over standard

Det var egentlig meningen, at Darren Aronofsky, som har skrevet manuskriptet og produceret denne overnaturlige ubådsgyser, selv skulle have instrueret Below, men sagde fra for at lave den uforglemmelige Requiem For a Dream. Det kan filmverdenen (og seere) kun føle sig velsignet over, da Requiem… er en af historiens mest nådeløse (og bedste) film, som virkelig er nyskabende i dens billedsprog og struktur, og en af mine alle tiders yndlingsfilm. Instruktørtjansen på Below gik til David Thowy, som tidligere har begået den overraskende habile invasionsfilm The Arrival med Charlie Sheen og kult sci-fi-filmen Pitch Black, hvis efterfølger The Chronicles of Riddick virkelig har fået elendige anmeldelser. Thowy er god til at opbygge en fængende suspens og er visuelt begavet, noget som Below nyder godt af.

Skuespillerne gør et overraskende godt stykke arbejde med en karakteristisk Bruce Greenwood i forgrunden, der med sit afdæmpede spil gør personens indre konflikt troværdigt. Helt ned til de mindste biroller er rollerne velbesatte, hvor ingen falder igennem. Dette er med til at gøre filmen mere medrivende, da personerne derved ikke bare er rene karikaturer eller ansigtsløse ofrer. Historien starter rigtigt spændende ud, og Thowy formår med stor succes at fremmane og bibeholde den klaustrofobiske stemning, som en ubåd besidder. I takt med de overnaturlige hændelsers udfoldelse bliver filmen mere og mere spændende, på grænsen til det ulidelige. De uidentificerbare lyde, der kommer udefra ubåden, er nærmeste geniale, da de på en suggestiv måde fremkalder vores indre frygt for det ukendte. Det er et kendt virkemiddel, men her fungerer det fantastisk. De obligatoriske elementer, som eksempelvis oprøret mod kaptajnen og nedsynkning til maksimum dybde, er også med her, men de udspringes af de uforklarlige hændelser, og ikke af menneskets indbyrdes magtkampe, som eventuelt kan resultere i mange uskyldige menneskers død (som i blandt andet Tony Scotts lidt for klichefyldte Crimson Tide, som Tarantino efter sigende ukrediteret har renskrevet manuskriptet til). Dette omhandler den individuelles kamp om overlevelse og om at finde sandheden, og det er langtfra så banalt, som det lyder til at være, for man har opbygget en stærk interesse for personerne (og deres skæbne) og historiens udvikling. Det overnaturlige element er et forfriskende træk indenfor ubåds-genren, men blandingen er ikke ubemærket elegant. Historiens plottwist er ganske overraskende, men pludselig bliver der lagt for meget fokus på spøgelseshistorien, hvorved den basale spænding tabes lidt af syne. Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket, som er yderst positivt, selvom slutningen er en smule triviel.

Som sagt er Thowy visuel bevidst, og Below er virkelig blændende fotograferet. Man har udnyttet pengene maksimalt, og selvom kapitalen nok ikke har været begrænset, så er filmen ganske velproduceret. Effekterne er i hvert fald imponerende, men det er også fordi Thowy ikke overeksponerer dem i filmiske sammenhænge, men bruger dem som subtil medfortæller. Ubådens første neddykning er noget af det mest enkle og overrumplende, jeg har set indenfor denne genre. Musikken af Graeme Revell er også ret effektiv.

Below fungerer bedst som paranoid ubådsthriller, mens dens gyserelementer er lidt mere ordinære, om end virkningsfuld. Thowy har med respekt og efterfølgende stor succes omdannet Aronofskys stilsikre manuskript til en seværdig og anbefalelsesværdig ubådsfilm, der er bare en smule anderledes. Hvad den ubeskrivelig exceptionelle Aronofsky ville have fået ud af filmen er ikke til at sige, men garanteret det ville have været noget helt unik, for han er en af filmindustriens helt store og forhåbningsfulde nye talenter, som allerede nu ligger højt oppe på min top fem liste over yndlingsinstruktører.