- Sort/hvid film i farver -
5.0
Stærkt og intenst drama om det racistisk prægede sydstatsmiljø i 60’ernes USA.
Skuespillet er i højsædet her i denne virkningsfulde historie om, hvor meningsløst og absurd et begreb racisme er. Her får vi tilmed demonstreret, hvor meget magt brutaliteterne kan få, når blot samfund og miljø ensrettes.
Det er et på alle måder substantielt tema, Alan Parker reviderer i ”Mississippi Burning”, og det gøres modigt og særdeles medrivende, og selvom der ikke går lang tid før, vi er klar over, hvem der er de onde og hvem der er de gode i denne film, er Parkers personinstruering så formidabel, at man føler vedvarende interesse for de involverede - gode som onde.
Dermed også sagt, at skuespillet er fremragende, for det er det i allerhøjeste grad. Både Dafoe og Hackman er gode som de strandede betjente, særligt Hackman leverer en stærk præstation og har da også fået den mest spændende rolle af de to. Men også birollerne er fremragende besat, hvor folk som Frances McDormand, Brad Dourif, Michael Rooker samt den altid seværdige R. Lee Ermey alle gør det glimrende (flere kan nævnes).
Det der dog frem for alt gør ”Mississippi Burning” god er, at der er plads til det store drama såvel som det personlige, hvilket forbliver filmens stærkeste side. Udover de to betjentes kamp mod et snæversynet og dybt racistisk samfund udkæmper de også en personlig kamp med hinanden og deres forskellige syn på tingene. Det er umådeligt medrivende, og det giver filmen en intensitet, som er de færreste forundt.
Den dag i dag trives racismen i det sydlige USA i bedste velgående. Det gør ikke alene ”Mississippi Burning” til en modig film – det gør den også særdeles aktuel. Se den.
Skuespillet er i højsædet her i denne virkningsfulde historie om, hvor meningsløst og absurd et begreb racisme er. Her får vi tilmed demonstreret, hvor meget magt brutaliteterne kan få, når blot samfund og miljø ensrettes.
Det er et på alle måder substantielt tema, Alan Parker reviderer i ”Mississippi Burning”, og det gøres modigt og særdeles medrivende, og selvom der ikke går lang tid før, vi er klar over, hvem der er de onde og hvem der er de gode i denne film, er Parkers personinstruering så formidabel, at man føler vedvarende interesse for de involverede - gode som onde.
Dermed også sagt, at skuespillet er fremragende, for det er det i allerhøjeste grad. Både Dafoe og Hackman er gode som de strandede betjente, særligt Hackman leverer en stærk præstation og har da også fået den mest spændende rolle af de to. Men også birollerne er fremragende besat, hvor folk som Frances McDormand, Brad Dourif, Michael Rooker samt den altid seværdige R. Lee Ermey alle gør det glimrende (flere kan nævnes).
Det der dog frem for alt gør ”Mississippi Burning” god er, at der er plads til det store drama såvel som det personlige, hvilket forbliver filmens stærkeste side. Udover de to betjentes kamp mod et snæversynet og dybt racistisk samfund udkæmper de også en personlig kamp med hinanden og deres forskellige syn på tingene. Det er umådeligt medrivende, og det giver filmen en intensitet, som er de færreste forundt.
Den dag i dag trives racismen i det sydlige USA i bedste velgående. Det gør ikke alene ”Mississippi Burning” til en modig film – det gør den også særdeles aktuel. Se den.
05/01-2005
