Trut truttelut
4.0
Original og hjertevarm film om et håbløst hornorkester i en håbløs mineby.
En af de fine ting ved filmkunsten er, at filmen som ingen andre medier kan få tilskueren til at leve sig ind i universer, der er fuldstændigt forskelligt fra hans eget. Et eksempel er bølgen af asiatiske film, især kinesiske, som fik et dansk publikum til at leve med i historier om kinesiske skæbner fra det forrige århundrede - selv om der vel ikke er nogle danskere, der ellers ville interessere sig det fjerneste for den slags. I den engelske film "Brassed off" prøver den engelske instruktør Mark Herman at strække biografgængernes sympati endnu længere, nemlig til et middelmådigt hornorkester i en håbløs engelsk mineby. Og ja, det lykkes igen.
Historien handler om et orkester i den lille mineby Grimley. Byen er truet af undergang, fordi den lokale mine er ved at blive lukket, og alle arbejderne står foran at blive arbejdsløse. Orkesteret drives af den musikgale Danny (Pete Postlethwaite), der med kyshånd tager imod den hjemvendte Gloria (Tara Fitzgerald), en ung, smuk kvinde med et stort talent for flygelhorn. Også hendes barndomskæreste, spillet af Ewan McGregor, er begejstret, men hvad han ikke ved er, at hun i virkeligheden arbejder for mineledelsen, og skal levere alibi for at lukke minen. Gloria får sat fut i orkesteret, så det kvalificerer sig til en stor konkurrence i Albert Hall, men turen må opgives, da alle arbejderne bliver fyret, og Danny falder om med kolapsede lunger. Men selvfølgelig viser der sig alligevel en mulighed for, at orkesteret kan komme til Albert Hall...
Hverdagsdetaljer og humor
Det er på overfladen en klassisk historie om David mod Goliath, men filmens helt store aktiv er den indforståede og levende skildring af en hel bys liv, mens den langsomt falder fra hinanden. Det er en historie fuld af tragedie og smerte, men hele tiden med en velgørende humor og hjertevarme til at blande den bitre drik op med. På den led er filmen i slægt med Ken Loach-film som "Riff-raff" og "Raining stones": komedieelementerne svigter aldrig sympatien med figurerne, og helte/fjendebillederne i filmen er ikke entydige på klassisk Hollywood-maner. Også blandt orkesteret selv er der skruebrækkere, og selv den syge orkesterleder har sine dårlige sider.
"Brassed off" er en film med noget på hjertet, og i sine bedste momenter er der stor poesi i skildringen af det håbløse orkesters håbløse kamp for overlevelse. Rent ud uforglemmelig er en scene, hvor orkesteret en sen aften giver et sidste ekstranummer foran den syge dirigents hospital, i et forsøg på at give ham livsmodet tilbage. Og skulle nogen være i tvivl om, om de kan holde al den blæsermusik ud, så bare rolig - alt fra klassiske numre til en truttende version af "Tjener, vi vil ha' mere øl" er en ren fornøjelse i denne originale og hjertevarme film.
En af de fine ting ved filmkunsten er, at filmen som ingen andre medier kan få tilskueren til at leve sig ind i universer, der er fuldstændigt forskelligt fra hans eget. Et eksempel er bølgen af asiatiske film, især kinesiske, som fik et dansk publikum til at leve med i historier om kinesiske skæbner fra det forrige århundrede - selv om der vel ikke er nogle danskere, der ellers ville interessere sig det fjerneste for den slags. I den engelske film "Brassed off" prøver den engelske instruktør Mark Herman at strække biografgængernes sympati endnu længere, nemlig til et middelmådigt hornorkester i en håbløs engelsk mineby. Og ja, det lykkes igen.
Historien handler om et orkester i den lille mineby Grimley. Byen er truet af undergang, fordi den lokale mine er ved at blive lukket, og alle arbejderne står foran at blive arbejdsløse. Orkesteret drives af den musikgale Danny (Pete Postlethwaite), der med kyshånd tager imod den hjemvendte Gloria (Tara Fitzgerald), en ung, smuk kvinde med et stort talent for flygelhorn. Også hendes barndomskæreste, spillet af Ewan McGregor, er begejstret, men hvad han ikke ved er, at hun i virkeligheden arbejder for mineledelsen, og skal levere alibi for at lukke minen. Gloria får sat fut i orkesteret, så det kvalificerer sig til en stor konkurrence i Albert Hall, men turen må opgives, da alle arbejderne bliver fyret, og Danny falder om med kolapsede lunger. Men selvfølgelig viser der sig alligevel en mulighed for, at orkesteret kan komme til Albert Hall...
Hverdagsdetaljer og humor
Det er på overfladen en klassisk historie om David mod Goliath, men filmens helt store aktiv er den indforståede og levende skildring af en hel bys liv, mens den langsomt falder fra hinanden. Det er en historie fuld af tragedie og smerte, men hele tiden med en velgørende humor og hjertevarme til at blande den bitre drik op med. På den led er filmen i slægt med Ken Loach-film som "Riff-raff" og "Raining stones": komedieelementerne svigter aldrig sympatien med figurerne, og helte/fjendebillederne i filmen er ikke entydige på klassisk Hollywood-maner. Også blandt orkesteret selv er der skruebrækkere, og selv den syge orkesterleder har sine dårlige sider.
"Brassed off" er en film med noget på hjertet, og i sine bedste momenter er der stor poesi i skildringen af det håbløse orkesters håbløse kamp for overlevelse. Rent ud uforglemmelig er en scene, hvor orkesteret en sen aften giver et sidste ekstranummer foran den syge dirigents hospital, i et forsøg på at give ham livsmodet tilbage. Og skulle nogen være i tvivl om, om de kan holde al den blæsermusik ud, så bare rolig - alt fra klassiske numre til en truttende version af "Tjener, vi vil ha' mere øl" er en ren fornøjelse i denne originale og hjertevarme film.
19/11-2018
