jeg undervurderer den

Jeg besidder ikke den største kærlighed til deciderede tegnefilm, og mit kendskab til japansk anime er yderst begrænset, mit første møde var med manga-sekvensen i Tarantinos Kill Bill Volume One. Derfor satte jeg denne film på med en vis skepsis, overbevist om, at jeg ville slukke dvd-maskinen efter 20 minutter. Selvom det faktisk var lidt af en prøvelse for mig at vende mig til den japanske særprægede måde at lave tegnefilm på (der slet ikke minder om Disneys mere naturalistiske, men bløde tegnefilm), så gik det slet ikke så slemt. Min forholdsvis lave karakter til dette mesterværk skal dog tages i betragtning af, at jeg som en ikke særlig tegnefilms-kyndig person nok ikke kan værdsætte Chihiro og Heksenes kvaliteter fuldt ud.

Historien er ganske fængende, hvor instruktøren Hayao Miyazaki (som jeg har læst mig frem til er en original og yderst respekteret herre indenfor den japanske anime) ret hurtigt introducerer det fantasifulde univers, som man straks bliver betaget af. Personintroduktionen sker også på kort tid, men er så sikkert udført, at man straks får en føling af karaktererne. Chihiro er en lille pige, der ikke ønsker en miljøforandring i hendes liv, her i form af forældrenes valg om at flytte. Filmen bliver herved en dannelseshistorie om den lille pige, der rives ind i et fantastisk og utroligt univers, som hun bliver tvunget til at begå sig i, og kommer ud med en øget selvsikkerhed og modtagelse overfor det fremmede. Efter hun har fået hendes forældre tilbage i slutningen af filmen tvivler hun på, om det hele virkelig var sket, da deres reaktion på hendes begejstring for at se dem igen ikke tyder på at de har oplevet det samme tidsrum i adskillelse som hende. Heldigvis lader Miyazaki det ikke stå hen i det uvisse, om begivenhederne bare var en virkelighedsfornægtende flugt til en anden verden for en pige, der ikke havde lyst til at flytte og opleve forandringerne, altså hendes måde at tackle den mentale udfordring på. Deres efterladte bil har været udsat for naturens luner i det tidsrum, de var fanget i den anden verden. Forældrene slår det hen som ligegyldigt, mens Chihiro får bekræftet, at hendes oplevelser virkelig var ægte.

Chihiro og Heksene er faktisk overraskende dyb og begavet, mens den er befriende fri for politisk korrekthed (noget som præger nærmest hver Disney-film, på grænsen til det pinlige). Miyazaki er tydeligvis ikke tilhænger af de teknologiske hjælpemidler i hverdagen (som Kina og Japan ellers er storleverandør af), da der udover bilen ikke indeholder en eneste teknolog-drevet ting eller maskiner. Han mener velsagtens, at mennesket bliver hæmmet af disse ting, som altid har en rationel (om end oftest indviklet) forklaring. Den rationelle tankegang fungerer ikke i Miyazakis univers, hvor flere mærkværdige, men kærlige og fascinerende væsner bliver introduceret uden nærmere forklaring på deres evner eller opførsel. Men dette er naturligvis en del af filmens charme og tiltrækning, hvor den hele tiden formår at være uforudsigelig. Miyazaki får også sneget en lille hilsen ind af bagdøren omkring menneskets materialistiske besættelse, som kan tage overhånd. Tjenerne bliver straffet for at modtage guld fra en mystisk fremmed, mens denne er uforklarligt tiltrukket af Chihiro, som ikke vil modtage gaverne og guldet. Derved bliver Chihiro det uskyldige og rene i Miyazakis univers, der ikke ligefrem besidder positivitet og varme i overflod, da filmen til tider er ganske uhyggelig og mørk, men Miyazaki balancerer alligevel perfekt mellem disse to sider. En ret åbenlys advarsel fra Miyazaki er menneskets grådighed, hvor for eksempel Chihiros forældre bliver til svin, da de uden spørgsmål sætter sig til at grovæde en kæmpe frokost. Igen siger Chihiro dog nej, om det er på grund af hendes retfærdighedssans eller en ildevarslende følelse vides dog ikke.

Den eneste negative ting, jeg har at sige om filmen, er dens længde, hvor visse scener godt kan blive for langtrukne, uden dog at være undværlige. Billederne i filmen er virkelig smukke, nogle gange også ret poetiske, og man sidder åndeløs og lamslået tilbage. Miyazakis fantastiske billeder er filmens virkelige trækplaster, og visse scener er uforglemmelige.

Meget overraskende fandt jeg Chihiro og Heksene rigtig god og medrivende. Jeg er ikke blevet fan af den grund, men min respekt for tegnefilm (og især den japanske slags) er steget med flere betydelige point. En universal historie og mageløse billeder gør filmen til en anbefalelsesværdig oplevelse.