feministisk eller hadefuld?

Jeg har svært ved at forstå Jane Campion og hendes film, hvor meget jeg end prøver. The Piano var utvivlsom en smuk film om kærlighedens facetter, men også for trøstesløs og tung til min smag. Hendes følgende Holy Smoke irriterede mig grænseløst, hvor filmens forskellige lag trods alt blev udfoldet ret åbenlyst, men manglede en rød tråd. De samme problemer har jeg med In the Cut, som virker yderst fragmentarisk i dens historie om løssluppen seksualitet og et bestialsk mordmysterium.

Der er blevet lagt ustyrlig meget fokus på den søde Meg Ryans medvirken i denne film, hvor hun blotter sin mere mørke side og sig selv. Ryan ville kontrastere den sædvanlige typecasting som sød pige i hjertevarmende film, og det er så gået ud over In the Cut. Hendes præstation er virkelig elendig, hvor hun på ingen måder kan levendegøre hendes karakters indre konflikt igennem kropsudtryk og ansigtsmimik. Ryan ser konstant surmulende og deprimeret ud, og hun formår på intet tidspunkt at gøre hovedpersonen fængende eller bare interessant. Lidt bedre går det for den talentfulde Mark Ruffalo som machofyren der vækker Ryans indre lyster. Man kommer dog aldrig til at forstå deres sammenhørighed, der bliver indikeret rent seksualitet fra hendes side og en destruerende kærlighed fra ham. Det er da fair nok, hvis Campion ville have gjort det suggestivt, men her er det nærmest uforståeligt. Hvorfor er de to sammen? Det virker som om vi skal tage det som en selvfølge, hvorved de metaforiske scenarier kan sparkes i gang. Imod alle rimeligheder indleder hun et forhold til ham på trods af hendes mistanke om at han er morderen. Derved skifter filmens handling over til det psykoseksuelle, som altid er et hovedelement eller inkorporeret i Campions film. Slutteligt får vi så en forløsning i filmens mordgåde, hvor en yderst umotiveret partner viser sig at være gerningsmanden.

Igennem filmen er der ingen antydning af morderens identitet, hvorved Campion ikke har haft lyst til at udforske den del af historien. Det virker som om hun ikke har villet indlade sig i den mere ordinære og konventionelle dramaturgiske struktur, og i stedet give publikum en psykedelisk og mystificerende fortælling om en kvindes opvågning, om du vil. Det fungerer bare slet ikke når vores hovedperson(er) er så intetsigende og uforståelige i deres handlinger. Den psykologiske dybde er prætentiøs og flad. Enkelte tiltag til en mere ydre poesi er dog velfungerende.

Hvor Campion (ifølge mig) fejler på historiesiden, opvejer hun næsten med hendes æstetiske sans, som virkelig er upåklagelig. In the Cut skifter mellem at være decideret smuk og grumset, tilforladelig og ildevarslende. Især begyndelsen er ganske intimiderende, selvom man ikke ved hvorfor. De stærke farvekontraster og den flotte fokusopdeling klæder filmen og hæver den op fra bundkarakter.

Ved gensyn er In the Cut måske ikke så dårlig, som jeg føler den er nu. Måske falder nogle brikker på plads for mig, og jeg kan værdsætte filmen noget mere. Jeg har dog ikke tænkt mig at se den igen, så det må stå hen i det uvisse. Det er ikke umuligt, at jeg har misforstået filmen ved ikke at have lagt nok tanke i den, og at den er et alternativt mesterværk ved at være så ekspressiv på en tilbageholdt måde (selvom jeg tvivler). Den faldt bare ikke i min smag, men for Campion-fans er den sikkert en must-see.

En Sandmand-udledning ville være lige i øjet her ;-)