sød julefilm
5.0
Denne vellykkede efterfølger til megahittet Die Hard har ikke den oprindelige instruktør, John McTiernan som bagmand, men den forholdsvis uprøvede Renny Harlin, der senere har vist evne for effektive underholdningsfilm som The Long Kiss Goodnight (der tydeligvis er inspireret af Die Hard-filmene, om end med en kvindelig helt) og Deep Blue Sea. Det var vist lidt af en satsning, at lade Harlin få kontrol over denne storproduktion, som må siges at have været meget hypet og led under et enormt forventningspres. På samme tid skulle den leve op til forgængerens originalitet og alligevel selv byde på en uafhængig historie, der ikke lugtede for meget af genbrug. Man må sige, at Harlin har gjort et uhørt godt stykke arbejde, hvor begge ting næsten lykkedes for ham, og Die Hard 2 må siges at være en yderst værdig efterfølger til den klassiske originale.
Den geniale antihelt John McClane var så vellidt og gennemført en karakter, at man simpelthen skreg på en efterfølger og flere vilde hændelser og udfordringer til denne humoristiske mand. Det var takket være en mesterlig veloplagt Bruce Willis i hovedrollen, at den første film var så vellykket, og Willis følger da også op med endnu en morsom og svigende sikker præstation. Man savner selvfølgelig den overrumplende introduktion til karakteren, men Willis fører ham videre og giver ham flere nuancer, altså indenfor actionfilmens rammer. Kvinderne fyrer flere hentydninger af til ham som reaktion på hans handlekraftighed og overblik, mens han naturligvis må henlede deres opmærksomhed på at han er gift. McClane er også blevet mere misforstået, i den sammenhæng af, at folk ikke tror på hans udsagn om kommende terroraktioner. McClane har selvfølgelig ret, og i hans ihærdige forsøg på at overbevise folk omkring ham om sandheden i hans påstand, får Harlin fyret nogle nostalgiske og humoristiske bemærkninger af omkring den første film hændelser. Der bliver også taget tykt pis på urimeligheden i, at McClane endnu engang bliver mere eller mindre ufrivilligt blandet ind i terroraktioner, tyveri og kidnapning. Med jævne mellemrum brokker han sig over, hvordan i alverden ”the same shit can happen to the same guy twice”. Der er selvfølgelig grundlag for at kritisere filmen for dens manglende troværdighed omkring hans indblanding i denne efterfølger, men selvironien er mere end nok for mig. Det veludførte set-up og udførelse af McClane som en enmandshær følger grundstenen fra den første film ret nøje, hvorved Die Hard 2 aldrig kan blive helt ligeså god som forgængeren, da den savner originalitet i strukturen.
William Sadler er god som skurk, iskold og frygtløs, men ikke nær så intimiderende og uforudsigelig som den fantastiske Rickman. Karakterens notoriske nøgenindledning finder jeg unødvendig i filmens sammenhæng, men det er også et af de få steder, hvor Harlin træder forkert. Generelt har filmen en rigtig godt fremdrift, hvor der næsten konstant sker noget. Man får aldrig rigtig lov til at stå tilbage med en følelse af irritation over uhyrlighederne i hændelserne, for selvom de er usandsynlige, så fungerer det fejlfrit i Die Hard-filmenes univers. Som sagt er Harlin en mesterlig underholder, måske endda næsten bedre end McTiernan. Harlins æstetiske begavelse er i hvert fald mere overrumplende og lækker at overvære her i filmenes anden omgang. McTiernan gik dog succesfuldt en anden vej i Die Hard With a Vengeance.
Der var en lille detalje i filmen, som jeg først bemærkede da jeg genså den for nylig (for omtrent 15. gang), som jeg virkelig elskede. Uden at overdrive for meget viser det hvor modig Harlin har været, selvom man skulle have troet, at han som urutineret instruktør ville have fulgt den sikre vej og budt på konventionel historiefortælling. Igen, det er kun en detalje, men for de meget opmærksomme kunne filmens store plottwist have været afsløret længe inden det egentlig var meningen, selvom det har været et bevidst valg fra Harlin. I begyndelsen af filmen pointerer Sadler, at alt går efter planen, bortset fra en enkelt udskiftning i holdet. Senere fortæller en soldat fra holdet, der kæmper imod Sadlers, at han udskiftede en anden på generalens hold. Vigtigt? En smule, på trods af at dette er regulær underholdning.
Manuskriptet er endnu engang spækket med sort humor og den dejlig portion politisk ukorrekthed, og hele filmen er en voldelig fornøjelse af yderst morsom dialog (oftest serveret af Willis, men Dennis Franz får også fyret et par sjove kommentarer af) og adrenalinfyldte og medrivende actionscener. Harlin følger i McTiernans fodspor og han gør det mindst ligeså godt. Die Hard 2 er tæt på de seks stjerner for fængende og perfekt underholdning.
Den geniale antihelt John McClane var så vellidt og gennemført en karakter, at man simpelthen skreg på en efterfølger og flere vilde hændelser og udfordringer til denne humoristiske mand. Det var takket være en mesterlig veloplagt Bruce Willis i hovedrollen, at den første film var så vellykket, og Willis følger da også op med endnu en morsom og svigende sikker præstation. Man savner selvfølgelig den overrumplende introduktion til karakteren, men Willis fører ham videre og giver ham flere nuancer, altså indenfor actionfilmens rammer. Kvinderne fyrer flere hentydninger af til ham som reaktion på hans handlekraftighed og overblik, mens han naturligvis må henlede deres opmærksomhed på at han er gift. McClane er også blevet mere misforstået, i den sammenhæng af, at folk ikke tror på hans udsagn om kommende terroraktioner. McClane har selvfølgelig ret, og i hans ihærdige forsøg på at overbevise folk omkring ham om sandheden i hans påstand, får Harlin fyret nogle nostalgiske og humoristiske bemærkninger af omkring den første film hændelser. Der bliver også taget tykt pis på urimeligheden i, at McClane endnu engang bliver mere eller mindre ufrivilligt blandet ind i terroraktioner, tyveri og kidnapning. Med jævne mellemrum brokker han sig over, hvordan i alverden ”the same shit can happen to the same guy twice”. Der er selvfølgelig grundlag for at kritisere filmen for dens manglende troværdighed omkring hans indblanding i denne efterfølger, men selvironien er mere end nok for mig. Det veludførte set-up og udførelse af McClane som en enmandshær følger grundstenen fra den første film ret nøje, hvorved Die Hard 2 aldrig kan blive helt ligeså god som forgængeren, da den savner originalitet i strukturen.
William Sadler er god som skurk, iskold og frygtløs, men ikke nær så intimiderende og uforudsigelig som den fantastiske Rickman. Karakterens notoriske nøgenindledning finder jeg unødvendig i filmens sammenhæng, men det er også et af de få steder, hvor Harlin træder forkert. Generelt har filmen en rigtig godt fremdrift, hvor der næsten konstant sker noget. Man får aldrig rigtig lov til at stå tilbage med en følelse af irritation over uhyrlighederne i hændelserne, for selvom de er usandsynlige, så fungerer det fejlfrit i Die Hard-filmenes univers. Som sagt er Harlin en mesterlig underholder, måske endda næsten bedre end McTiernan. Harlins æstetiske begavelse er i hvert fald mere overrumplende og lækker at overvære her i filmenes anden omgang. McTiernan gik dog succesfuldt en anden vej i Die Hard With a Vengeance.
Der var en lille detalje i filmen, som jeg først bemærkede da jeg genså den for nylig (for omtrent 15. gang), som jeg virkelig elskede. Uden at overdrive for meget viser det hvor modig Harlin har været, selvom man skulle have troet, at han som urutineret instruktør ville have fulgt den sikre vej og budt på konventionel historiefortælling. Igen, det er kun en detalje, men for de meget opmærksomme kunne filmens store plottwist have været afsløret længe inden det egentlig var meningen, selvom det har været et bevidst valg fra Harlin. I begyndelsen af filmen pointerer Sadler, at alt går efter planen, bortset fra en enkelt udskiftning i holdet. Senere fortæller en soldat fra holdet, der kæmper imod Sadlers, at han udskiftede en anden på generalens hold. Vigtigt? En smule, på trods af at dette er regulær underholdning.
Manuskriptet er endnu engang spækket med sort humor og den dejlig portion politisk ukorrekthed, og hele filmen er en voldelig fornøjelse af yderst morsom dialog (oftest serveret af Willis, men Dennis Franz får også fyret et par sjove kommentarer af) og adrenalinfyldte og medrivende actionscener. Harlin følger i McTiernans fodspor og han gør det mindst ligeså godt. Die Hard 2 er tæt på de seks stjerner for fængende og perfekt underholdning.
16/08-2004
