Guf For Din Indre Husar

3.0
Den unge Torrance (Dunst) skal overtage skolens succesfulde og præmierede cheerleader-team, blot for at opdage, at det de har haft succes med i alle disse år, har deres forrige leder hugget fra en fattig sort skoles cheerleadere. Krisen lurer og så lige op til en af de mest prestigefyldte konkurrencer.

Noget som sjældent som en næsten vellykket teenagekomedie, i hvert fald i første halvdel. Filmen gør veloplagt og morsomt grin med dette amerikanske fænomen (der jo også er kommet til Danmark – og hvor må FCK’s cheerleaders have været på overarbejde da FCK på hjemmebane måtte inkassere et pinligt nederlag i UEFA cuppen for nylig), og den alvor der bliver gået op i noget der i virkeligheden er så ligegyldigt og overfladisk.

Den spiller også tykt på disse cheerleaders som sexsymboler og mænds fantasier om dem, og samtidig er den fræk uden at være vulgær. Filmen strutter desuden af ungdommelig energi, indrømmet på grænsen til det hysteriske og lidt til, og har et tempofyldt og frisk drive, holdt i en eruptiv stil fyldt med tidens musik og massere af adrætte klip.

Ideen er desværre ret tynd og føles derfor hurtigt opbrugt, og begynder at gentage sig selv, mens historien begår den fatale fejl, at den i sidste halvdel begynder at tage alt det den ellers så fornemt har gjort grin med, alvorlig og dermed hylde og dyrke disse cheerleaders. Den bliver tillige politiske korrekt ud over alle grænser. Det ødelægger helhedsindtrykket og trækker ned, men man kan stadig ikke tage fra filmen, at den i begyndelsen faktisk er god og underholdende. Man har prøvet, for at fylde mere indhold på det tynde oplæg, at tilføje en kærlighedshistorie og pudsigt nok, så føles den ikke hverken malplaceret eller dårlig, men passer lige ind.

Dunst er det helt rigtige valg til hovedrollen, som den i begyndelsen overfladiske pige, med den rette blanding af naturlig sødme og sexy bitch eller sexkitten (hvis man ellers tør bruge det ord i vore dage). Man skal i hvert fald ikke rumme meget af en husar i sig, for ikke at lade sig ægge af hendes spil og fremtoning i den her rolle. Også Dushka er tiltrækkende, men det på en helt anden måde, man har i hvert fald svært ved at se hende som cheerleader, og da det også er meningen, er valget helt rigtigt.

Men en fræk, frisk og morsom lille sag, der får 3 stjerner for en skæg første halvleg, men kunne have fået lidt mere, hvis den havde turde tro på sig selv og ikke var begyndt at falde til patten for at ville ligne alle de andre.
Bring It On