whatever, whatever

Efter sigende skulle Richard Donners Farlige Teorier fra 1997 have været en appetitvækker eller en slags indledning til hele Dødbringende Våben-holdets tilbagevending til den elskede filmserie. Derfor er det ganske paradoksalt, at Farlige Teorier er så vellykket på alle måder (ja, med dens originale manuskript af Brian Helgeland er den ifølge mig et helt mesterværk), mens Dødbringende Våben 4 skuffer på nærmest alle punkter. Forventninger bag præg af en smule skepsis, men jeg havde da alligevel regnet med, at Donner endnu engang kunne have serveret et festmåltid af fede actionscener, latterfremkaldende humor og smittende humør og energi, for det besad de tre første film til overflod. Men et eller andet sted er det gået galt. Til at starte med er manuskriptet et uoriginalt opkog af de succesfulde formler fra de første film. Man har uden omtanke kastet alt ombord. Actionscenerne er der ganske vist mange af, men de virker forstyrrende og rodede, og ikke det mindste ophidsende. Desuden er det alle de menneskelige konflikter, som Donner med så stor sikkerhed havde gjort fængende i de første film, der bliver smidt ind fra højre og venstre. Murtuagh skal være bedstefar. Okay, vi udnytter det til at gøre endnu mere nar af hans alder, for den vits skal absolut malkes for de sidste dråber. Og nu skal Riggs være far. Fair nok, vi sætter ham i den samme situation som Murtaugh var i den første film. Nu er Riggs ”too old for this shit”. Jamen det er da morsomt, at tingene går i ring for dem. Jeg er ikke virkelighedsfraværende (altså i filmverdenen). Riggs bliver da ældre, men der er da ingen grund til at behandle en af min barndoms store helte med så stærk en respektløshed. Utvivlsomt var det et fornuftigt valg på papiret, at lade Riggs falde til ro, for det fortjener han skam. Men når der glides så fraværende over hændelserne (eksempelvis en umotiveret ønske hos Rene Russo sidst i filmen om at skulle give, pinligt udført) så er man pænt sagt ligeglad. Jeg sad under hele filmen og tænkte: ”Bare rolig, dette er en selvstændig fortsættelse, den har ikke noget med de første tre film at gøre. Måske er det en parodi?”. Donner skuffer mig virkelig groft, for han formår på intet tidspunkt at gøre hændelserne bare nogenlunde troværdige.

Mel Gibson og Danny Glover nyder endnu engang tydeligvis at være tilbage i de kendte og populære roller, og kemien fungerer stadig upåklageligt mellem dem. De har dog yderst begrænset materiale at arbejde med, og vitserne ville have faldet fuldstændig igennem hvis det ikke var på grund af Gibson og Glovers charme. De er en af de få og små fornøjelser i denne film. Chris Rock fyrer da også nogle morsomheder af i nogle umotiverede stand-up sekvenser, hvor man bare venter på latteren fra publikum. Han kan i hvert fald ikke spille skuespil, hvor sjov han end er. Jet Li imponerer med nogle hektiske kampscener, som er meget velkoreograferede. Den del af det obligatoriske action fungerer ret godt.

En scene i filmen fik mig til at genoverveje min karaktergivning. Joe Pesci får en stærkere rolle her, og han spiller den fremragende. Ikke fordi han kan være irriterende (som han gør godt!), men fordi han viser en blød og menneskelig side af sin karakter i slutningen, hvor han fortæller en anekdote om hans barndoms eneste ven. Med Pescis alvorlige ansigt og hans indædte bekendelse (og naturligvis Gibsons respons) rørte filmen mig virkelig. Efter alt det lort filmen havde indeholdt blev jeg positiv overrasket over den scene, som utvivlsomt er filmens bedste.

Dødbringende Våben 4 er nydelig produceret (naturligvis når Joel Silver er med om bord), men det gør den desværre ikke bedre, når Donner ikke viser tiltag til engagement i de menneskelige aspekter og de bombastiske actionscener. Han kører den for meget hjem på rutinen, hvor hans erfaring fra de tre første film ikke tjener den fjerde til gode. Jeg har på fornemmelsen, at manuskriptet var en undskyldning for at den gamle gang kunne samles igen, og at filmen slet ikke er blevet lavet for publikums skyld. Måske dømmer jeg den for hårdt, men jeg mener, at man skulle have ladet Dødbringende Våben 1-3 stå alene tilbage, og ikke have begået dette underlig fraværende projekt. Der går rygter om en femte film i rækken. Det finder jeg faktisk er en god idé, for så kommer denne jammerlige film ikke til at være den sidste i rækken af en ellers yderst respektabel og afholdt filmserie med et af de mest seværdige filmpar nogensinde. Dødbringende Våben var den bedste, 2’eren førte det fornemt videre mens 3’eren var den mest underholdningsfokuseret. 4’eren er den dårligste og et meget sort får.