overbevisende nok spillet af Læssø, portrætteres mere mild i forhold til Mille, han er heller ikke så voldsomt uafreagerende, selv om han også er en hård knægt, og han har drømme og mål med tilværelsen. Derfor får man hurtigere en sympati med ham som menneske. Men i sidste ende, er han på mange måder en større egoist end Kenny, for læg her mærke til, at han kun tænker på sig selv og gør hvad han gør, for sin egen skyld. Han prøver at lyve sig fra det lorteliv han på mange måder lever, og holder ikke tilbage på sine fordomme om andre, der på mange måder står i lignende situationer. Men også ham forstår man, særligt på grund af de fine antydninger der kommer, om de svigt han føler fra dem der står eller burde stå ham nærmest.

Det er denne udmærkede balance og disse nuancer i Mille’s tre vigtigste forhold i sit liv (mor, Kenny og Sami) på dette tidspunkt, der giver filmen dens styrke. Det bliver aldrig sort og hvidt og heller aldrig fordømmende eller så politisk korrekt som man på forhånd kunne have frygtet.

To scener jeg vil fremhæve til at åbne op for portrætterne af henholdsvis Kenny og Sami, er dem hvor Mille har sex med dem (altså hver for sig). Under akten med Kenny er musikken pågående, tempofyldt og aggressiv, mens den er mere rolig under scenen med Sami, og det er herfra at vi så får bygget facetterne på deres personligheder op, hvor instruktøren klogelig i løbet af handlingen får vendt billedet lidt på hovedet, så det ikke fremstår så ensidigt som vi først tror. Måske et billigt tricks vil nogen mene, men jeg mener det er et letforståeligt virkemiddel, brugt med omtanke.

Filmen har tydeligt ikke kostet mange penge og det har givet den en rå stil, som jeg dog også vil tro at man ville have valgt uanset pengene, for det giver filmen det skær af ægthed og hverdag for disse mennesker, der er med til at styrke troværdigheden af de liv den omhandler.

Filmen har sine svagheder, trods mange gode intentioner. Der er ikke meget handling at bygge på (heldigvis er spilletiden så holdt kort) og ikke alle dialoger virker overbevisende, selv om de ofte smukt rammer en gadetone, man tror på. De mange unge skuespillere forsøger at gøre et overbevisende stykke arbejde og selv om det ikke lykkes hele vejen, så gør de tydeligt det bedste de kan og respekt for det, man tror i hvert fald nok på personerne til at filmen virker. De virker måske ikke så professionelle som når man ser unge i for eksempel mange amerikanske film, men til gengæld er det her totalt uglamourøst og af den vej mere ægte. Vi kommer heller ikke altid nok i dybden med filmens tungtvejende problematikker og det er synd. Men det kan ikke ændre ved, at filmen på mange måder er vellykket og troværdig.

At kalde filmen et portræt af den danske ungdom finder jeg er for grov en generalisering, men det er et portræt af en del af den danske ungdom, og her udsatte børn og unge, der lever i en grå betonverden, hvor kriminalitet, stoffer og sprut er en del af hverdagen og hvor den stærkestes lov gælder. Det er et stykke af Danmark og et stykke af den danske kultur og af en dansk subkultur.