fascinerende genremix

Alex Proyas er ikke en synderlig produktiv instruktør (som dog langtfra er tegn på talentløshed, bare se Tarantino), hvor man herhjemme bedst kender ham som manden bag Brandon Lees (søn af legendariske Bruce Lee) sidste film, The Crow, hvorunder Lee døde ved et uheld. The Crow var en stemningsfyldt og stilsikker film, der dog led lidt under urutineret usikkerhed. Den usikkerhed er ikke-eksisterende i Dark City, som fik en utilgivelig anonym videopremiere i Danmark. Jeg måtte i dyb frustration vente til Tv2 endelig besluttede sig at vise filmen, for jeg kunne ikke opdrive den nogen steder. Grunden til, at Dark City ikke fik den vejfortjente opmærksomhed kan være, at den i historie minder meget om Waschowski-brødrenes The Matrix, selvom disse film blev optaget på cirka samme tid (Dark City vist nok endda en smule før). Mange af elementerne og bagvedliggende symbolik er iøjefaldende ens ved de to film, det futuristiske univers og den Jesus-agtige hovedperson, som er blevet udvalgt til at redde menneskeheden, eller den fangede del af den, men må bringes til opvækkelse. Dark City sætter dog et større krav til publikums indlevelse og forståelse af hændelserne (selvom The Matrix første gang også godt kunne virke en smule forvirrende), da den benytter sig af en bemærkelsesværdig narrativ, hvor sandheden kun afsløres stykkevist i takt med opklaringsarbejdet.

Hovedpersonen (mystisk, men sikkert spillet af altid seværdige Rufus Sewell) får en virkelig brillant introduktion. Proyas er som sagt mesterlig til at opbygge scenerne stemningsfulde, og Sewells opvågning (tvetydig i den forstand) er et pragteksemplar i intimiderende suspens. Liggende i et badekar med en svingende pære over hovedet, der afslører alt og intet i rummet, for fragmentarisk til at give et korrekt overblik. Der var jeg virkelig solgt, genialt! I begyndelsen bruger Proyas film noir som fængende fortællermiddel, men skifter langsomt og virtuost over i ren science fiction. Plottet er virkelig originalt udtænkt af manuskriptforfatteren David S. Goyer (der har begået mere tanketom underholdning med Blade-filmene), og som publikum bliver man virkelig fanget af dette mystificeret univers. Observatørerne er dystre og yderst skræmmende, og jeg fandt filmen virkelig uhyggelig flere steder. Man forarges af deres brutalitet, men efter plottet afsløres, kan man ikke andet end relatere til deres situation og efterfølgende handling, da de vil ”bare” vil redde deres race. At det er på bekostning af menneskeliv gør dem så naturligvis og forståeligt til skurkene.

Omkring Sewell ses en håndfuld af interessante skuespillere. William Hurt er oftest god, men kan godt sprede sig lidt tyndt udover de evige sympatiske roller. Jennifer Connelly er smuk som aldrig før, men virker for ufokuseret eller forvirret (måske forståeligt nok) til at publikum kommer til for alvor at holde af hende. Til gengæld er Kiefer Sutherland rigtig god som lægen, der forråder menneskeheden i desperation, men prøver at godtgøre sine handlinger ved at hjælpe helten med forståelse. Hans sande jeg ses dog i slutningen, hvor han står uforståelig tilbage ved Sewells udnyttelse (eller rettere ikke-udnyttelse) af hans kræfter, hvor han vil gøre helt banale, men livsnødvendige ting til rådighed for de mennesker, som han har redder, hvorved han ikke er egoistisk eller blevet virkelighedsfraværende med hans magt. Sewell er en ufuldendt og søgende helt, og det er præcis dette, som gør ham interessant. Det, og at han er vores eneste rigtige holdepunkt i filmen, da han er ligeså spørgende over for sandheden som vi er.

Proyas viser sig her som en uhørt visionær, hvor han tydeligvis har hentet inspiration i alt lige fra Fritz Lang’s Metropolis til nyere sci-fi film som Ridley Scotts Blade Runner. Universet er dog helt hans eget, hvor observatørernes manipulation af omgivelserne er åndeløst flot at overvære. Filmen stiller også interessante spørgsmål omkring definition af menneskeheden, men svarer selv ret åbent på dem ved at sige, at individualister ikke kan determineres eller sættes i bås.

På trods af det intelligente og originale plot, Proyas overrumplende visioner og den medrivende narrativ, så er Dark City ikke blevet så god, som den kunne have blevet. Jeg vænnede mig ikke til den evige baggrundsmusik, som bringer mindelser om de meget ældre kriminalfilm, men ikke rigtig fungerer i dette sci-fi univers. Den ødelagde oftest mere end den gavnede, selvom visse scener er ulidelig spændende. Slutningens afsløringer er mere uventet end anet, men også en smule for lukkede og konkluderende. En mere åben slutning havde virkelig gjort underværker. Dark City må nøjes med 4 stjerner med en stor pil op. Helt klart et interessant og mindeværdigt bekendtskab, der desværre ikke helt lever op til ambitionerne og potentialet. Men flot produceret, og garanteret der er flere lag at finde ved gensyn.

Det er vel unødvendigt for mig at sige, at jeg glæder mig usigeligt meget til at se Proyas’ I, Robot, der snart har premiere.