McClane rimer på pain

Efter Renny Harlin gjorde et fremragende stykke job med Die Hard 2 kom instruktøren John McTiernan tilbage i den varme stol til en tredje omgang pinsler og nærdødsoplevelser for den hårdt prøvede McClane. Die Hard With a Vengeance er en superb efterfølger til de to første film, og det er altså ret så sjældent, at fortsættelser kan leve op til originalen i så høj en grad, som disse film gør. Man kan selvfølgelig udnævne mange trilogier, som både individuelt og sammen nærmer sig det perfekte; Tilbage Til Fremtiden, The Godfather, Dødbringende Våben (ja ja, der er fire film, men den sidste var pænt fucked-up) og ikke mindst Peter Jackson uovertrufne mesterværker, Lord of the Rings. Det er ikke for at sætte filmene i bås med hensyn til filmisk betydning eller lignende, men bare for at demonstrere, hvor mesterlige de er.

Den famøse indledning er et pragteksempel på perfekt afbalanceret filmmusik, der følger billedet vi ser. The Lovin’ Spoonful’s Summer in the City sparker filmen i gang med et hektisk drive, efterfulgt af en godt sammenklippet eksplosion. Stemningen er sat, og tempoet skrues ikke ned i løbet af de to timer, som filmen varer. Det er lidt af en præstation fra McTiernan, at både kan holde filmens energi oppe gennem spilletiden, samt at holde publikum i et stramt greb, uden at man mister interesse. En lille fodnote: når det handler om en begyndelse på film akkompagneret af musik, så vil jeg vove at påstå, at Michael Mann har gjort det bedst med sin Ali, som virkelig fik mine nakkehår til at rejse sig. Exceptionelt og svært at overgå (naturligvis ifølge mig).

Vores elskede antihelt af en betjent genintroduceres lidt morsomt, men også uventet. McClane har overlevet talløse attentater og mordforsøg, men tyer først til alkohol efter hans kone og børn er skredet fra ham. Det viser ham naturligvis som et psykisk følsomt menneske, der tænker på andres (eller sin egen) velfærd. Det kan også læses som helten der bliver ukorrekt belønnet for hans ihærdige anstrengelser, men jeg tror nærmere det er fordi McTiernan har villet etableret ham som en modløs taber. Som McClane selv siger, er eksplosionerne en afbrydelse af hans latterlige liv. Det er vel meningsløst at pointere, at Bruce Willis kender karakteren ud til fingerspidserne og spiller ham med bravur. Med hans vindende personlighed og sarkastiske humor sympatiserer man konstant for ham, men denne gang bakkes han godt op af en velspillende Samuel L. Jackson, hvor Willis og Jackson supplerer hinanden perfekt. Filmens hurtige kontrastopsætning mellem de to er effektiv og pissesjov, Willis gående i Harlem med nogle uheldig valgte ord på et skilt og Jackson belærende overfor sine nevøer omkring deres uafhængighed af hvide mennesker.

Som sagt er det lige på og hårdt, hvor man ikke når at kede sig et sekund. Mange scener er naturligvis ude over det vilde overdrev, men de er så medrivende og underholdende, at man nemt accepterer utroværdigheden i situationerne. Die Hard With a Vengeance ligner ikke de to forrige film. For det første har man valgt en anden grundstruktur, hvor Willis selvfølgelig drives af det faktum, at han skal redde menneskeliv, men her foregår actionscenerne og hændelserne ikke indenfor et begrænset område. Derimod tages man med overalt i storbyen, hvorved spændingen forøges og intensiveres. Dette sker på grund af den blændende og intense fotografering, håndholdt kamera med god brug af zoom, grumsede billeder og ufokusering, der kalder på noget der minder om realisme. Det er virtuost sammenklippet, men man sidder indimellem og undrer sig lidt over, om dette virkelig er en fortsættelse til de to første Die Hard-film. Det er sikkert på grund af producenten Joel Silvers tilstedeværelse under de to første film, hvor stilen er langt mere glatpoleret. Uden at være decideret eksperimenterende i denne film, så er det et anderledes og velvalgt træk fra McTiernans side. Han har højst sandsynlig været bange for, at den tredje film i serien ville komme til at ligne de to andre for meget, heraf fotograferingen og en mere bredtfavnende historie.

Igen må jeg sige, at jeg elsker filmens små og store detaljer, som gør den til mere end blot endnu en actionfilm. Den pissekloge lastbilchauffør, der imod alle fordomme hjælper vores helte, eller den tyske propagandamusik, der måske vækker forfærdelige associationer, men også er et tvetydig middel til at vise, hvor meget politifolkene er blevet taget ved næsen. McTiernan har vist luret en lille afsløring fra Harlins film, hvor Irons her i begyndelsen hentyder til guldet i Fort Knox. Taget i betragtning af at det er broderen (her spillet veloplagt af en sikker Jeremy Irons) til Hans Gruber, har man nok alligevel regnet ud, at filmen handler om mere end bare en hævnaktion. Endnu engang får McTiernan fyret en satirisk kommentar af til moralisterne, der verbal overfalder denne type politisk ukorrekte underholdningsfilm. Efter togeksplosionen foran banken, hænger de dannede og civiliserede kontorfolk ud af vinduerne og tæller brandbiler mens de spiser popcorn, hvorved de anser katastroferne som regulær og velkomment afbrydende underholdning. Naturligvis postulerer McTiernan her, men det er da dejligt at se hans subjektive indblanding.

Die Hard With a Vengeance er en actionfyldt, nærmest uudholdelig spændende og mindeværdig actionfilm, der klart lever op til forventningerne og leverer varen i overflod. Lækkert produceret, uhyrlig sikkert instrueret og superunderholdende, og også denne er tæt på de seks stjerner. De tre Die Hard-film står tilbage i en klasse for sig selv. Endnu en film i serien er jeg dog bange for vil skade mere end den gavner. Men det må vi se. En fortsættelse er velsagtens uundgåelig.