Tid til kærlighed
4.0
Peter Chans "Comrades - Almost A Love Story" er en forunderlig og sentimental kærlighedsfilm.
Hong Kong-filmen er i rivende udvikling og har været det i noget tid. Her i Vesten har koryfæerne John Woo og Wong Kar-wai fået mest opmærksomhed, men flere store navne er på vej. Peter Chan er et af dem. Hans nyeste film "Comrades - Almost A Love Story" er en mesterligt komponeret kærlighedshistorie, drivende sentimental og vellystigt stilfuld.
Bondedrengen og storbypigen
"Comrades - Almost A Love Story" gennemspiller på frisk og levende vis den gamle traver, om de elskende, der må gå så grueligt meget ondt igennem, før de kan få hinanden. Vi følger Li Xiao-jun (Leon Lai) og Li Qiao (Maggie Cheung) i 10 turbulente år fra 1986 til 1995, fra Hong Kongs sidegader til New Yorks Chinatown. Xiao-jun ankommer med firetoget til Hong Kong fra en af hovedlandet Kinas utallige fattige landprovinser: Som så mange landsbyfolk søger han lykken i storbyen, men mudderet og griselorten klæber en tand fastere til vor unge ven end de fleste andre: Han er gudsjammerligt naiv, og ved et smugkig i brevene hjem til kæresten Xiao-ting hører vi, at han bl.a. tager luderne for blot at være piger på vej til fest, og McDonalds for Hong Kongs største attraktion.
Bondeknolden skal dog snart blive klogere. På McDonalds arbejder Li Qiao, en pige med ben i næsen: Hun har mindst ti forskellige jobs og tænker kun på sin stødt stigende bankkonto. Qiao spiller sofistikeret wannabee, men tager alligevel Xiao-jun under sin vinge: Han kan hverken tale kantonesisk, dvs. Hong Kong-kinesisk, eller engelsk, som er nødvendigt i forretningslivet: Hun anviser ham til et sprogkursus, og tjener samtidig en tyk provision. Med et sjældent klarsyn anser Qiao ham for at være et rent fjols, men de slutter alligevel en form for venskab, bl.a. i deres fælles passion for Teresa Tang, en sentimental sangerinde, som fastlandskinesere elsker med nostalgisk længsel efter hjemlandet. Qiao er faktisk også bare en stakkel fra Kina, hun spiller bare storbyrollen bedre end Xiao-jun. De er 'comrades', som de hedder i det kommunistiske Kina. Et kammeratskab, der selvfølgelig snart bliver kompliceret. Er de stadig 'bare gode venner', eller vil forholdet udvikle sig til kærlighed?
Forviklinger, flere forviklinger og endnu flere forviklinger
Her ville de fleste film begrænse sig til at udpensle kærlighedstrekanten mellem Qiao, Xiao-jun og hans kæreste Xiao-ting, og stemme violinerne til en tårevædet afslutning. I stedet vælger "Comrades - Almost A Love Story" at lade tilløbet til kærlighed løbe ud i sandet: Qiao møder en sympatisk gangster, som kan honorere hendes pengebegær, og Xiao-jun lader kæresten komme til Hong Kong og de gifter sig. Men gnisten mellem Qiao og Xiao lever stadig og den sande kærlighed lader sig aldrig undertrykke. Men er de to elskende for langt fra hinanden? Filmen trækker afgørelsen næsten uudholdeligt ud, men afleverer en meget smuk og tilfredsstillende afslutning.
Stilrent og levende
Som alle melodramaer er historien om skæbnens uransagelige veje tykt sentimental og fuld af billige tricks. En del af filmen virker fortænkt: Qiaos forhold til gangsteren Pau er i bund og grund utroværdigt og tydeligvis en ren tidsudtrækker. Andre scener forekommer overflødige: De er ikke inkluderet, fordi de driver historien videre, men alene for deres melankolske potentiale. Alligevel er "Comrades - Almost A Love Story" en uovertruffent dejlig oplevelse, først og fremmest fordi man tror på de to hovedpersoner og vrider hjertet i takt med deres pinsler: Maggie Cheung spiller fremragende med såret troværdighed og spinkel styrke, mens Leon Lais sympatiske humor fremstiller Xiao-juns udvikling fra bøvet bondedreng til ansvarsfuld mand.
Peter Chan har perfekt fornemmelse for filmens melankolske stemning, og instruerer forbløffende stilrent og afdæmpet. Der er ikke ét fejltrin, når blåtonet musik, malerisk lyssætning, subtile overblændinger og markant slow-motion formidler følelser. Man føler sig aldrig overfuset eller manipuleret af svulstighed, blot medlevende i hvad der næsten er et hverdagsdrama. Resten af persongalleriet og selve handlingsgangen er blot staffage for en svælgen i kærlighedens stemninger, men når Teresa Tang synger en sidste vemodig sang, griber man lommetørklædet for at fjerne en forræderisk tåre.
Hong Kong-filmen er i rivende udvikling og har været det i noget tid. Her i Vesten har koryfæerne John Woo og Wong Kar-wai fået mest opmærksomhed, men flere store navne er på vej. Peter Chan er et af dem. Hans nyeste film "Comrades - Almost A Love Story" er en mesterligt komponeret kærlighedshistorie, drivende sentimental og vellystigt stilfuld.
Bondedrengen og storbypigen
"Comrades - Almost A Love Story" gennemspiller på frisk og levende vis den gamle traver, om de elskende, der må gå så grueligt meget ondt igennem, før de kan få hinanden. Vi følger Li Xiao-jun (Leon Lai) og Li Qiao (Maggie Cheung) i 10 turbulente år fra 1986 til 1995, fra Hong Kongs sidegader til New Yorks Chinatown. Xiao-jun ankommer med firetoget til Hong Kong fra en af hovedlandet Kinas utallige fattige landprovinser: Som så mange landsbyfolk søger han lykken i storbyen, men mudderet og griselorten klæber en tand fastere til vor unge ven end de fleste andre: Han er gudsjammerligt naiv, og ved et smugkig i brevene hjem til kæresten Xiao-ting hører vi, at han bl.a. tager luderne for blot at være piger på vej til fest, og McDonalds for Hong Kongs største attraktion.
Bondeknolden skal dog snart blive klogere. På McDonalds arbejder Li Qiao, en pige med ben i næsen: Hun har mindst ti forskellige jobs og tænker kun på sin stødt stigende bankkonto. Qiao spiller sofistikeret wannabee, men tager alligevel Xiao-jun under sin vinge: Han kan hverken tale kantonesisk, dvs. Hong Kong-kinesisk, eller engelsk, som er nødvendigt i forretningslivet: Hun anviser ham til et sprogkursus, og tjener samtidig en tyk provision. Med et sjældent klarsyn anser Qiao ham for at være et rent fjols, men de slutter alligevel en form for venskab, bl.a. i deres fælles passion for Teresa Tang, en sentimental sangerinde, som fastlandskinesere elsker med nostalgisk længsel efter hjemlandet. Qiao er faktisk også bare en stakkel fra Kina, hun spiller bare storbyrollen bedre end Xiao-jun. De er 'comrades', som de hedder i det kommunistiske Kina. Et kammeratskab, der selvfølgelig snart bliver kompliceret. Er de stadig 'bare gode venner', eller vil forholdet udvikle sig til kærlighed?
Forviklinger, flere forviklinger og endnu flere forviklinger
Her ville de fleste film begrænse sig til at udpensle kærlighedstrekanten mellem Qiao, Xiao-jun og hans kæreste Xiao-ting, og stemme violinerne til en tårevædet afslutning. I stedet vælger "Comrades - Almost A Love Story" at lade tilløbet til kærlighed løbe ud i sandet: Qiao møder en sympatisk gangster, som kan honorere hendes pengebegær, og Xiao-jun lader kæresten komme til Hong Kong og de gifter sig. Men gnisten mellem Qiao og Xiao lever stadig og den sande kærlighed lader sig aldrig undertrykke. Men er de to elskende for langt fra hinanden? Filmen trækker afgørelsen næsten uudholdeligt ud, men afleverer en meget smuk og tilfredsstillende afslutning.
Stilrent og levende
Som alle melodramaer er historien om skæbnens uransagelige veje tykt sentimental og fuld af billige tricks. En del af filmen virker fortænkt: Qiaos forhold til gangsteren Pau er i bund og grund utroværdigt og tydeligvis en ren tidsudtrækker. Andre scener forekommer overflødige: De er ikke inkluderet, fordi de driver historien videre, men alene for deres melankolske potentiale. Alligevel er "Comrades - Almost A Love Story" en uovertruffent dejlig oplevelse, først og fremmest fordi man tror på de to hovedpersoner og vrider hjertet i takt med deres pinsler: Maggie Cheung spiller fremragende med såret troværdighed og spinkel styrke, mens Leon Lais sympatiske humor fremstiller Xiao-juns udvikling fra bøvet bondedreng til ansvarsfuld mand.
Peter Chan har perfekt fornemmelse for filmens melankolske stemning, og instruerer forbløffende stilrent og afdæmpet. Der er ikke ét fejltrin, når blåtonet musik, malerisk lyssætning, subtile overblændinger og markant slow-motion formidler følelser. Man føler sig aldrig overfuset eller manipuleret af svulstighed, blot medlevende i hvad der næsten er et hverdagsdrama. Resten af persongalleriet og selve handlingsgangen er blot staffage for en svælgen i kærlighedens stemninger, men når Teresa Tang synger en sidste vemodig sang, griber man lommetørklædet for at fjerne en forræderisk tåre.
19/11-2018
