vi går ingen steder

Go!’s indledningsdialog er ganske bemærkelsesværdig og rammende for hele filmen. En ustyrlig sød Katie Holmes sidder på et ubestemt sted og fortæller, at hun ved juletiden bedst kan lide gaverne, for på trods af ens forventninger og forudsigelser kan man blive dybt overrasket. Dette sker også når man ser Go! Jeg regnede med en glatpoleret og strømliniet ungdomsfilm, propfyldt med smukke stjerner og et søgt og intetsigende plot. Men, surprise! I stedet for får man en visuel energibombe, gennemtænkt historie med fornøjelige sidehandlinger, genial musik og veloplagte skuespillere, hvor nogle her når deres højdepunkt.

Go! er anderledes end de mange samlebånds(ungdoms)film der kommer fra Amerika. Dette burde egentlig ikke overraske mig, da det er instruktøren bag kultfilmen Swingers der har begået denne film. Manuskriptforfatteren John August (der senere har leveret skitse til Charlies Angels-filmene med de ikke-eksisterende historier) holder her historien i en stram snor og afvikler de mange sideplots med elegance og sikkerhed, og trådene bliver samlet fornemt. Rosen skal dog gå til Doug Liman, der med et begrænset budget alligevel har tilsat filmen så meget energi og uforudsigelighed, at man sidder tilbage med en overrumplende og opløftende følelse. Hollywood har brug for folk præcis som Liman, der kan bringe fornyelse og originalitet ind i de velkendte film. Bare se hans filmiske billedsprog her, det kan ikke blive mere friskt.

Historien er åbenlyst inspireret af den uopnåelige Tarantinos film, hvor den kontinuerende narrativ er brudt op i enkelte scenarioer, alle sammen forbundet af karaktererne, der krydser hinandens veje. Filmens små og store hændelser kan dog ledes tilbage til en enkelt gestus. Hvis Sarah Polleys karakter havde sagt nej til at overtage vennens vagt, så havde intet af det sket. Simon ville ikke kunne have taget til Las Vegas, hvorved Polley heller ikke ville have siddet ved kassen, hvor Mohr og Wolf scorer stoffer. Dvs. et enkelt ja i stedet for nej er katalysator for hele filmen, og omdrejningspunkt for alle begyndende historier. Og hvorfor siger hun ja? Af kapitalistisk nødvendighed. I filmens slutning er ingen af personerne dog blevet mere materialistisk velhaven, kun en oplevelse rigere. Og man får indtrykket af, at det hele kan gentage sig på en ny monstrøs facon, da den sidste sætning er et spørgsmål om, hvad de så skal lave nytårsaften. Derved slutter Liman af med den samme energi og fortællerlyst, som hele filmen har besiddet i stor stil. Med et stærkt glimt i øjet (og kameraet kørende mod rave-klubben og et sidste klip med dansende folk) efterlades publikum med åndenød.

Persongalleriet er omfattende og yderst interessant, hvor alle skuespillere er så engageret og levende, at ingen tabes i svinget. De har tydeligvis moret sig, og det smitter af på publikum. Jeg fandt især Timothy Olyphant ret veloplagt og herlig uforudsigelig, mens Taye Diggs er filmens mest overlegne og kontrollerede person. Karaktererne er generelt ret sympatiske, for selvom hændelser er ganske alvorlige, så tangere Liman aldrig til det dramatiske, men har hele tiden humoren med ind i billedet. Det er måske sort humor, på grænsen til galgenhumor, men det falder lige i min smag. Fandt især scenen hvor Simon skal skydes i armen hysterisk morsom. Katie Holmes sidder med afsky og ser på de to mænd, der med skadesfryd skal være vidne til skudepisoden. Måske en lille hilsen til mænds lidt mere groteske form for humor og underholdning. En genial, men subtil kommentar til Beverly Hills-seriens medvirkende som plattenslager, er også lige i øjet, da Liman tydeligvis er indædt hader af den slags fordummende ungdomsunderholdning. Hen mod slutningen, hvor en morsom Jay Mohr og atypisk Scott Wolf skal bære en, tilsyneladende, død pige op af en grøft, må den ene ty til virkelighedsfornægtelse og efterfølgende indbildt iscenesættelse for at kunne klare presset. Hurtigt kommer han dog til sig selv og siger, at han ikke lider af vrangforestilling. Måske er den yngre generation alligevel ikke så inkompetente og fortabt, som en natklubejer ellers hentyder til, på trods af at det er en selvforskyldt situation de er havnet i.

Som sagt besidder Go! en enorm og nærmest uhørt mængde energi, hvor Liman visuelt er exceptionel. Bare se den måde hvorpå han visualisere en af personernes ecstasy-trip. Musikken af BT er dog det, der løfter filmen op til det uforglemmelige. Soundtracket til filmen er et af det mest coole og syrede man nogensinde har hørt, og også et af de bedste. BT blander gamle hits med moderne musik, det popkulturelle såvel som det mere eksperimenterende. Det er intet mere en perfekt. Bare indledningen med de lynhurtige credits er sublim og gav mig gåsehud. Dette er ikke billige Mtv-tricks, det er virtuost og nærmest psykedelisk.

Go! er en af de slags film, som man bare har lyst til at se igen og igen. På sin egen måde er den uforpligtende, da den ikke rejser livseksistentielle eller filosofiske spørgsmål (som den da heller ikke har intentioner om), men den er simpelthen mesterlig underholdende og dybt seværdig ved hvert gensyn. Jeg kan varmt anbefale den, da den utvivlsomt var en af de bedste ungdomsfilm fra 90’erne. Meget tæt på topkarakter.

(Tak til Scope for endelig at have oprettet denne film)