flotte og skumle credits!
4.0
Den ukendte Peter O ’Fallons instruktørdebut er en sorthumoristisk thriller, tydeligvis inspireret af Tarantinos værker om kriminelle, som man på en eller anden måde kommer til at holde af. Selvom inspirationen stedvis nærmer sig kopi, så er Suicide Kings langt bedre og mere medrivende end de mange andre Tarantino-knock offs, der myldrede frem i 90’erne. Manuskriptet er ikke videre nyskabende, hvor omdrejningspunktet er en kidnappet pige og en desperat løsning. Filmen henter point hos de vittige replikker og O ’Fallons visuelle begavelse, der fungerer ganske fornemt, filmens begrænsede budget taget i betragtning.
En lang række up-coming (i hvert fald på det tidspunkt) unge stjerner medvirker, hvoraf den bedste åbenlyst er Jeremy Sisto som den kontrollerede, men afhængige næsten-læge. Jay Mohr gør altid en god figur, Sean Patrick Flanery har begrænset nuancer i sit spil, Henry Thomas (har medvirket i den der film om den kære alien, der bare vil phone home) virker fejlcastet og lidt for ynkelig som broderen, mens Johnny Galecki klart er den mest veloplagte af stakken. Omkring dem sidder en fastbunden Christopher Walken, skrækindjagende som altid. Den mand er uhyrlig grim, men besidder den autoritære karisma, som gør, at man må skælve ved hans ord. Bemærk hvordan han kan vende en scene fra hyggelig til intimiderende bare ved at sænke sin stemme. Walken nyder situationen, selvom den er pålagt ham. Han spiller karaktererne op imod hinanden som en erfaren psykolog.
De mange plottwist virker ind imellem for konstrueret, men slutningen er en genialitet i særklasse. Under hele filmen sidder publikum med uvidenhed omkring Walkens reaktioner på hændelserne efter det hele er overstået. Man sanser, at han gradvis sympatiserer for dem, mens han ender med at ligefrem holde af dem. Han må naturligvis lade Mohr med planen blive skudt i benet, men Walken har åbenbart følt sig underholdende af det opsatte scenario, så han tilgiver dem deres handlinger. Man drager et lettelsens suk, da han sætter sig ind i bilen og kører væk. Men her slutter overraskelserne ikke, for det viser sig, at Flanery har med kæresten brygget det hele sammen for at score dusøren på 2 millioner kroner. I en fin panorering ser man dem på en båd og de nyder det søde liv, sorgløs og idyllisk. Filmen må dog slutte af med en smule retfærdighed, hvor Leary her står som den ansvarlige. Meget overrumplende slår O ’Fallon over i ekstrem grynede billeder i dødsøjeblikket. Dette er ret genialt lavet, da O ’Fallon derved ikke romantiserer deres død, noget som ellers kunne ske med to elskende, der dør i hinandens arme. De fortjener det, selvom deres sidste desperate blikke tyder på fortrydelse, eller måske bare dødsfrygt. Ikke en opløftende slutning, men passer meget godt i filmens nådesløse stil. Inden deres død konkluderer Walken envejs overfor pigen, at det har været hendes plan. Han vil tydeligvis ikke høre et andet svar end ja, da han ikke vil likvidere flere af de involverede på grund af hans opbyggede afholdenhed for dem. Hans bullshit-detector siger, at hun ikke lyver, hvorved han veltilfreds kan afslutte hændelserne ved at lade dem skydes. Filmens allersidste panorering i de grynede billeder markerer en fremragende afslutning for en atypisk film, der kunne have været forfærdelig, men som er ganske original visse steder.
Den kontroversielle Denis Leary er helt klart en af mine yndlingskomikere, der med hans kompromisløse optrædener og ganske begavede samfundsmæssige betragtninger er skidemorsom samtidig med at have en mening og formål. Han udfoldes ikke helt her, selvom han konstant stjæler billedet. Leary får filmens bedste scene, hvor han retfærdigvis lammetæver en mishandler med en brødrister, et af de alvorlige aspekter i filmen. Meget overraskende virker Suicide Kings ret flydende, ikke kun i dens billedsprog, men også i dens skift mellem de humoristiske situationer og den mere seriøse dramatik. Enkelte fragmentariske sekvenser er mageløse, blandt andet et par flashbacks til Walkens tidligere profession og et til en Las Vegas tur, samt Learys og omegnens besættelse af hans dyre sko. Leary får desuden også filmens bedste og sjoveste replik, hvor han første gang ser, hvad de unge har lavet og kvittere med sætningen: ”Fucking sick fucks, it’s that fucking rap shit, isn’t it?” Jeg var færdig af grin, og brugen af profanation ville gøre Tarantino stolt.
Jeg var sådan set klar til at give filmen 5 stjerner, for den er virkelig fængende i mange passager, har den korrekt udførte Mtv-stil, som jeg elsker, og visuelt er den superb med lækre kamerabevægelser (igen budgettet taget i betragtning). Desværre opbygges der ikke en ordentlig interesse eller sympati for nogle af hovedpersonerne, og ind imellem mister filmen tempo, selvom den dog aldrig bliver kedelig. Men en overraskende god film, der både viser dybde, tænder og enkelte originale tiltag. Den er 4 store stjerner værdig.
En lang række up-coming (i hvert fald på det tidspunkt) unge stjerner medvirker, hvoraf den bedste åbenlyst er Jeremy Sisto som den kontrollerede, men afhængige næsten-læge. Jay Mohr gør altid en god figur, Sean Patrick Flanery har begrænset nuancer i sit spil, Henry Thomas (har medvirket i den der film om den kære alien, der bare vil phone home) virker fejlcastet og lidt for ynkelig som broderen, mens Johnny Galecki klart er den mest veloplagte af stakken. Omkring dem sidder en fastbunden Christopher Walken, skrækindjagende som altid. Den mand er uhyrlig grim, men besidder den autoritære karisma, som gør, at man må skælve ved hans ord. Bemærk hvordan han kan vende en scene fra hyggelig til intimiderende bare ved at sænke sin stemme. Walken nyder situationen, selvom den er pålagt ham. Han spiller karaktererne op imod hinanden som en erfaren psykolog.
De mange plottwist virker ind imellem for konstrueret, men slutningen er en genialitet i særklasse. Under hele filmen sidder publikum med uvidenhed omkring Walkens reaktioner på hændelserne efter det hele er overstået. Man sanser, at han gradvis sympatiserer for dem, mens han ender med at ligefrem holde af dem. Han må naturligvis lade Mohr med planen blive skudt i benet, men Walken har åbenbart følt sig underholdende af det opsatte scenario, så han tilgiver dem deres handlinger. Man drager et lettelsens suk, da han sætter sig ind i bilen og kører væk. Men her slutter overraskelserne ikke, for det viser sig, at Flanery har med kæresten brygget det hele sammen for at score dusøren på 2 millioner kroner. I en fin panorering ser man dem på en båd og de nyder det søde liv, sorgløs og idyllisk. Filmen må dog slutte af med en smule retfærdighed, hvor Leary her står som den ansvarlige. Meget overrumplende slår O ’Fallon over i ekstrem grynede billeder i dødsøjeblikket. Dette er ret genialt lavet, da O ’Fallon derved ikke romantiserer deres død, noget som ellers kunne ske med to elskende, der dør i hinandens arme. De fortjener det, selvom deres sidste desperate blikke tyder på fortrydelse, eller måske bare dødsfrygt. Ikke en opløftende slutning, men passer meget godt i filmens nådesløse stil. Inden deres død konkluderer Walken envejs overfor pigen, at det har været hendes plan. Han vil tydeligvis ikke høre et andet svar end ja, da han ikke vil likvidere flere af de involverede på grund af hans opbyggede afholdenhed for dem. Hans bullshit-detector siger, at hun ikke lyver, hvorved han veltilfreds kan afslutte hændelserne ved at lade dem skydes. Filmens allersidste panorering i de grynede billeder markerer en fremragende afslutning for en atypisk film, der kunne have været forfærdelig, men som er ganske original visse steder.
Den kontroversielle Denis Leary er helt klart en af mine yndlingskomikere, der med hans kompromisløse optrædener og ganske begavede samfundsmæssige betragtninger er skidemorsom samtidig med at have en mening og formål. Han udfoldes ikke helt her, selvom han konstant stjæler billedet. Leary får filmens bedste scene, hvor han retfærdigvis lammetæver en mishandler med en brødrister, et af de alvorlige aspekter i filmen. Meget overraskende virker Suicide Kings ret flydende, ikke kun i dens billedsprog, men også i dens skift mellem de humoristiske situationer og den mere seriøse dramatik. Enkelte fragmentariske sekvenser er mageløse, blandt andet et par flashbacks til Walkens tidligere profession og et til en Las Vegas tur, samt Learys og omegnens besættelse af hans dyre sko. Leary får desuden også filmens bedste og sjoveste replik, hvor han første gang ser, hvad de unge har lavet og kvittere med sætningen: ”Fucking sick fucks, it’s that fucking rap shit, isn’t it?” Jeg var færdig af grin, og brugen af profanation ville gøre Tarantino stolt.
Jeg var sådan set klar til at give filmen 5 stjerner, for den er virkelig fængende i mange passager, har den korrekt udførte Mtv-stil, som jeg elsker, og visuelt er den superb med lækre kamerabevægelser (igen budgettet taget i betragtning). Desværre opbygges der ikke en ordentlig interesse eller sympati for nogle af hovedpersonerne, og ind imellem mister filmen tempo, selvom den dog aldrig bliver kedelig. Men en overraskende god film, der både viser dybde, tænder og enkelte originale tiltag. Den er 4 store stjerner værdig.
18/08-2004
