rigtig godt indledningsnummer

Den tredje del i Dødbringende Våben-serien er mere fjollet end de to andre, men også lidt mere charmerende (ifølge mig), da den (lidt på bekostning af det brutale) fornuftigvis blander mere alvorlige emner end i filmen udover Riggs’ overståede sorg over konens død. Her kommer Murtaugh ind i et menneskeligt dilemma, da han skyder en af sønnens venner. Naturligvis overkommer han tragedien lettere hurtigt og simpelt, men dette er jo ikke et livseksistentiel og tankevækkende drama, men en underholdende actionfilm, hvor den garvede instruktør Richard Donner vellykket formår, at gøre vores hovedpersoner livlige og menneskelige.

I fare for at gentage mig selv vil jeg da alligevel nævne, at Mel Gibson og Danny Glover er et perfekt makkerpar med en fremragende og unik kemi. De nyder åbenlyst hinandens selskab, og det gør det til en sand fornøjelse at se dem. Manglen på overrumplende overraskelser i deres sammenspil er betryggende, da der er noget gammelt og velkendt over parret. Glover døjer stadigvæk med at være den gamle hund, mest åbenlyst i scenerne, hvor han prøver at anvende sønnens sprog og der hvor der afsløres, at han bruger et korset. Som sædvanlig er Glover ofret for de harmløse mobberier, mens Gibson er den charmerende og evig kække helt. Opbyggelsen er en gammel kending, men det er skidesjovt og underholdende som altid. Heldigvis har Donner ladt Joe Pesci være en genganger, da han var den sjoveste nyintroducerede figur fra den anden film. Desværre fungerer han mest som comic relief her. Morsomt naturligvis, men desværre ikke nær så en integreret del af filmen som i den forrige.

Musikken er blevet mere uforpligtende og let og virker rigtig godt som medbeskrivende komisk effekt. Stemningen er blevet mere uhøjtidelig, ja, den nærmer sig faktisk nogle steder det useriøse, men Donner krydser aldrig grænsen (som der skete i Dødbringende Våben 4), og derved hægtes publikum aldrig af. Der balanceres fint mellem det humoristiske og alvorlige, men denne gang er der blevet lagt større vægt på actiondelen. Den første film havde det atypiske makkerpar og fermt struktureret plot som attraktion. Dødbringende Våben 2 fulgte fint op på succesen og bragte mere af det samme med tilpas overraskelser og videreudbygning. Donner havde velsagtens indset, at en tredje film med nøjagtig samme opbygning ville have været blevet forudsigeligt (som den dog stedvis stadig kan beskyldes for), hvorved hovedvægten hverken er blevet lagt på den rutinerede historie eller den velfungerende komik, men overrumplende action, som denne film indeholder til overflod. Actionscenerne er virkelig blærede og medrivende at overvære, og selvom det mildest talt er overdrevet, så er det hamrende underholdende. Jan De Bont (igen, det er surt at den mand blev instruktør) er fotografen og gør et rigtig godt stykke arbejde med udtryksfulde billeder og fin kameraføring. Den visuelle side af filmen er med til at trække filmen op over det ordinære og gøre den til en værdig del af Dødbringende Våben-serien.

Denne film burde have været den sidste i serien. Ikke kun fordi det ville have markeret et respektfuld og anstændig afslutning på en af filmhistoriens bedste actionfilmserie (dog ikke helt på højde med de banebrydende Die Hard-film), men også fordi Donner tydeligvis har haft intention om at stoppe det her, altså inden det bliver trættende for publikum. I en af de sidste scener ligger Glover i badekarret (som han også gjorde i starten af første film), og bliver fejret, her på grund af hans pension. Men han erkender, overfor sig selv og familien, at han ikke kan gå på pension, da han mildest talt ikke kan undvære makkerskabet mellem ham og Gibson/Riggs, som stikker langt dybere end komiske spydigheder og mundhuggeri og adrenalinsuset. Sådan burde filmen, og serien, have været sluttet af. Åben, men med en forsikring om, at det hele er i orden. Med et højt humør. For selvom Dødbringende Våben 3 er for fjollet og nærmest ordinær til at være lige så betydningsfuld som den første film i serien, så er den en omgang uforpligtende, men evig seværdig underholdning af bedste skuffe. Den fjerde film i serien er en plet på det gode ry som mindeværdige actionfilm, som Dødbringende Våben-filmene fortjent har opbygget.