Krig og fred
4.0
Intens skildring af voldsspiraler og umulige venskaber.
Der har aldrig været nogen stor tradition for at vise russiske og østeuropæiske film i danske biografer, og jerntæppets fald har ikke forbedret situationen - den nye åbenhed er blevet brugt af Hollywood til at invadere nye markeder, uden at der er kommet flere film den anden vej. Af og til sker det dog, at en enkelt film drypper ned på det danske biografrepetoire, og det er nu sket med den prisbelønnede russiske film "Bjergenes Fange".
"Bjergenes Fange" er instrueret den russiske instruktør Sergei Bodrov, der ellers mest er kendt som manuskriptforfatter. Den handler om den unge knægt Vanja, der indkaldes til den russiske hær, og som knapt har fået uniformen på, før hans deling falder i et baghold i Tjetjenien. Normalt tager Tjetjenerne ikke fanger (de dræber dem på stedet), men en gammel tjetjensk patriark, Abdul-Murat, tager den bevidstløse Vanja og hans overordnede, den lettere psykopatiske officer Sascha, med som gidsler. Hans plan er at lave en udvekslingsaftale med russerne, så han kan få sin søn, der sidder i et russisk fængsel, tilbage. Et forsøg på udveksling går i vasken, og efterhånden bliver indbyggerne i Abdul-Murats by urolige, og kræver fangerne skudt. Til gengæld bliver Vanja og Sascha langsomt venner med deres stumme fangevogter, der har fået skåret tungen af af russerne, og også Abdul-Murats purunge datter Dina, begynder at vise interesse for dem. Abdul-Murat får de to fanger til at skrive til deres mødre, men som tiden går, går situationen mere og mere i hårknude, og i den gennemvoldelige atmosfære i det krigshærgede område ligger volden hele tiden og lurer lige under overfladen.
Noget på hjertet
Filmen, som er optaget under absurde forhold tæt på det rigtige Tjetjenien, har en helt unik ægthed og tone. Det er svært at bedømme skuespillet i en så fremmedartet kultur, men især Oleg Menshikov, der spiller den på samme til perfide og sympatiske Sascha, gør indtryk. Hele historien udspiller sit i et nådeløst barskt og storslået bjerglandskab, der kommer til sin ret i store, smukke total-billeder. Men først og fremmest er den en film, der virkelig har noget på hjertet, i en grad, at man kan blive helt fortvivlet med tanke på alle de ligegyldige Hollywood-produktioner, man som filmanmelder har set gennem tiderne.
Filmen er et indædt angreb på krig og den ligegyldighed, mistroiskhed og råhed, som avler den. Bodrovs store fortjeneste er, at han får formidlet sit budskab nuanceret gennem handlingen, i stedet for med vold at proppe det ned i halsen på tilskueren. Et eksempel er scenen, hvor de to fanger skal udveksles med den fængslede søn. Fra et skjul på en bjergtop ser tjetjenerne, at russerne slet ikke har sønnen med - de har klædt en russisk soldat ud, for at lokke tjetjenerne frem. Tjetjenerne tager flugten. Senere, da Vanjas mor opsøger delingens general for at gå i forbøn for sin søn, forsvarer generalen sig undskyldende - det er helt umuligt, man har skam prøvet at lave en udveksling, men Tjetjenerne dukkede aldrig op! Det er den slags absurde og tragiske detaljer i handlingen, som giver filmen sin tone af stædig ærlighed, og som i den stort svungne slutning (der ikke skal afsløres her) trækker tråde til hele Ruslands grusomme fremfærd mod Tjetjenien.
Bortset fra nogle lidt hjemmelavede eksplosionseffekter og et par lettere mislykkede forsøg på magisk realisme, hvor en afdød dukker op ved højlys dag, er det svært at sige noget negativt om bjergenes fange. Der er selvfølgelig både vold, krig og grusomheder undervejs, så det er ikke nogen romantisk kæresten-med-i-biffen-film, men vil man se en engagerende og underholdende film, der virkelig har noget at sige, så er det her filmen man skal ind til.
Der har aldrig været nogen stor tradition for at vise russiske og østeuropæiske film i danske biografer, og jerntæppets fald har ikke forbedret situationen - den nye åbenhed er blevet brugt af Hollywood til at invadere nye markeder, uden at der er kommet flere film den anden vej. Af og til sker det dog, at en enkelt film drypper ned på det danske biografrepetoire, og det er nu sket med den prisbelønnede russiske film "Bjergenes Fange".
"Bjergenes Fange" er instrueret den russiske instruktør Sergei Bodrov, der ellers mest er kendt som manuskriptforfatter. Den handler om den unge knægt Vanja, der indkaldes til den russiske hær, og som knapt har fået uniformen på, før hans deling falder i et baghold i Tjetjenien. Normalt tager Tjetjenerne ikke fanger (de dræber dem på stedet), men en gammel tjetjensk patriark, Abdul-Murat, tager den bevidstløse Vanja og hans overordnede, den lettere psykopatiske officer Sascha, med som gidsler. Hans plan er at lave en udvekslingsaftale med russerne, så han kan få sin søn, der sidder i et russisk fængsel, tilbage. Et forsøg på udveksling går i vasken, og efterhånden bliver indbyggerne i Abdul-Murats by urolige, og kræver fangerne skudt. Til gengæld bliver Vanja og Sascha langsomt venner med deres stumme fangevogter, der har fået skåret tungen af af russerne, og også Abdul-Murats purunge datter Dina, begynder at vise interesse for dem. Abdul-Murat får de to fanger til at skrive til deres mødre, men som tiden går, går situationen mere og mere i hårknude, og i den gennemvoldelige atmosfære i det krigshærgede område ligger volden hele tiden og lurer lige under overfladen.
Noget på hjertet
Filmen, som er optaget under absurde forhold tæt på det rigtige Tjetjenien, har en helt unik ægthed og tone. Det er svært at bedømme skuespillet i en så fremmedartet kultur, men især Oleg Menshikov, der spiller den på samme til perfide og sympatiske Sascha, gør indtryk. Hele historien udspiller sit i et nådeløst barskt og storslået bjerglandskab, der kommer til sin ret i store, smukke total-billeder. Men først og fremmest er den en film, der virkelig har noget på hjertet, i en grad, at man kan blive helt fortvivlet med tanke på alle de ligegyldige Hollywood-produktioner, man som filmanmelder har set gennem tiderne.
Filmen er et indædt angreb på krig og den ligegyldighed, mistroiskhed og råhed, som avler den. Bodrovs store fortjeneste er, at han får formidlet sit budskab nuanceret gennem handlingen, i stedet for med vold at proppe det ned i halsen på tilskueren. Et eksempel er scenen, hvor de to fanger skal udveksles med den fængslede søn. Fra et skjul på en bjergtop ser tjetjenerne, at russerne slet ikke har sønnen med - de har klædt en russisk soldat ud, for at lokke tjetjenerne frem. Tjetjenerne tager flugten. Senere, da Vanjas mor opsøger delingens general for at gå i forbøn for sin søn, forsvarer generalen sig undskyldende - det er helt umuligt, man har skam prøvet at lave en udveksling, men Tjetjenerne dukkede aldrig op! Det er den slags absurde og tragiske detaljer i handlingen, som giver filmen sin tone af stædig ærlighed, og som i den stort svungne slutning (der ikke skal afsløres her) trækker tråde til hele Ruslands grusomme fremfærd mod Tjetjenien.
Bortset fra nogle lidt hjemmelavede eksplosionseffekter og et par lettere mislykkede forsøg på magisk realisme, hvor en afdød dukker op ved højlys dag, er det svært at sige noget negativt om bjergenes fange. Der er selvfølgelig både vold, krig og grusomheder undervejs, så det er ikke nogen romantisk kæresten-med-i-biffen-film, men vil man se en engagerende og underholdende film, der virkelig har noget at sige, så er det her filmen man skal ind til.
19/11-2018
